Pingpong og standarddans gav succes: En af Englands mest undervurderede forwards scorede læssevis af mål

Pop Robson synede ikke af ret meget

81 år i dag.

Bryan ”Pop” Robson var lille (1,73) og relativt spinkel, og allerede i en ung alder fik han tilnavnet Pop på grund af det tynde hår og den høje pande, der gav et gammelmands- eller bedstefaragtigt look.

Pop var nem at overse. Hans teknik var forholdsvis begrænset, og hovedspillet var middelmådigt. Men han kunne lave mål. Endda så godt, at han nemt kan måle sig med de største og bedste centerforwards, England har produceret. Pop var nemlig snu som en ræv. En ægte måltyv, der kunne forudse chancerne på lang afstand. Han var nok undselig af udseende, men modstanderne begik en massiv fejl, hvis de undervurderede ham. Han var nemlig giftig inde i boksen og iskold i afslutningssituationerne.

Pingpong og dans banede vejen

Pop voksede op i Sunderland, men det blev rivalerne fra Newcastle United, der opdagede den lille forwards talent og skrev kontrakt med ham i 1962 som 17-årig.

Han scorede i sin debutkamp mod Charlton Athletic samme år, men der var endnu meget at lære. I 1968 forsøgte Pop stadig at etablere sig som fast mand. Han var lovende nok – han garnede ni gange i 21 kampe den sæson – men det blev en slags intervention fra svigerforældrene og hustruen, der for alvor fik forløst talentet.

Svigerfar og svigermor, ægteparret Lenny og Molly Heppell, var professionelle standarddansere og ejere af en natklub, the Fandango i Hexham. De fik den håbefulde forward overtalt til at træne dans. ”Du skal lære at bevæge fødderne, knægt,” sagde Lenny og designede et træningsprogram til svigersønnen. Når Pop ikke dansede, spillede han bordtennis med sin hustru Maureen, der var elite-pingpongspiller. Det gav timing, hurtigt benarbejde, rytme og en unik balance, hvilket gav fordele i boksspillet over for de hærdebrede defensive modstandere. Resultaterne fulgte prompte.

Mål i stimer

I 1969 medvirkede Pop Robson til Newcastles triumf i UEFA Cup-turneringen, den dengang såkaldte Inter-Cities Fairs Cup. Han udgjorde et livsfarligt angreb sammen med waliseren Wyn Davies. En klassisk britisk forwardkonstellation med en hovedspilsekspert og en lille væver anden angriber. Og Robson begyndte at score mål i stimer. Tilsammen lavede han 82 kasser i 206 kampe for the Magpies. Det er mere end en scoring i hver tredje kamp.

I 1971 blev Robson købt af Ron Greenwood til West Ham United for rekordbeløbet 120.000 pund. I West Ham kom Pop i selskab med Clyde Best, Geoff Hurst og Trevor Brooking i offensiven. Bobby Moore styrede defensiven sammen med sine lærlinge Billy Bonds og Frank Lampard Sr. Og West Ham spillede teknisk og poleret. Man dyrkede meget bevidst et helt særligt image hos the Irons.

Der var en altid nærværende forventning om teknisk short passing-baseret fodbold på det gamle Upton Park/Boleyn Ground. Man havde en oplevelse af, at spillets offensive kvaliteter og underholdningsværdien næsten var vigtigere end de samlede resultater. West Hams fans ”blæser bobler”, som de synger i klubsangen, og det er egentlig et meget smukt billede på det idelige håb om, at den polerede og fremadrettede stil kan bringe noget stort. Boblerne har haft det med at briste, men det er ingen tilfældighed, at WHU har lykkedes med at producere læssevis af teknisk velfunderede talenter til sig selv og engelsk fodbold. Ekstraordinære fodboldspillere trives nu engang bedst i et udviklingsmiljø, hvor der fokuseres på teknik og individuelle færdigheder.

Topscorer

I 1971/72-sæsonen stod store, frygtløse Clyde Best for 17 scoringer. I det makkerskab nøjedes Pop Robson med beskedne ni kasser i sit første år på Upton Park, men så gik han ellers amok.

I 1972/73 var han totalt i hopla og scorede hele 28 mål i ligaen alene (plus fire i cupturneringerne). Clyde Best skabte plads og rum med sin fysik, og Pop udnyttede, at modstandernes centerforsvarere således havde hænderne fulde med at tage sig af bermudaneren. Det rakte til en samlet førsteplads på topscorerlisten, og The Hammers tilspillede sig en fin sjetteplads.

I 1973/74 var Pop – ganske usædvanligt – plaget af skader, og West Ham valgte at sælge ham til fødebyen Sunderland.

For The Black Cats scorede Robson fra 1974 til 1976 i mere end hver tredje kamp, altså med en usvigelig regelmæssighed. Herefter blev han hentet tilbage til Upton Park, og Pop kvitterede ved at score 47 mål i 107 kampe.

Han indgik i endnu en klassisk frontduo sammen med kæmpen David Cross. Pop kunne dog ikke forhindre, at West Ham rykkede ned i 1978, men sæsonen efter blev han atter ligatopscorer, denne gang i 2. division, med 24 mål. Det rakte imidlertid kun til en femteplads.

Høj klasse – men aldrig på landsholdet

Derefter kom Robson endnu en gang til Roker Park, hvor han hjalp Sunderland til oprykning i 1980. Han nettede 23 gange i 52 kampe på to sæsoner, altså et snit på 0,44 mål per kamp. Høj klasse!

Pop havde efterhånden rundet de 35, og Sunderland vurderede nok, at der ikke var mere i ham, men det blev grundigt modbevist med 21 mål for Carlisle United i 1981/82, hvor Pop udgjorde en giftig duo med en purung Peter Beardsley.

Efter en sæson i Chelsea skrev Sunderland med Robson for tredje gang, men han kunne ikke helt løbe fra alderen længere trods de lette dansetrin, som svigerforældrene engang havde indprentet ham. Som knapt 40-årig var han dog endnu adræt nok til at score tre gange i 12 kampe for Black Cats.

Med 265 mål i 674 ligakampe har England ikke haft mange angribere, der har været stærkere i boksen. Forunderligt nok – og faktisk lidt forargeligt – kastede det ikke så meget som en eneste landskamp af sig.

Three Lions kunne ellers godt have brugt en træfsikker centerforward i kvalifikationerne til VM 1974, EM 1976 og VM 1978. Da var Pop på toppen og scorede efter behag, mens det engelske landshold tørstede efter mål.