
Elsket i Sønderjylland – udskældt på landsholdet
Simon Busk Poulsen fylder i dag 42.
Fint fodbold-DNA
Det er ikke for meget sagt, at Simon Poulsen er en lokal folkehelt i Sønderjylland. Regionen har traditionelt og historisk ikke været så stærk inden for vores nationalsport, men med Sønderjyske har det tidligere hertugdømme, i de seneste årtier fået markeret sig på dansk fodbolds øverste hylde. Poulsen var blandt dem der fik forrest i udviklingen.
Simon blev født i Sønderborg. Faren var nigerianer, men fyldte ikke meget i knægtens opvækst. Moren er svensk. Det gav åbenbart en særdeles god DNA, for Simon var tidligt en talentfuld angriber eller offensiv midtbanespiller, der som lille spillede i Ulkebøl og SUB Sønderborg. Som 15-årig kom han ind på Haderslevs idrætsakademi.
Allerede to år senere, i 2002, debuterede Poulsen på det danske U-19 landshold i en testkamp mod Irland (3-1). Samme år kom han ind omkring førsteholdet i Haderslev, og han scorede endda i sin debut. En pokalkamp mod Aarhus Fremad.
Stærk udvikling
På det tidspunkt hed klubben HFK Sønderjylland. Der var – med Haderslev som omdrejningspunkt – en række initiativer i gang, der skulle samle fodboldkræfterne i området og skabe en konkurrencedygtig klub. Simon Poulsen førte sig frem som hurtig og pågående wing og blev snart en af de iøjnefaldende profiler.
I 2002-03 spillede han 7 kampe på U-19 landsholdet, og det blev fulgt op af 7 på U-20 og 11 på U-21 landsholdet. HFK Sønderjylland rykkede op i Superligaen i 2004 og skiftede navn til SønderjyskE.
Året efter skiftede venstrekanten til FC Midtjylland. Det blev en realitet efter nogle skærmydsler mellem klubberne om transferen og købers metoder.
Fra dødstrusler til udlandskontrakt
Et racistisk fjols truede Poulsen på livet over telefonen, og politiet arresterede en tåbelig Viborgfan.
På banen gik det til gengæld vældigt fremad. I 2007 kom Poulsen med på Ligalandsholdet, der spillede en række kampe i USA og Mellemamerika. Og så i marts samme år fik han debut på A-landsholdet med en indskiftningstjans i en testkamp mod Tyskland i Duisburg. Danmark vandt med 1-0 på et mål af Nicklas Bendtner. Landstræner Morten Olsen så store muligheder i Poulsen, og det gjorde man også i hollandsk fodbold, for i december 2007 købte AZ Alkmaar ham for 3 millioner euro. Det var på det tidspunkt transferrekord i FCM.
I Alkmaar oplevede Poulsen til at begynde med stor modgang. Han havde vanskeligt ved at etablere sig og lignede en tid en regulær fejlinvestering. En drilsk lårskade gjorde naturligvis ikke noget godt for situationen. Men i 2009 vendte det. Simon blev omskolet til wingback, og bed sig fast på AZ’s mandskab, der vandt det hollandske mesterskab. Han blev belønnet for sin tålmodighed og attitude med en udtagelse til den danske VM-trup i sommeren 2010.

Hårdt kritiseret på landsholdet
Kampene i Sydafrika blev desværre ikke vellykkede. Simon dummede sig med et dyrt boldtab i kampen mod Holland, der slog Danmark med 2-0, og han fik en meget hård og ubarmhjertig kritik i pressen bagefter.
I 2011 og 12 spillede Poulsen fast på landsholdet som venstre back. Han indtog en konstruktiv rolle og var med i mange gode angreb. Men det kneb mere med det defensive. Nogle gange bliver en spiller husket for enkelte kampe, eller aktioner, der kommer til at fylde både enormt og helt ude af proportioner i ”fodboldfolkets” kollektive hukommelse. Simon var uheldig med en (manglende) blokering af en portugisisk afslutning ved EM-slutrunden i 2012, og blev udråbt til syndebuk for det danske 3-2-nederlag.
Den nedtur kom han sig aldrig helt over. Lige så elsket han er på sin hjemegn, lige så upopulær blev han i landsholdssammenhæng. Uretfærdigt, for med 31 landskampe er man jo langt fra nogen umulius.
Et skift til Sampdoria i 2012 blev ikke nogen succes, men Poulsen kom tilbage til AZ i 2014 og spillede en flot sæson. Det gav en kontrakt i PSV, men desværre atter uden den store medgang. I 2017-18 sluttede han ringen i Sønderjyske.
Efter at støvlerne røg på hylden, var Poulsen i nogle år assistent i Sønderjyske. Han var i en kort periode i 2021 interim-træner.