Sneg sig på landsholdet – uden at træne
Selv i 1910’erne skulle man være i besiddelse af mere end en almindeligt stor portion talent, hvis man skulle gøre sig gældende i eliten – uden at træne. Det kunne kun få. En af dem var målmanden Hans Emil Julius Rützebeck. Han blev født på denne dag i 1893.
Hans’ far var en maskinmester fra Møn og moderen stammede fra det nuværende Letland, og var kommet til Danmark via Skotland engang omkring 1875. De fik 9 børn og boede på Nyelandsvej. Hans var den yngste i børneflokken.
Boede og arbejdede i Sverige
Den senere målmand uddannede sig til maskiningeniør og fik arbejde i Skåne. Herfra tog han færgen hjem en gang om ugen og spillede fodbold i Olympia, men da denne klub rykkede ned i 1910 efter en række store nederlag, gik den i opløsning og Hans Rützebeck gik i B.93.
Her imponerede han alle med sin smidighed og sine lynhurtige reflekser. Han spillede bag veteranerne Harald Hansen og Emil Jørgensen, og gjorde det så overbevisende, at man i B.93 gik på kompromis med at det stort set ikke blev til træning ved siden af turneringskampene. Det indbragte tre DM-andenpladser i 1912, 13 og 14, og hvis DM var blevet færdigspillet i 1915, havde B.93 formentlig vundet titlen. DBU aflyste imidlertid turneringen inden de afgørende kampe, idet hovedparten af spillerne blev indkaldt til Sikringsstyrken og landet var i mobilisering på grund af 1. Verdenskrig og truslen om en tysk invasion.
KBU’s pokalturnering blev dog færdiggjort, og her vandt B.93 trofæet med en finalesejr over AB på 4-1.
Danmark var nummer 1 på verdensranglisten
Mange – ikke mindst i pressen – mente at Rützebeck var på højde med Frems Sophus Hansen, og da Sophus for en gangs skyld meldte afbud til landsholdet i juni 1915, på grund af militærtjeneste i Livgarden, fik Rützebeck chancen. Det gik overordentligt pænt, for Danmark vandt med 2-0 over Sverige, på mål af Anton ”Kanonen” Olsen og Poul ”Tist” Nielsen. En angrebsduo der trumfede alt hvad det europæiske kontinent på den tid kunne møde frem med. I det hele taget stillede Danmark et uhyre stærkt hold: Hans Rützebeck, B.93, Svend Aage Castella, KB, Georg Brysting, KB, Henrik Andersen, AB, Ivar Lykke, KB, Paul Berth, AB, Victor Klein, B.93, Anton Olsen, B.93, Poul Tist Nielsen, KB, Sophus Krølben Nielsen, Frem og Vilhelm Wolfhagen, KB. Med 5 KB’ere og 3 93’ere kan man godt fornemme styrkeforholdet mellem de bedste klubber. Det danske landshold var på dette tidspunkt nummer 1 på den retrospektive verdensrangliste, udregnet efter ELO princippet.
Året efter gik B.93 endelig hele vejen og vandt mesterskabet. Det skete efter et lidt spøjst forløb.
KB var egentlig blevet nummer 1 i KBU’s turnering, og havde dermed vundet retten til at møde Provinsmesteren, men man havde dét år besluttet, at KBU burde have to repræsentanter i slutspillet, grundet provinsens svage standard. Så B.93 fik en ”ekstra” chance – og udnyttede den. I semifinalen slog man OB med 9-3 i Odense, og derefter blev KB overvundet i DM-finalen i et tæt og spændende 3-2-opgør. B.93 bragte dermed KB’s mesterskabssejrsrække, på 5 mesterskaber i træk, til ende. Det var populært i København, om end selvfølgelig ikke blandt KB’erne, for fodboldfolket elsker nu engang at se de stærkeste blive dukket. For 93’erne spillede den dengang helt unge Michael ”Mikkel” Rohde en stor rolle i succesen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Rent bur på landsholdet
På landsholdet måtte Rützebeck dog afgive målmandspladsen efter sin – ellers vellykkede – debut mod svenskerne. Sophus Hansen var en verdensklassemålmand, der ikke var lige sådan at slå af. Selv om B.93’eren nok havde et kolossalt medfødt talent, så var Sophus stærkere i luften, og hvor Rützebeck ind imellem kunne være præget af nerver, så var Sophus umulig at ryste mentalt.
Det er muligt, at Rützebecks meget aparte træningssituation havde en afgørende indflydelse. Det er indlysende, at man ikke bliver en bedre spiller af at deltage så sporadisk i sit holds træning. Hans blev altså stående på 1 enkelt landskamp (hvor han jo holdt buret rent).
Efter den aktive karriere fortsatte Hans Rützebeck med at arbejde og bo i Sverige. Han gik bort i Helsingborg i 1970.
