Det var den 6. januar 1979. Årets første tipskamp. Ikke helt usædvanligt var turneringen præget af snefald og frosthårde baner i England, og det medførte en del ærgerlige aflysninger. Alle de mest interessante topkampe røg i svinget, og i stedet blev seerne spist af med en FA Cup-tredjerundekamp mellem 2. divisionsholdet Leicester City og Norwich af den bløde mellemvare i 1. division. Det er vist ingen overdrivelse at påstå, at ingen af de to klubber havde den helt store umiddelbare appel til det danske publikum. Det tegnede unægtelig til at blive en sløj eftermiddag foran tv-apparatet i selskab med en tipskupon fuld af tendenslodtrækningsafgørelser og en uinteressant fjernsynskamp. 

Norwich City, 1. divisionsholdet med den aldrende stjerne Martin Peters i spidsen, var klare favoritter, selv om det er en velkendt sag, at den engelske pokalturnering har sin pæne andel af sensationer. De kanariegule fra Østengland havde ganske vist ikke just gang i en supersæson, men Peters og co. var kommet nydeligt igennem juleprogrammet med uafgjorte kampe mod Arsenal og Aston Villa. ”Rævene” fra Filbert Street, Leicester City, var omvendt nedrykkere og i en trist forfatning. 

Rævene sloges i bunden af 2. division, og ikke meget tydede på en pokaloverraskelse for de blå fra byen, hvor Shakespeares Richard 3. mødte sin dramatiske skæbne. Sneen lå som et tæppe på banen. Der var heller ikke meget, der indikerede, at der kunne blive seværdigt teknisk spil. Konditionerne var simpelthen for ringe. Men linjerne var fejet, og den velkendte orangerøde fodbold var gjort klar. Tv var på pletten nogle minutter før kampstart, og man kunne se spillerne varme op. Opvarmning var nu så meget sagt. Aktørerne joggede lidt rundt, primært for at få varmen, og cognacflasken er jo nok gået en omgang i omklædningsrummet.

En ældre herre i lange underdrenge

Ude til venstre fangede en noget sær skikkelse øjet. Med sine gråhårede krøller, ranke skikkelse og ikke mindst med lange underbukser under de hvide shorts gjorde den lille spinkle Leicesterspiller, der løb rundt lidt for sig selv, et ret så aparte indtryk. Mest af alt lignede han en nydelig ældre herre, der var gået forkert, mens han luftede sin hund på området uden for stadion. Og de lange lysegrå underdrenge kaldte på smilet. Man tænkte uvilkårligt, at nu skrabede Leicester da bunden! 

Intet kunne imidlertid være mere forkert. Da spillet blev sat i gang, viste den lille wing sig endnu mere iøjnefaldende. Han forekom ikke specielt bevægelig på sin venstre fløj, men alle pasninger, der blev smidt ud imod ham, blev behandlet med en kattepotekælen teknik. Det satte gang i en række kvikke kontraangreb. Den lille ”pensionist” med underhylerne lagde afleveringerne præcist og med omtanke. Som kampen skred frem, fik Leicester mere og mere selvtillid og spillede langt bedre end forventet. Norwich kunne til gengæld slet ikke få tingene til at køre, og den tidligere verdensmester, Martin Peters, lignede pludselig langt mere en pensioneret eksspiller end den lille, gråhårede Leicesterkant. Hjemmeholdet kunne fortjent gå til pause med en 1-0-føring efter en langt bedre og mere underholdende første halvleg, end man på forhånd havde forventet. Overraskelsen lurede. 

I anden akt fortsatte scenariet. Men nu var den grå eminence tilmed varmet op. Han fintede, driblede og udnyttede det våde underlag til at sætte sine direkte opponenter til vægs med pludselige ryk og temposkift. Norwichbacken i hans side var pænt sagt rundforvirret. Leicester endte med at vinde en suveræn 3-0-sejr i ren opvisningsstil. Der var ingen tvivl om kampens spiller. Hjemmeholdets 1,70 meter ”høje” fløjspiller havde nok lignet en geriatriker fra starten, men han viste sig som et ustoppeligt legebarn. Gjorde præcis, hvad der passede ham. Ejede banen. Og sluttede af med at trille den sidste Leicesterscoring ind bag Norwichmålmanden Kevin Keelan efter en overlegen dribletur. I denne pokalkamp havde han ikke engang spillet på sin favoritplads i højre side. Hans navn var Keith Weller. 

Bragte Real til fald

Egentlig havde humørspilleren Keith Weller toppet i starten af 70’erne, hvor han var en hurtig, dynamisk og driblestærk wing eller offensiv midtbanespiller med en fabelagtig teknik og et hårdt skud med begge støvler. Efter en fodboldopdragelse i Arsenal og en tidlig prof-karriere hos nordlondonrivalerne Tottenham, hentede Chelsea den Islingtonfødte Keith Weller i Millwall. På The Den havde han etableret sig som forward med 40 scoringer i 121 kampe. Et nydeligt målgennemsnit for en teknisk baseret andenangriber. 

Weller blev hentet til Chelsea af klubbens daværende manager, Dave Sexton, som havde gang i et særdeles spændende projekt på Stamford Bridge. Weller blev fast højre wing på et Chelsea-mandskab, der talte spillere som landsholdsmålmanden Peter Bonetti, den nærmest absurd hårdt spillende forsvarer Ron ”Chopper” Harris (der virkelig fortjente sit tilnavn), midtbaneregissøren Alan Hudson, den sprælske venstre wing Peter Houseman (der døde tragisk i en bilulykke sammen med sin hustru i 1977) og ikke mindst den tårnhøje centerforward Peter Osgood. 

Chelsea slog selveste Real Madrid i pokalvindernes Europa Cup finale i 1971 og vandt dermed sin første internationale pokal. Det blev også den sidste i hele 27 år. Året efter solgte Dave Sexton Keith Weller til Leicester for 100.000 pund. Manageren udtalte senere, at han anså det for sit livs største fejltagelse. Chelsea tabte momentum, og i Leicester blev Weller omvendt en sand fanfavorit. Han fik fire landskampe for England og holdt et tårnhøjt niveau i en klub, der i bedste fald tilhørte ligaens midtersektion. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Rebellen Weller 

Under den gamle Arsenalspiller Jimmy Bloomfield spillede the Foxes ganske seværdigt og underholdende. Weller var en absolut nøglespiller på sin wingplads, til tider på den offensive centrale midtbane. Fra disse forskellige positioner fodrede han centerforwarden Frank Worthington med mængder af delikate oplæg. 

I december 1974 var det hele imidlertid ved at kæntre for Keith Weller. Han og den ellers sympatiske Jimmy Bloomfield kom alvorligt på kant med hinanden, da wingen, efter en serie skuffende kampe, blev valgt fra som anfører til fordel for Jon Sammels. Weller krævede at komme på transferlisten, men Bloomfield havde fortsat tiltro til sin virtuos. Da Leicester så kort før jul mødte Bobby Robsons Ipswich på Filbert Street, og Weller spillede en aldeles ringe første halvleg, slog det klik. Først lossede han i frustration bolden ud i tilskuermængden. Publikum havde været tydeligt utilfredse med såvel Weller som hjemmeholdets spil. Ipswich var foran 1-0. I omklædningsrummet meddelte en vred og opgivende Weller, at han nægtede at gå på banen til anden halvleg. En rystet Jimmy Bloomfield kunne ikke overtale Weller til at betænke sig, og manageren måtte konstatere, at kantspilleren vendte sin chef ryggen og gik i bad! Noget sådant var ikke hændt tidligere i engelsk fodbolds lange historie. 

Medierne gik helt i selvsving over historien om den rebelske wing. Leicester Citys præsident, Len Shipman, meddelte, at man ikke ville tolerere Wellers opførsel, og at han straks ville blive sat på salgslisten. Men der var også dem, der mente, at så havde den ”strejkende” spiller blot opnået at få sin vilje, og at der måtte statueres et alvorligt eksempel for at undgå, at sagen skabte præcedens for utilfredse kontraktansatte. Det var længe før Bosmandommen, og endnu længere inden at højt lønnede spillere kunne finde på at melde sig syge med stress og anden påhitsomhed for at fremtvinge lukrative klubskifter. Kunne Wellers demonstrative opførsel forrykke magtbalancen mellem klubberne og deres ansatte? Norwichs manager John Bond var så oprørt over sagen og dens mulige anarkistiske konsekvenser, at han – under massiv medieopmærksomhed – ringede rundt til samtlige hans managerkolleger i 1. division og forsøgte at udvirke en Keith Weller-boykot. Ingen af klubberne burde, efter Bonds mening, udnytte den sørgelige sag og købe den sportsligt attraktive Weller. ”Efter hvad han har gjort, bør ingen købe Weller,” udtalte John Bond til den skrevne presse. Det var noget aparte, at en fremmed klubs management blandede sig så kraftigt i en – trods alt – intern disciplinærsag i Leicester. Men det fortæller noget om, hvor grænseoverskridende og famøs episoden var på det tidspunkt. 

Bonds krakilske engagement truede i realiteten med at lægge Keith Wellers fodboldkarriere i ruiner. Heldigvis forsonede han sig med klubben hen over den rare juletid. Jimmy Bloomfield var ikke en mand med hang til at bære nag, og han troede fortsat på sin wing. De to tænkte da også temmelig synkront, hvad angår grundlæggende fodboldfilosofi. Spillet skulle være kvikt og underholdende, og den gode gamle recept med fløjspil og indlæg var essentiel. Sammen skabte de et velspillende og publikumsvenligt Leicester City, som først Ranieris mesterskab mange år senere formåede at overgå. Desværre blev Jimmy Bloomfield syg og måtte træde tilbage som manager. Han døde alt for tidligt i 1983 som blot 49-årig. Leicester ansatte derefter en af 70’ernes helt store legender, den tidligere Arsenalanfører Frank McLintock, som Bloomfields afløser. Det blev en monumental fiasko. 

I 1978 var Keith Weller ude det meste af året på grund af en skade i det, der blev en katastrofal klubderoute og Frank McLintocks svanesang som manager. Året efter stod Keith Weller så på Filbert Street, da Norwich og Martin Peters måtte sande, at 32-årige Weller – trods sne og kulde og komiske underbukser – endnu var i stand til at tage fusen på hurtige, unge og toptrænede 1. divisions-forsvarsspillere. Alligevel lakkede karrieren mod enden. 

Tragisk ende

Blot en måned efter den fabelagtige opvisning mod Norwich, i februar 1979, var Weller nær endt i dansk fodbold. Leicester Citys bestyrelse meddelte, at den gamle fanfavorit ikke ville få en ny kontrakt, og han endte i Boston hos New England Tea Men og siden i Fort Lauderdale. Det var på en måde meget passende, at Keith Weller kom til at tilbringe sit fodboldotium i det lune Florida hos Fort Lauderdale. Der var hverken snedækkede frostbaner eller behov for tigerbalsam på lårene og alternative benklæder. 

Desværre blev den populære englænder ramt af en sjælden kræftsygdom i starten af det nye årtusind. Selv om der var gået mere end tyve år, siden han havde slået sine folder på Filbert Street, og selv om han på det tidspunkt boede i Seattle på den anden side af kloden, havde Leicesters fans ikke glemt deres lille energiske wing. Man samlede 40.000 pund sammen for at støtte op om forskning i sygdommen i 2002, og året efter rejste den tidligere holdkammerat Alan Birchenall yderligere knap 30.000 pund. Tragisk nok forgæves. Keith Weller blev født på denne dag i 1948. Han døde i november 2004.