FA Cup-helten der blev klubikon – endte i tragisk død som 49-årig
William (Billy) Richardson var et naturtalent af en målscorer. I kampprogrammerne stod han altid anført som W. G. Richardson for at undgå forveksling med en anden WBA-spiller af samme navn (centerhalfen Bill Richardson). G’et stod for ”Ginger”, et tilnavn som Billy fik af tilhængerne på grund af sin røde hårpragt.
Ginger var umulig at holde på sine gode dage, og dem var der ganske mange af. WBA spillede sig, trods status som 2. divisionshold, frem til FA Cup finalen i 1931 til et lokalrival-derby mod Birmingham City.
I en fair spillet finalekamp satte Richardson to kasser ind bag Birminghams landsholdsmålmand Harry Hibbs og sikrede The Baggies trofæet.
Med i alt 228 scoringer, heraf 39 i sæsonen 1936-37, for West Bromwich, blev den rødmossede centerforward et lokalt ikon. Han opnåede en enkelt landskamp for England.
Klubmand til fingerspidserne
Efter den aktive karriere blev Ginger Richardson coach i sin hjerteklub, med særligt ansvar for at oplære angriberne i målscoringens ædle kunst. Det viste sig, at han var lige så kompetent uden for kridtstregerne som inde på grønsværen. I 1950’erne kom WBA nemlig til ære og værdighed med rigtig fine placeringer i ”the top flight”. Ikke mindst i kraft af to næsten unikke måljægere, der var under W. G. Richardsons brede vinger.
Ronnie Allen og Derek Kevan udgjorde et fabelagtigt tandempar på The Hawthorns. Allen var en intelligent, lynhurtig og teknisk stærk forward, som WBA fandt i Port Vale og gjorde til landsholdsspiller (5 kampe for England). I 1954 blev Allen dobbelt målscorer i FA Cup finalen mod Preston, hvor WBA sejrede med 3-2. Manager Vic Buckingham (den senere ”Totalfodbold-fader”) foretrak Ronnie på toppen som bevægelig centerforward med det store overblik, men gamle Ginger Richardson bragte et andet angrebstalent i spil, i form af den uforlignelige Derek Kevan.
Opfandt dynamisk duo
Derek er ofte blevet benævnt som engelsk fodbolds mest arketypiske centerforward. Stærk som en okse, komplet frygtløs i nærkampe og hovedstødsdueller, og med et kanonhårdt spark i begge støvler, blev han snart tilhængernes favorit. Måske endnu mere populær end den ellers forgudede feinschmecker Ronnie Allen. Her kan man virkelig tale om en ”skønheden og udyret” dynamisk duo. Teknikeren Allen og kampmaskinen Kevan. Publikum døbte sidstnævnte ”The Tank”. Med de to herrer i frontkæden, og med den senere landsholdsmanager Bobby Robson på midtbanen, blev WBA et team man måtte frygte.
I 1958 holdt Derek Kevan det engelske landshold inde i billedet, i en ellers ret så skuffende VM-slutrunde i Sverige, med to scoringer mod Østrig og Sovjet. Krigeren Kevan formåede at passere Lev Jashin med et kraftfuldt hovedstød. Fodboldens moderland røg imidlertid ud efter omkamp mod sovjetrusserne.
Tragisk død under polio-epidemien
I 1959 kom W. G. Richardsons coaching desværre til en brat ende.
Birmingham Citys dygtige landsholdsback, Jeff Hall, døde tragisk af polio, og der blev organiseret en testimonial til hans ære. Mange af de involverede spillere måtte i karantæne (pga. epidemien) og meldte afbud, så man henvendte sig til WBA’s gamle topscorer der indvilligede i at deltage.
Under opvisningsopgøret fik Ginger et ildebefindende og måtte udgå. Han blev hastet på hospitalet hvor man konstaterede, at han havde hjertestop og ikke stod til at redde. William Billy Ginger Richardson blev kun 49 år.
