I dag huskes dagens fødselar (77 år), Brian Kidd, nok bedst for at være manden bag superstjerner som Ryan Giggs, David Beckham og Paul Scholes, men i sin aktive karriere var Kidd en spiller med et kæmpe potentiale. 

Captain Kidd er en slags herostratisk (anti)heltefigur i den britiske sømilitære historie. Sørøver – eller kaper, om man vil – og billedet på det frie liv på de syv have, hvor pirater praktiserede en udgave af moderne demokrati, blandet med blodtørstigt barbari. Pressens overskrifter lå lige til højrebenet når Brian Kidd drev ”pirateri” over for et modstanderforsvar. For han var en ualmindeligt lovende angriber.

Europa Cup helt på sin 19-års fødselsdag

Han blev født i Manchester og kom ind i Uniteds talentarbejde midt i 1960’erne. Det var en spændende og hektisk tid på Old Trafford, for Matt Busby var i færd med at genrejse klubben efter den forfærdelige München-tragedie, der kostede 8 spillere livet og 3 førligheden. Brian kom op igennem akademiet sammen med en gruppe særdeles talentfulde spillere, og fik debut i sæsonen 1967-68. 

United smed mesterskabet i de sidste tre kampe, hvor holdet tabte de to (mod WBA og Sunderland), og så løb rivalerne fra Maine Road med titlen. Til gengæld sejrede Busbys drenge i Europa Cup turneringen for mesterhold med en 4-1-sejr efter forlænget spilletid mod Eusébio og Benfica. Det var virkelig en milepæl for engelsk fodbold, for det var første gang i historien, at et engelsk hold formåede at vinde den fornemste europæiske klubturnering. 

Brian fik et fornemt gennembrud som centerforward dét år. Han scorede 15 gange i ligaen, og imod Benfica nettede han til 3-1 på sin 19-års fødselsdag. En stjerne var født.

Kidd gik rent ind hos publikum – især den ungdommelige del af det – med sit høje, frække hår og opportunistiske stil. Han sparkede godt og var kolossalt stærk i hovedspillet. Men det skulle vise sig vanskeligt at leve op til den kometagtige start. 

Turbulent nedtur

Året efter Europa-titlen endte United som en skuffende nummer 11 i turneringen. Flere af nøglespillerne var efterhånden ”over the hill”, og Kidd havde en personlig mareridtssæson med kun 1 mål i 28 ligakampe. Det blev dog lidt bedre i 1969-70, hvor Wilf McGuiness afløste Matt Busby og måtte træde i dennes tonstunge fodspor, men en 8. plads i Uniteds første sæson efter Busby-æraen var langt fra tilstrækkeligt til at tilfredsstille supporterne og pressen. Klubben var på vej ud i en ond spiral af dårlige resultater og præstationer. 

For Kidd var der dog nogen oprejsning. Forwarden nettede 12 gange i ligaen og 20 i alle turneringer tilsammen, og fik to A-landskampe og scorede i den ene. Tidligere havde han spillet hele 18 gange på de engelske U-landshold.

I 1970-71 fulgte endnu en skuffende 8. plads. De Røde Djævle var efterhånden ret tamme og ekstremt afhængige af George Bests glansnumre. Men nordireren var på en ækvivalent glidebane i sin karriere, og forholdet til klubben knirkede voldsomt. McGuiness blev fyret i managerjobbet og afløst af Frank O’Farrell, der måtte se sit hold tabe 7 kampe i træk fra 1. januar til 4. marts 1972. I de syv nederlag var United kun i stand til at score tre gange. Brian Kidd gjorde sit bedste med 10 ligamål, men der var efterhånden mange der tvivlede på, at ”piraten” nogensinde ville være i stand til at indfri de enorme forventninger til hans potentiale. 

I 1973 blev United en deprimerende nummer 18, og året efter rykkede holdet ud. Kidd var kun i stand til at score 2 sølle mål. Luftforandring var tiltrængt, og Brian skiftede til Arsenal for 110000£. 

Topscorer i Gunners-deroute

Det blev Kidds skæbne at spille for to af engelsk fodbolds mægtigste klubber i en epoke, hvor begge var i omfattende krise. Brian afløste den kolossalt populære Charlie George i Arsenal, og han scorede i sin debut og gjorde i det hele taget en fornuftig figur. Men manager Bertie Mee kunne slet ikke få sit hold til at fungere, og i 1975 var The Gunners nær ved at rykke ned. Kidd scorede 19 gange og var måske afgørende for at det, trods alt, ikke gik helt galt. 

Men Bertie Mee blev sagt op, og den nye manager, Terry Neill, ville have nyt blod ind i den skrantende trup, og solgte Brian til Manchester City, hvor han spillede et par meget solide sæsoner. Efter ophold i Everton og Bolton, og nogle år i Nordamerika røg støvlerne på hylden. Der kunne gøres status efter en flot karriere med 215 mål 545 ligakampe. Men det gigantiske talent blev alligevel aldrig helt indfriet. Ikke desto mindre tog Kidd fat på en trænerkarriere, hvor han skulle komme til at gøre en afgørende forskel for andre unge topspillere. 

Fejde med Ferguson

Efter et år som manager i Preston besluttede Brian at jobbet som assistent eller talentudvikler var den fremtidige rolle, hvor han befandt sig mest optimalt. Han blev hentet ind som udviklingschef i Manchester United af Alex Ferguson, og lykkedes med at føre en række unikke unge aktører frem til engelsk fodbolds øverste hylde. Det drejede sig først og fremmest om Giggs, Scholes, Gary Neville og Beckham. En gruppe talenter der blev grundstammen i Uniteds – og Alex Fergusons – formidable fremgang og succes. Kidd ”fulgte med” spillerne op på førsteholdet, og blev assistenttræner og Fergusons højre hånd. 

Desværre kørte samarbejdet mellem de to chefer i grøften. De præcise årsager er uklare, men det er en kendt sag, at Ferguson vogtede nidkært over sin nærmest enevældige magtposition på Old Trafford. I 1998 forlod Kidd klubben og blev manager i Blackburn Rovers, hvilket ikke blev nogen succes. 

Sir Alex skrev i sin selvbiografi, at Kidd var en person med stor personlig usikkerhed, og fremstillede ham som hypokonder. Brian var rasende over den omtale, og den kom til at stå i et ret så pinagtigt relief, da Kidd få år senere gennemgik et omfattende operativt indgreb for prostatacancer. 

I 2003 blev Brian assistent for landsholdsmanager Sven-Göran Eriksson, men han måtte desværre trække sig pga. sin sygdom. 

Siden har Brian Kidd arbejdet som coach i Sheffield United og Portsmouth, og i en årrække som teknisk direktør i Manchester City.