Han vandt EM - men blev aldrig kåret som Årets Træner i Danmark
Richard ”Løvehjerte” Møller Nielsens aktive baggrund lignede på mange måder Sepp Pionteks. Richard havde været en benhård forsvarsspiller for OB, og hvis ikke det havde været for en alvorlig skade, havde han sandsynligvis fået flere end de 2 landskampe han nåede at blive noteret for. I stedet kastede han sig over trænergerningen. Tilnavnet ”Løvehjerte” opnåede ”Ricardo” (hans andet tilnavn) først og fremmest som en modig og uforfærdet fighter på banen.
Som træner var han i bund og grund en forsigtig, struktureret, defensiv strateg. Han spillede en hovedrolle i OB’s metamorfose fra det festlige angrebsfodbold, der havde kendetegnet klubben i årtier, under bl.a. Jørgen Leschly Sørensens påvirkning, til en klub hvor man arbejdede stenhårdt fysisk, og hvor kondition og organisering havde topprioritering.
OB’s første danske mesterskab i 1977 var en kraftpræstation. Holdet vandt med en 8-point margin ned til nr. 2, B.1903, og der blev i 30 kampe kun scoret 27 mål imod ”de stribede”. Holdet bestod primært af garvede veteraner, men Ricardo var ganske god til at integrere unge talenter, og i 1977 havde fynboernes offensiv gavn af den lovende Allan Hansen, som var stærkt medvirkende til at odenseanerne også blev det mest scorende hold i 1. division. Richard vandt endnu en gang det danske mesterskab med OB i 1982.
Richard Møller Nielsens resultater, hans vægt på den kollektive disciplin samt formentlig hans dygtige mandskabspleje, gav ham jobbet som U-landstræner og – op til de olympiske lege i Seoul i 1988 – OL-landstræner. I sidstnævnte funktion kunne Møller Nielsen vælge mellem alle de spillere i Danmark, der endnu ikke havde optrådt i EM-eller VM-sammenhæng (det var jo så dét man ikke kunne finde ud af mht. Per Frimann). Det drejede sig om overordentligt mange dygtige spillere, hvilket hang sammen med Sepp Pionteks generelle uvilje mod at skifte ud på sit sammentømrede hold. OL-holdets stamme blev desuden præget af mange daværende eller forhenværende Brøndbyspillere, hvilket gav en god sammenhængskraft.
Ricardos ultimative triumf – og det tabte momentum
Richard Møller Nielsens epoke som landstræner kom på mange måder til at stå i ”Dynamit-drengenes” skygge. Den blev på flere måder ikke så succesrig som Pionteks, hvilket jo er et enormt paradoks eftersom Ricardo skabte det største enkeltstående resultat i Danmarks idrætshistorie! Hvordan måler man succes? For landsholdets vedkommende må et af kriterierne nødvendigvis være, at fodboldfolket står bag holdet og bakker op. Det skal være muligt at identificere sig med holdets spillestil og holdning til spillet. Det er trods alt landets hold – ikke DBU’s alene! Nationens udvalgte skal afspejle det bedste i landets fodboldkultur. Fodboldfolket elskede 80’er landsholdet. Knapt så meget 90’ernes pendant.
Et andet kriterie er naturligvis resultaterne, der altid må afvejes i forhold til holdets reelle styrke. Det sidstnævnte klarede Ricardos hold med glans. Landsholdet havde måske en mindre down-periode med henblik på talentmassen, sammenlignet med Piontek-æraen. Sepp havde ikke just gjort tingene nemmere ved at holde for længe på sine trofaste spilleraktiver. Det var gavnligt for OL-landsholdet, men tilsvarende negativt for A-landsholdet.
Presse og publikum havde fra starten svært ved at forlige sig med det fysisk betonede og relativt defensive landsholdsspil som ”Ricardo” var eksponent for. Han var og blev en forsigtig taktiker. Det tekniske, kreative og seværdige spil måtte man se langt efter. Det var fuldt acceptabelt under EM i 1992, hvor landsholdet helt exceptionelt kom med på et afbud og var komplette ”underdogs”. Begejstringen over guldet og titlen som europamestre overdøvede enhver debat om spillets kvalitet. Fuldt forståeligt. Holdpræstationen var heroisk og episk.
Der er ingen som helst tvivl om, at Richard Møller Nielsen var den rette mand på rette sted i den meget specielle situation som landsholdet stod i ved EM i Sverige. Han skabte et fællesskab og et kollektiv, der trodsede alle odds og sensationelt gik hele vejen. Et landshold der var gennemsyret af desperat fight, gejst og sammenhold. Værdier som Richard satte højest af alt. Det er min påstand, at ingen andre kunne have præsteret det mesterstykke.
Samtidig flyttede triumfen helt naturligt forventningerne til landsholdet. Når Danmark kunne sejre uden at spillerne var rigtig i træning, og i øvrigt uden stjernen Michael Laudrup, hvor langt kunne man så ikke nå, når betingelserne blev optimerede?
Men allerede i den efterfølgende VM-kvalifikation måtte man konstatere, at landsholdet ikke formåede at løse billet til verdensmesterskabet i 1994. Det var som om man havde et fabelagtigt momentum i hænde som simpelthen fusede ud i en minimalistisk taktisk doktrin. VM-kvalifikationen blev smidt væk i Baltikum med to pinlige indsatser, hvor Ricardo bagefter bedyrede over for pressen, at uafgjort på udebane var fint. Det var det bare ikke, og det var heller ikke tilstrækkeligt, at landsholdet stod med en stærk defensiv, når det kneb så voldsomt med at skabe kampene. Ganske godt illustreret med den afgørende kvalifikationskamp i Sevilla, hvor Spanien vandt med 1-0, selv om Danmark spillede 80 minutter i overtal. Landsholdet vandt den såkaldte King Fahd Cup i Saudi Arabien i 1995, men det var en ringe trøst i forhold den glippede VM-kvalifikation året før.
Bitterhed over den manglende anerkendelse
For Ricardo må det have været en personlig triumf at begge Laudrupbrødrene – med nogle års mellemrum – bed i det sure æble og vendte tilbage til landsholdet. Den oprindelige konflikt udgik fra forskellige syn på landsholdets spillestil. Michael Laudrup tog udtalelser og bemærkninger fra landstræneren om manglende løbepensum og fighterindsats ad notam og konkluderede, at han næppe kunne indpasses i Ricardos koncept. Flere nøglespillere gav desuden udtryk for kritik af såvel træningen som de taktiske oplæg. Der var nok en forventning om, at man kunne fremtvinge et skift, men DBU bakkede landstræneren op. Det rammer en hård pæl igennem myten om, at DBU modarbejdede Richard Møller Nielsen.
Til gengæld blev Ricardos forhold til pressen aldrig godt. DBU’s pressechef, Lars Berendt, leverede ellers rådgivning på et topprofessionelt plan, men Richard trådte alligevel i det ene spinatbed efter det andet og eskalerede de udsigtsløse konflikter. Journalisterne havde svært ved at tage ham alvorligt, og han bidrog selv til det indtryk med sin underspillede humor, sine selvopfundne metaforer og sin lettere excentricitet. Kommunikationsniveauet varierede inden for et bredt spektrum mellem underfundig charme og pinlige tåbeligheder. Richard var yderst stædig og ærekær, og han valgte ikke altid sine slagsmål med omhu.
I 1996 sluttede Richards epoke som landstræner. For første og eneste gang kvalificerede han landsholdet til en international slutrunde. EM i England blev en værdig, omend ikke prangende sortie.
I årene efter sin tid som dansk landstræner gav Ricardo ofte indtryk af en vis skuffelse og bitterhed over manglende anerkendelse. At han ikke blev kåret som ”Årets Træner” i dansk fodbold i 1992 står i eftertiden som en slags evidens for at følelsen var berettiget. ”Skylden” for den fadæse er ofte blevet lagt hos DBU, men det er helt forfejlet, for det var medlemmerne af Dansk Træner Union, der forestod prisuddelingen. EM-titlen i 1992 gjorde naturligvis Richard Møller Nielsen den rette til den kåring, ligesom han i dén grad fortjente sin (desværre posthume) placering i fodbolden ”Hall of Fame”. Han var afgjort en af dansk fodbolds giganter.
Der er ingen tvivl om, at Richard trængte til luftforandring efter års (delvist selvvalgte) slagsmål med dele af den danske presse. I Finland, hvor der indiskutabelt er en anderledes fodboldkultur end herhjemme, fandt han stor respekt og anerkendelse for sit arbejde som landstræner. Da han, ved et tilfælde, måtte vælge imellem en officiel DBU-hyldest med optagelse i Hall of Fame, og en middag med overrækkelse af den finske pris ”Captain’s Ball” i Helsinki, valgte han at tage til Finland. Stædig til det sidste.
Richard Møller Nielsen gik bort i 2014.
