Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Simeone, chok-mål og DBU-kaos: Den vilde historie om Danmarks mest uimponerede helt

17.05.2026 Kl. 11:18
Store Larsen: 60 år i dag.

Henrik ”Store” Larsen voksede op i Taarbæk og startede seniorkarrieren i HIK, og kom til Lyngby i 1984. Her imponerede han med sin jættestærke fysik, men en og anden skeptiker tvivlede på om der var fodbold nok i det store legeme til en international karriere. Det var der! 

Larsen etablerede sig på Lyngbys midtbane og medvirkede til to pokaltriumfer i 1985 og 1990. Han blev kåret til Årets Pokalfighter i det sidstnævnte år, hvor Lyngby slog AGF. Finalen sluttede 0-0, og dengang spillede man omkamp, og den vandt Lyngby med hele 6-1 på bl.a. en åbningsscoring af Larsen. 

Klaus Berggreen havde vist nok en finger med i spillet, da Lyngby solgte ”Store” til Berggreens tidligere klub, Pisa, i 1990. På det tidspunkt havde Larsen spillet 9 A-landskampe, bl.a. mod Brasilien i DBU’s jubilæumsturnering efter debuten i en turnering på Malta den 8.februar 1989 med en scoring mod værtsnationen.

Pisa blev ikke den store succes, for italienerne havde to andre udlændinge i truppen, nemlig argentinerne Diego Simeone og Jose Chamot. Så ”I Torri” lejede Larsen ud til Lyngby i 1991, hvilket til gengæld blev begyndelsen til et sandt eventyr. Han vandt mesterskabet med de Kongeblå, og blev udtaget til Richard Møller Nielsens EM-trup.

EM-helt

I den sagnomspundne turnering i Sverige, kom Henrik Larsen til at blive selve symbolet på den grimme, danske ælling, der foldede sig ud i smuk svanepragt. Larsen indgik ikke i Ricardos startellever til at begynde med, hvor afbudslandsholdet haltede sin vej ind i slutrunden. Men han fik chancen mod Frankrig, og slaskede helt uimponeret kasser ind mod gallerne, og siden i semifinalen mod de hollandske storfavoritter.

”Store” blev simpelthen personificeringen af den sensationelle EM-triumf. Ingen troede på det undertippede afbudshold, men danskerne overgik alle forventninger og fejede al sund fornuft og skepsis til side. Især mod Holland spillede alle mand over evne, og storfavoritterne var i perioder bragt på hælene. Larsens fantastiske mål efter et optimistisk dansk opspil, da han hamrede kuglen ind bag en chokeret Hans van Breukelen, var et af slutrundens absolutte højdepunkter. 

Det var forventet at de overbevisende præstationer ved europamesterskabet ville kaste en større kontrakt af sig. Men lejeophold i Waldhof Mannheim og Aston Villa var mere eller mindre en kontrast til EM’s guldglans, og han fik ingen kampe på førsteholdet i Birmingham. 

På landsholdet vedblev Larsen til gengæld med at være en af Ricardos stamspillere. Man husker tydeligt hans scoring i Belfast i november 1992, hvor han sprintede ud til landstræneren og gav en highfive med eftertryk. Richard stolede på Stores engagement og arbejdsindsats, og landstræneren blev ingenlunde svigtet. Målet var ekstremt vigtigt, for europamestrene spillede elendigt i de første VM-kvalifikationskampe, hvor det blev tre gange 0-0 mod Letland, Litauen og Irland. Kritikken haglede ned over landstræneren og holdet, så de tre point i Belfast lettede trykket mærkbart. 

Populær i Parken

I 1995 vendte Larsen hjem til Lyngby, og valgte året efter at skifte til FC København. Selv om den sidste tid i FCK blev præget af skader, så skabte han respekt omkring sin person blandt Parkens hjemmepublikum, for sit smittende humør og altid dedikerede indsats, og Larsen blev belønnet med en plads på EM-holdet i 1996. 

Slutrunden blev et farvel til Richard Møller Nielsen, og Henrik Larsen spillede sin sidste landskamp i det sidste – og ligegyldige – puljeopgør mod Tyrkiet (3-0). Store nåede i alt 39 landskampe og scorede 5 mål.

Store Larsen medvirkede til at vinde pokalturneringen med F.C. København i 1997, med en 2-0-sejr i finalen over Ikast. Han stoppede den aktive karriere i 1999 og blev assistenttræner i FCK. 

Siden har Henrik Larsen virket som coach og træner, bl.a. i Ølstykke, Køge og Lyngby, og desuden som landstræner for Færøerne (i perioden 2002-05). 

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce