Chefideolog blev landstræner – så ramlede det

Manden bag West Hams seværdige stil

På denne dag hvor Storbritannien mindes våbenstilstanden den 11-11 kl. 11 (i 1918), blev den legendariske manager Ron Greenwood født i 1921.

Ron Greenwood var manden bag det West Ham United koncept, der hyldede og dyrkede det tekniske short passing som grundelement i spillestil og talentudvikling. Han skabte et seværdigt og populært mandskab på Boleyn Ground i 60’erne, og overlod siden rollen som manager til sin protegé, John Lyall, der i høj grad førte faklen videre. Selv bevarede Greenwood en position som chef-ideolog i WHU.

Som aktiv var Ron en klog centerhalf i Bradford Park Avenue, Brentford, Chelsea og Fulham. Han blev engelsk mester med Chelsea i 1965, og opnåede en enkelt kamp på det engelske B-landshold.

Da støvlerne blev lagt på hylden, blev Greenwood coach i forskellige mindre klubber. Han fik job som assisterende manager for George Swindin i Arsenal i 1957.

I 1961 afløste han klubikonet Ted Fenton som manager i West Ham. Det blev Rons første ansættelse som ansvarshavende klubboss, og det skulle siden vise sig at blive det eneste.

Guidede Moore

West Ham blev Rons store kærlighed og passion. Som chef var han manden bag The Hammers’ FA Cup triumf i 1964 og Europa Cup trofæet (for pokalvindere) året efter. Han var helt indiskutabelt en essentiel drivkraft i Bobby Moores fantastiske succes og fremgang i de år. Den måde som Moore agerede konstruktiv forsvarer på, var som taget ud af Greenwoods fodbold-ABC.

I 1966 havde West Ham ikke færre end tre spillere på det engelske verdensmesterhold. Det var Geoff Hurst, Martin Peters og Bobby Moore.

I 1974 trak Ron sig som manager på Boleyn Ground, men som nævnt ovenfor, blev han i stedet ansat som direktør i klubben, med ansvar for de sportslige linjer. En slags chefideolog, om man vil. Lærlingen John Lyall overtog loyalt chefstolen og førte West Ham til FA Cuppen i 1975 (og senere igen i 1980).

Store forventninger

Da Ron Greenwood blev udpeget til landstræner 1977, var det forventet at England skulle spille fremadrettet og “glad” fodbold.

Landsholdet var på det tidspunkt i dyb krise, og dårlige resultater havde forårsaget en vis selvransagelse og redefinering af den nationale fodboldmæssige selvforståelse.

Det lykkedes da også under Greenwood at bryde 10 års slutrundetørke, da englænderne kvalificerede sig til EM i 1980 og derefter VM i 1982. Men selv om der kun blev scoret to mål imod Three Lions ved de 8 kampe i de nævnte slutrunder, og selv om man kun tabte i alt 1 kamp, så var indsatsen alligevel mat og blodfattig.

Som landstræner forekom Ron usikker og famlende, ikke mindst i forhold til medierne. Og de fleste var nok overbevist om, at det var den assisterende coach, Don Howe, der styrede taktikken. Da var der mange der ønskede at FA havde valgt Brian Clough som Don Revies efterfølger i 1977.

Fiasko

Ved VM i Spanien begik Greenwood en brøler af dimensioner, da han udtog de skadede stjernespillere, Kevin Keegan og Trevor Brooking til sin trup. Det gjorde ikke noget godt for holdets moral, og det satte de to aktører i en uholdbar venteposition, hvor alle ventede utålmodigt på, at de måske – måske ikke – ville blive klar til at spille. Endelig i mellemrundekampen mod Spanien, kom Keegan og Brooking på banen. Sent i opgøret og som indskiftere.

Opgøret endte målløst og England blev slået ud. Der er ingen tvivl om, at slutrundeskuffelserne i 1980 og 82 satte et negativt præg i forhold til Rons eftermæle. Han formåede ganske enkelt ikke at forløse det stærke spillermateriale.

Han pensionerede sig selv fra fodbolden efter verdensmesterskabet i 1982. Siden arbejdede han som ekspert på BBC.

Som mange andre af hans kolleger kæmpede Ronald Greenwood med Alzheimers i de sene år af livet. Han døde i 2006, men hans minde lever videre – især hos The Hammers. Her efterlod Greenwood en arv og et DNA med sin tilgang til spillet, som har efterladt uvurderlig inspiration til klubben og til mange senere topmanagers.