4-3, hattrick og ren magi: Kampen England aldrig glemmer
Alle englændere kender Blackpool for byens boardwalk, bright lights og badehoteller.
Den populære turist- og badeby i West Lancashire var i 1800-tallet englændernes foretrukne feriested. Varieteer, friluftsscener og de berømte ”illuminations” trak folk i hundredtusindvis til, og Blackpool måtte naturligvis også have en professionel fodboldklub til folkets underholdning og adspredelse.
Blackpool FC blev stiftet i 1887 og har spillet på Bloomfield Road Stadium siden 1901.
De særprægede klubfarver
”The Tangerines” har spillet i en meget speciel orange farvevariant på trøjerne siden 1923, dog med en periode i 1930’erne hvor man optrådte i et stribet lyseblåt/mørkeblåt outfit. Klubben har dog også formået at sætte enhver med blot en anelse farveæstetisk sans på alvorlig prøve, da man i den sidste sæson inden 1. Verdenskrig satte turneringen på stand by, 1914-15, præsterede at optræde i en rød-gul-sort tværstribet trøje med sorte bukser. Den nærmest afskyelige farvekombination havde imidlertid en alvorlig baggrund.
I det første krigsår invaderede Tyskland det neutrale Belgien, hvilket blev Storbritannien og Commonwealths signal til at indtræde i krigen på Ententens side (med Frankrig og Rusland) imod de Centraleuropæiske kejserriger (Tyskland og Østrig-Ungarn). Den tyske hær førte sig yderst brutalt frem under indmarchen i Belgien, under indflydelse af frygten for ”friskytter”, dvs. civile partisaner. Ved den mindste mistanke om sådan irregulær militær aktivitet blev der slået grusomt ned på civilbefolkningen. I sympati med den belgiske sag tog briterne imod et stort antal flygtninge, og mens hæren kæmpede hårdt ved Mons, Ypres og Antwerpen, anlagde Blackpool FC sig et nyt kit i de belgiske farver, som en støtteerklæring til den trængte nation.
Two Stans
Omkring 1930 havde klubben en kort periode i 1. division, men det var først da den legendariske manager Joe Smith overtog styringen i 1935, at Blackpool for alvor blev fast inventar i the top flight. Smith sad i chefstolen på Bloomfield Road i 23 år. Han sammensatte i 1947 en dynamisk og dødsensfarlig duo uden sidestykke i engelsk fodbold: 2 x Stan.
Kongen over alle klassiske wings, sir Stanley Matthews, blev hentet i Stoke City og ”parret” med kanonskytten Stan Mortensen (der blev født på denne dag i 1921). Matthews leverede oplæg efter oplæg til Mortensen (der havde en norsk bedstefar, deraf navnet), som energisk og effektivt omsatte mulighederne i et hav af mål. De to havde en bod i forlystelsesbyen, ved navn Two Stans, hvor de solgte Blackpool-merchandise, fotos og autografer. Blackpool blev et sjovt og populært mandskab i 1. division og spillede sig frem til 3 FA Cup finaler.
FA Cup: Alle gode gange tre
I den første (i 1948) kunne Blackpool ikke holde to føringer undervejs og tabte med 4-2 til Manchester United. I den finale spillede Matthews og Mortensen i angrebskæden sammen med George Dick, der senere blev træner i Danmark og førte B.1909 til det danske mesterskab i 1959.
Finale nr. 2 var i 1951, hvor Blackpool var blevet nummer 3 i ligaen, bl.a. på Stan Mortensens 30 mål (hvilket rakte til at blive divisionens topscorer). Men Newcastle besejrede The Tangerines med 2-0 på to mål af klubhelten Jackie Milburn. Tredje forsøg blev lykkens gang.
FA Cup finalen i 1953 så dog længe ud til at blive endnu en skuffelse for Blackpool. Bolton Wanderers førte med 3-1 på bl.a. en scoring af den stærke centerforward Nat Lofthouse. Det er ikke for meget sagt, at en hel nation sad med livet i hænderne, for alle (udenfor Bolton) ønskede brændende, at nationens store fodboldforbillede, Stanley Matthews, endelig skulle få lov at vinde et trofæ. Og ”The Wizard” viste da også både magi og genialitet, da han gik forrest i et forrygende comeback. Makkeren Stan Mortensen cementerede i sidste minut et smukt hattrick, og Matthews brillerede med fine oplæg, bl.a. til sejrsmålet til 4-3, der blev sat ind af Bill Perry i kampens tillægstid. Der var ikke et øje tørt da Matthews og co. kunne løfte pokalen, selv den ellers stenhårde Nat Lofthouse måtte applaudere i et rørende øjeblik af fint sportsmanship. Opgøret gik over i historien som ”The Matthews Final” som en hyldest til driblingens troldmand, selv om det måske havde været lige så passende hvis hattrickhelten Stan Mortensen var blevet således hædret.
Blackpool FC havde på det tidspunkt 6 mand på det engelske landshold. Foruden Matthews, Mortensen og matchvinderen Bill Perry var det anføreren Harry Johnston, Tommy Garrett og Ernie Taylor.
Stan Mortensen var i det hele taget en formidabel målscorer, der fortjener sin helt egen, fremstående plads i engelsk fodbolds historie – ude af Matthews’ skygge. I 25 landskampe for England nettede han 23 gange, og for Blackpool var han fuldkommen forrygende. I sæsonerne 1946-47 til 1955 formåede han at score 227 mål i 352 opgør. Kun i 1953 og 55 producerede han færre end 20 mål. I 1948 blev det til 31 kasser og i 1951 35.
Mortensen gik bort i 1991, 69 år gammel. I 2005 rejstes en statue af ham udenfor Bloomfield Road.
