Christian Nørgaard tæt på at skrive historie
Arsenal har spillet sig i søndagens finale i årets Liga Cup (Carabao) mod Manchester City, og eftersom Christian Nørgaard således har mulighed for at vinde trofæet, kan han blive medlem af en uhyre smal og eksklusiv ”klub”.
Der har nemlig kun været 4 danskere, der gennem tiderne har vundet den engelske Liga Cup turnering. I alt fald hvis man udelukkende medtager spillere der har medvirket aktivt i finalerne (hvilket denne opgørelse er baseret på).
Enkelte gange har der været tale om, at skader holdt en aktør ude (fx John Faxe Jensen i 1993), ligesom William Osula sad på bænken uden at få spilletid, da Newcastle United vandt trofæet i fjor.
Mikkel Beck har rekorden for flest Liga Cup finaler blandt danskerne. Beck var med for Middlesbrough i de to finalenederlag i 1997 og 98 mod henholdsvis Leicester og Chelsea.
En enkelt gang har der været to danskere samtidig i en finale. Det var i 2004, hvor Bolton Wanderers med Per Frandsen og Henrik ”Tømrer” Pedersen tabte til Middlesbrough.
Den historisk første danske finalist var Jan Mølby i 1987, hvor Liverpool tabte til Arsenal på to mål af Charlie Nicholas.
I 1992 blev Peter Schmeichel den første dansker der kunne tage Liga Cup titlen. I en tæt slutkamp holdt Schmeichel clean sheet mod Nottingham Forest, og United sejrede med 1-0 på et mål af Brian McClair.
Derefter skulle der gå 7 år, før Allan Nielsen vandt pokalen med Tottenham. Midtbanespilleren scorede ovenikøbet det afgørende mål for Spurs i londonernes 1-0-sejr over Leicester med et smukt hovedstød, hvilket betød at ”Worthington Cuppen” (som den hed i 1999) havnede på White Hart Lane. Tottenham måtte endda slås med en mand i undertal i en halv time, efter en udvisning til Justin Edinburgh.
I 2012 blev Daniel Agger den 3. og hidtil sidste danske spiller der kunne kalde sig Liga Cup vinder. Liverpool havde stort besvær med at slå Cardiff i en finale, der måtte ud i straffesparkskonkurrence. Agger blev skiftet ud 4 minutter før slutfløjtet i den ordinære spilletid, og medvirkede altså ikke i selve afgørelsen. Begge hold havde grumme svært ved at omsætte forsøgene fra 11-meter pletten, og Steven Gerrard og Charlie Adam brændte Liverpools to første spark. Men waliserne var endnu ringere, så The Reds vandt samlet med 5-4, efter at stillingen havde været 2-2 efter 120 minutters spil.
Michael Laudrup runder den smalle liste af. Laudrup førte – som manager – Swansea til cupsejr i 2013, efter at The Swans udraderede 4. divisionsklubben (League Two) Bradford City i finalen på Wembley.
De danske vindere gennem tiderne:
1992 Peter Schmeichel Manchester United-Nottingham Forest 1-0
1999 Allan Nielsen Tottenham-Leicester City 1-0
2012 Daniel Agger Liverpool-Cardiff 2-2 (5-4)
2013 Michael Laudrup (manager) Swansea-Bradford 5-0
Tabende danske finalister:
1987 Jan Mølby, Liverpool
1997 og 98 Mikkel Beck, Middlesbrough
2004 Per Frandsen, Bolton
2004 Henrik ”Tømrer” Pedersen, Bolton
2011 Nicklas Bendtner, Arsenal
2015 Christian Eriksen, Tottenham
2021 Pierre-Emile Højbjerg, TottenhamHer er kun medregnet aktører med spilletid i de respektive finaler.
Carabao Cup-finalen mellem Arsenal og Manchester City sparkes i gang søndag klokken 17.30.


















