Annonce
Annonce

Han blev elsket på Anfield for sit mod og sine mål - og blev en del af Liverpools guldalder

07.06.2026 Kl. 14:08
Liverpool-legenden Ian St. John blev født på denne dag i 1938. 

Skotske St. John var en ægte kulthelt. Højt elsket af supporterne på The Kop for hans energi og dedikation. Men også beundret for evnen til det vigtigste i fodbold: at lave mål. 

Han blev født i Motherwell og voksede op i en familie, hvor faren døde tidligt og tilværelsen var meget nøjsom. Ian arbejdede på et stålværk og drømte om at blive professionel fodboldspiller. Chancen bød sig i 1957, da han fik en halvtids kontrakt med lokale Motherwell FC, og gjorde det så godt, at han erobrede en plads hos The Steelmen, der dengang var inde i en god periode under den tidligere Newcastleback, Robert ”Bobby” Ancell. 

Ian fik sin debut på det skotske landshold i 1959, lidt for sent til at komme med til VM i Sverige, men han medvirkede i den skotske kampagne frem imod VM i Chile i 1962. The Tartan Boys tabte desværre VM-billetterne i den afgørende playoff mod Tjekkoslovakiet, selv om St. John scorede to gange (tjekkerne vandt med 4-2 efter forlænget spilletid). 

Shanks byggede et storhold

I 1961 solgte Motherwell deres stortalent til Liverpool FC. Han blev et af Bill Shanklys allerbedste indkøb. Liverpool havde på det tidspunkt gennemgået en længere titeltørke uden større triumfer. Tilhængerne sukkede efter sølvtøj. Sidste mesterskabstrofæ var tilbage i 1947, men da St. John ramte Merseyside lå Liverpool blot i 2. division. Men det ændrede Shankly. 

Shanks byggede sit hold op omkring en skotsk akse. Tommy Lawrence, den Flyvende Gris, på mål, kæmpestore Ron Yeats som defensiv krumtap og anfører, og pågående Ian St. John i angrebet. Som offensiv makker fik Ian den strålende tekniker, Roger Hunt. De blev grundigt serviceret af kantspillerne Peter Thompson og Ian Callaghan. St. John imponerede med sin skudstærke og enorme springkraft. Selv om han var en ganske lille forward, så var han en betragtelig trussel i luftrummet. Fodboldfolket elsker en lille fighter der kæmper med hjertet udenpå klubtrøjen, og Ian blev tidens mest populære spiller på Anfield. 

Liverpool brød 7 års ørkenvandring i 2. division og rykkede op i the top flight. Men der var appetit på meget mere.

I 1964 gik The Reds hele vejen og vandt det engelske mesterskab. Sideløbende var Shankly godt i gang med at udvikle sit spilkoncept. Liverpool blev kendt som et frisk og teknisk spillende mandskab med vægt på en boldbesiddende stil med hurtigt pasningsspil. 

Pokalhelt på Wembley

I 1965 måtte Liverpool nøjes med en 7. plads i ligaen, men til gengæld endte FA Cup turneringen med total triumf. Leeds Uniteds spændende unge opkomlinge blev besejret i en intens slutkamp med 2-1. Alle tre scoringer faldt i den forlængede spilletid. Først bragte Roger Hunt Liverpool foran, men Leeds svarede igen med et mål af Billy Bremner. Blot tre minutter før tid forhindrede Ian St. John en omkamp ved at heade kuglen ind bag Gary Sprake på et oplæg af Ian Callaghan. Målet sikrede St. John en evig hædersplads i Liverpool FC’s annaler og i tilhængernes hjerter. 

Året efter gentog Shankly og co. mesterskabstriumfen fra 1964. Titlen kom i hus via et solidt forspring på 6 point ned til Don Revies Leeds. St. John nettede 12 gange, men stod lidt i skyggen af Roger Hunts 31 mål. I løbet af sæsonen blev skotten ofte rykket ned på midtbanen, hvor han gjorde god fyldest. Det blev med tiden hans nye position.

De næste sæsoner var Liverpool med fremme, men uden at nå helt til tops. Bill Shankly måtte iværksætte en større udskiftning af de ældre stamspillere, og sådan er fodboldverdenen jo nu engang indrettet; tiljublet og forgudet det ene år, dødvægt og i overskud det næste. St. John stoppede i 1971 med en status på 425 kampe og 118 mål. På det skotske landshold opnåede han 21 optrædener og 9 mål. 

Karrieren blev trappet ned i Sydafrika, Coventry og Tranmere Rovers, hvorefter St. John i en årrække var coach og manager, bl.a. i Portsmouth. 

En af Liverpool FC’s helt store helte gik bort i 2021 af cancer i blæren.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce