Yan Diomandé er den perfekte løsning i Liverpool
Transfersagaen om VM-aktuelle Yan Diomandé tager nye drejninger på daglig basis.
Ifølge Media Foot er Liverpool allerede nået til enighed med den 19-årige ivorianer om de personlige vilkår, men der mangler fortsat en aftale med RB Leipzig.
Den tyske klub står angiveligt fast på en pris omkring 1,1 milliarder kroner, mens Liverpools første bud på cirka 750 millioner kroner er blevet pure afvist.
Samtidig har VM-slutrunden sendt Diomandés aktier yderligere i vejret, hvor både Real Madrid og Champions League-vinderne fra Paris Saint-Germain er blevet kædet sammen med offensivspilleren.
Dermed står The Reds over for en klassisk balancegang: Hvor meget er man villig til at betale for et af verdens største unge talenter?
Liverpool må løbe risikoen med Yan Diomandé
Clark James, stifter af Redmen Family, peger på den åbenlyse risiko ved en handel i den størrelse i en nypubliceret analyse.
Et prisskilt på over 1 milliard kroner vil placere Diomandé blandt de dyreste køb i Premier League-historien.
Det skaber automatisk enorme forventninger og et pres, som langt fra alle unge spillere kan håndtere.
Historien viser også, at store transfers ikke nødvendigvis er lig med succes. Harry Maguire, Darwin Núñez og Jadon Sancho er alle eksempler på profiler, der kæmpede med forventningspresset efter rekorddyre handler, konstaterer den loyale Liverpool-tilhænger.
Men når det gælder Yan Diomandé, er der mindst lige så mange argumenter for at gennemføre handlen.
Læs også: Andoni Iraola laver tre store ændringer i Liverpool
Hvilke forcer har Yan Diomandé?
Den unge kantspiller besidder nogle af de mest eftertragtede egenskaber i moderne topfodbold. Han er eksplosiv, teknisk stærk og uforudsigelig i sine en-mod-en-situationer. Samtidig er han bemærkelsesværdigt tobenet med syv Bundesliga-scoringer med højre fod og fem med venstre.
Hans evne til at tilpasse sig nye miljøer er måske det mest imponerende. Han slog hurtigt igennem i Leganés, fortsatte udviklingen i RB Leipzig og har efterfølgende imponeret ved VM. Her har han vist, at han kan udfordre forsvarsspillere fra absolut øverste internationale hylde.
Ser man på de målgivende produktioner alene, er 13 mål og 10 assists i Bundesligaen og DFB-Pokalen som teenager opsigtsvækkende. Men det er især kombinationen af fart, kreativitet, beslutningstagning og slutprodukt, der gør ham så attraktiv.
Eksperten Stefan Freund har dog advaret mod et Liverpool-skifte og mener, at endnu en sæson i Leipzig ville gavne udviklingen.
Argumentet er forståeligt. Premier League er en helt anden verden, som kræver tilvænning. Se blot på Florian Wirtz, der fortsat jagter det faktiske gennembrud på Anfield.
Alligevel er det svært ikke at se logikken i Liverpools interesse.
Han er den logiske Mohamed Salah-erstatning
Mohamed Salah efterlader et gigantisk tomrum. Merseyside-klubben har brug for mere end blot mål og assists. Klubben fra Beatles-byen har brug for en spiller, der kan skabe ubalance, tiltrække flere modstandere og afgøre kampe på egen hånd.
Yan Diomandé har netop det sorte bælte i at udfordre.
Hvis jeg sad i Liverpools sportslige ledelse, ville jeg gennemføre handlen med det vuns.
Han er ung, sulten og besidder et loft, som ganske få spillere på hans alder kan matche.
Endnu vigtigere er det, at Andoni Iraola historisk har været fremragende til at udvikle unge profiler og skabe miljøer, hvor talent blomstrer.
Det har han præsteret på den engelske sydkyst gennem flere sæsoner, hvor stjerner in spe som Eli Junior Kroupi, Rayan og Alex Scott er vokset op af mulden.
Derfor giver netop denne timing med et skifte til den rødklædte klub mening for Diomandé.
Havde Arne Slot stadig stået på sidelinjen, ville jeg være langt mere skeptisk. Under Iraola ligner kometen fra Elfensbenskysten derimod den mest spændende og langsigtede Salah-arvtager på markedet.
Køb ham per omgående!
Transferbombe sprænger midt under VM: Storklub kontakter Mohamed Salah



















