Den danske forsvarsklippe blev elsket i Skotland - selv efter han sloges i spillertunnellen
Henning Boel var prototypen på en garderhøj og jættestærk klassisk stopper i anden halvdel af 1960’erne.
Han blev Ikasts anden landsholdsspiller (efter Kristian Mosegaard) i 1966, hvor han erobrede en fast plads på landsholdet. Med sine vældige kræfter og betonhårde tacklinger aftvang Boel stor respekt omkring sig. På én eller anden måde var han legemliggørelsen af den midtjyske sejhed. Det er altså et område hvor man har bygget en tilværelse på ufrugtbart hedeland og fårehold. Så lærer man at sætte pris på simple dyder i tilværelsen, og man vænner sig til at kæmpe. Henning Boel var en ægte fighter.
Professoren var kritisk
Knud Lundberg foretrak imidlertid en centerhalftype med større konstruktive forcer, hvilket afstedkom nogen kritik fra fodboldprofessorens side. Det provokerede tydeligt uldjyden, og efter en landskamp vrissede han ad Lundberg i omklædningsrummet: ”Hvorfor er du altid efter mig”? Lund svarede at der i international fodbold er behov for stoppere, der ikke bare losser bolden væk når den er erobret. Boel var sur, men klog nok til at tage kritikken til sig, og lægge stor træningsenergi i at forbedre sig teknisk.
I 1967 blev kraftværket en vigtig del af det unge og succesrige danske landshold, der bl.a. slog Island med 14-2, Norge med 5-0 og Holland med 3-2. Boel spillede side om side med den intelligente AB’er Erik Sandvad, og det samarbejde skabte en stærk synergi.
Året efter blev landsholdet imidlertid splittet. Udlandet havde fået øje på den lovende talentmasse, og spillerne røg afsted på professionelle kontrakter i en heftig strøm. Især den nystartede USA-liga tiltrak sig danske elitespillere. Henning Boel kom således til Boston Beacons, men af en eller anden årsag fik han en hurtig transfer til Washington Whips, hvor også Vagn Hedeager (Esbjerg), Niels Hüttel (Vejle), Finn Willy Sørensen (Frem), Peter Christensen (B.1903), Kaj Hansen (Frem), John Worbye (Hvidovre) og John Kyndbøll (OB) spillede. Den amerikanske hovedstadsklub rådede således over et næsten helt dansk hold.
Da ligaen gik konkurs, stod danskerne imidlertid med skægget i postkassen. Hjemme i Danmark ventede skattevæsenet med et smæk, så man måtte ud på det europæiske spillermarked og gøre sig til. Det lykkedes imidlertid for Henning Boel at få kontrakt i Skotland med Aberdeen, og det blev et lykkeligt, sportsligt ”ægteskab”.
Kæmpede korporligt for Aberdeen
The Dons’ tilhængere lærte hurtigt at elske den høje viking. Boel gav sig altid 100%, hvad enten det var som back eller centerhalf, og gik endda ikke af vejen for et rask slagsmål i spillertunnellen, som det var tilfældet i november 1970, hvor Motherwells angriber Deans fik råt for usødet efter en serie drabelige dueller på banen. Det kostede en karantæne, men ikke supporternes affektion, tværtimod. Samme år opnåede Boel og Aberdeen en kæmpetriumf, da the Dons slog Celtic i den skotske pokalfinale med 3-1. Boel spillede højre back i et forsvar der også talte den senere Manchester United-stjerne Martin Buchan.
I 1971 gjorde Henning Boel comeback på det danske landshold, da DBU for første gang i historien tillod professionelle spillere på det nationale mandskab. Den første landskamp med profferne endte dog med et skuffende 0-5-nederlag i Portugal. Boel var også med i den næste landskamp, hvor danskerne gjorde en langt bedre figur mod Belgien, der dog sejrede med 2-1 i Idrætsparken. Det blev uldjydens 15. og sidste landskamp.
I 1972 blev Henning ramt af en alvorlig skade, og efterfølgende var han ikke i stand til at generobre sin plads i Aberdeens forsvar. Karrieren så ud til at være forbi, men Boel rejste atter til USA, hvor en ny professionel liga efterhånden kom på banen, og spillede en tid for Boston Minutemen.
I slutningen af 1970’erne gik turen hjem til Ikast, hvor støvlerne røg på hylden efter en sæson – og oprykning – til 1. division. I 2004 blev Henning Boel indlemmet i Aberdeen FC’s Hall of Fame. Han er den spiller der har repræsenteret Ikast fS i flest landskampe (13 af 15 i alt).
