
Jonas Kamper brutalt fyret - afløseren er fundet
Kolding IF har valgt at stoppe samarbejdet med cheftræner Jonas Kamper. Det oplyser Betinia Liga-klubben sent tirsdag aften på sin hjemmeside.
Den 43-årige dansker, der har en fortid som aktiv spiller i Brøndby IF og Randers FC, vendte i foråret tilbage til Kolding efter en periode som assistenttræner i AC Horsens. I sin anden omgang i klubben nåede han at stå i spidsen for førsteholdet i 22 kampe.
Nu er tiden i cheftrænerstolen slut. Kolding IF ligger aktuelt nummer 10 i Betinia Liga, hvilket ikke lever op til forventningerne for den storsatsende klub fra Trekantsområdet. Klubben peger på de sportslige resultater som årsagen til beslutningen.
– Det er enormt svært at skulle sige farvel til Jonas Kamper, som har nogle menneskelige kvaliteter i absolut topklasse, siger Head of Football Niklas Nürnberg.
Han fremhæver samtidig Kamper som en samlende figur, der har været med til at skabe et miljø, som både spillere og stab har været glade for.
Craig Bellamy gik i flæsket på Brian Riemer – så måtte Daniel Agger redde situationen
Udpeger afløser for Jonas Kamper
Ifølge Tipsbladets oplysninger har Kolding allerede afløseren på plads. Det bliver den 36-årige nordmand Karl Marius Aksum, som har skrevet under på en kontrakt frem til sommeren 2029.
Aksum kommer til Kolding som ledig træner, efter han for en måned siden blev fyret i svenske Mjällby. Her havde han tidligere været assistent for Anders Torstensson, da klubben sensationelt blev svensk mester i 2025.
Læs også: Sådan kommer Danmark i Nations League-kvartfinalen


















