Engelsk fodbolds historie byder på så mange fascinerende fortællinger om store personligheder, stærke og frygtløse målmænd, forwards med brandhårde skud og ukueligt fightende publikumsfavoritter. De historier der giver specielle indblik i menneskene bag de polerede og idoliserede facader er de mest interessante, synes jeg. Ind imellem støder man på én der er aldeles enestående. Som denne.

Thomas Edgar (Tommy) Ball blev født (på denne dag) i 1900, i markedsbyen Chester le-Street i grevskabet Durham i det nordøstlige England. Som så mange andre voksede han op i et fattigt hjem og røg i kulminen for at tjene til det daglige brød. Ved siden af det opslidende arbejde spillede han fodbold for det lokale mineselskab. Og det gjorde han ret godt.

Fremtidens mand på landsholdet

Tommy var en høj og stærk fyr med et godt overblik og teknisk tæft. Han fik kontrakt med Newcastle United som 19-årig, men blev hurtigt solgt videre til Aston Villa. Efter et år som reserve for landsholdsspilleren Frank Barsom, overtog Tommy i 1922 pladsen som centerhalf på Villa Park. Positionen som centerhalf var dengang forbeholdt de mest helstøbte fodboldspillere. Taktisk indebar rollen en blanding af forsvarsstyrmand og midtbanedirigent. Centerhalfen var i det gamle 2-back system holdets rygrad og krumtap. Han skulle være i stand til at vinde dueller, bygge spillet op, tage styring og lede. Meget ofte var centerhalfen også holdets kaptajn.

Tommy blev fremhævet som ligaens største talent på den meget krævende plads, og kun få var i tvivl om, at han var fremtidens mand på det engelske landshold. Villa blev nummer 6 i sæsonen 1922-23, og Tommy havde en strålende fremtid for sig. I privatsfæren giftede han sig med Beatrice, der var datter af en lokal slagtermester, og det unge par flyttede ind i et lejet hus i Birminghamforstaden Perry Barr. Nu kunne alt have været så godt, var det ikke for et ulmende fjendskab med husværten.

Husejer med granatchok

George Stagg var en bitter mand. Han havde været politibetjent i Birmingham, men blev hårdt såret ved fronten i 1. Verdenskrig og måtte opgive sit betroede arbejde. Det har sikkert ikke været nemt for stoltheden og identitetsfølelsen. Som mange andre lidelsesfæller ville George utvivlsomt i dag være blevet vurderet som PTSD-ramt. Han jobbede på en fabrik, men fandt tilværelsen vanskelig. Til sidst endte han med at købe et par huse, boede selv i det ene og udlejede det andet. Til Tommy Ball og Beatrice.

Forholdet mellem de to mænd var fra starten anstrengt. Tommy var opvokset i små kår og insisterede på at holde høns, hvilket ikke passede værten. Dyrene svinede og larmede, og Tommys store hund var også en plage, set fra George Staggs perspektiv.

Tragedien

Den 10. november 1923 var en fin dag for Aston Villa. Et besøg i Nottingham var endt med en 1-0-sejr til The Villains, hvilket bragte klubben op som en øjeblikkelig nummer tre i ligaen. Efter hjemkomsten til Birmingham blev kampen fejret med nogle pints på en pub, hvorefter Tommy kom hjem ved 10-tiden om aftenen.

Formentlig under indflydelse af beruselse påbegyndte den talentfulde spiller kort efter et skænderi med naboen og husværten, George Stagg. Beatrice hørte ophidsede stemmer og derefter lød et skud. Den opskræmte hustru løb ud i forhaven, hvor hendes mand vaklede og kollapsede, ramt af et pistolskud. Bagefter påstod Beatrice, at Stagg havde peget på hende med revolveren og affyret endnu et skud (der ikke ramte). Trods tililende hjælpere udåndede Tommy Ball på stedet. Stagg tog roligt imod politiet, da han blev anholdt for mord.

Birmingham sørgede

Balls begravelse blev spektakulær. I Victorianismen (og tiden umiddelbart efter) var bisættelser en big deal. En måde at få sat et effektivt og storslået punktum for et menneskes livshistorie og sikre eftermælet. Der blev ikke sparet på noget, for svigerfaren – slagtermesteren – bekostede 7 drosker med sorte heste og et imposant optog. Det strømmede til med tusinder af mennesker der ville tage afsked med den populære centerhalf, og holdkammeraterne bar kisten, knugede i sorg. Tommy fik en fin gravsten, smykket med fodbolde i granit.

Pressen svælgede i dramaet og tragedien, og den efterfølgende retssag fik stor opmærksomhed. Stagg påstod at pistolen var gået af ved et uheld, da den berusede Ball havde overfaldet ham. Tommy skulle også have truet Stagg og dennes hustru med korporlige tæv, og morderen tilføjede til sin forklaring, at den afdøde fodboldspiller ofte havde sparket til sin egen hustru. Dette blev pure afvist af en harmdirrende Beatrice som et gement forsøg på bagvaskelse.

Dødsstraf

Selv om der ikke var øjenvidner til forløbet, og heller ikke noget oplagt motiv, så troede juryen ikke på George Staggs forklaring. Han blev idømt dødsstraf for overlagt mord, men straffen blev siden ændret til livstidsfængsling.

Kort efter at morderen havde påbegyndt sin afsoning stod det imidlertid klart, at han udviste klare tegn på sindsforvirring. Han blev overført til et mentalhospital, hvor han døde som 87-årig i 1966.

Tommy Ball blev kun 23.