Det smukke spil
Hvordan skal fodbold spilles? Det spørgsmål deler vandene, og det er ganske naturligt. Ikke alle har den samme filosofi eller ideologi omkring hvordan hvad ”god fodbold” er. Det kan være vidt forskelligt fra nation til nation, eller endog fra en region/landsdel til en anden.
Se bare på nabolandene Argentina og Brasilien, der er væsensforskellige når det kommer til at vurdere hvordan man skal bør fodbold. I Brasilien går man ind for Jogo Bonito, det smukke og seværdige, tekniske fodboldspil, mens man i Argentina traditionelt er langt mere pragmatiske og resultatorienterede.
Det er min påstand, at man i Sverige og Norge meget ofte ser på andre parametre når man måler kvalitet og underholdning i en fodboldkamp, end man gør i Danmark. Svensk fodbold har i mindst et århundrede været funderet på et kraftbetonet og fysisk game, mens nordmændene er notorisk berømt og berygtet for de long passing. Dansk fodbold er måske ikke præget af så ensartet en opfattelse endda. Der er klubber der spiller langt mere ”svensk” eller ”norsk” end den ”nordisk-brasilianske”, teknisk funderede spillestil, som landsholdet ellers tidligere har været så anerkendt for. Danske landstrænere har historisk set været så divergerende i deres tilgang, at det kun understreger pointen. Ikke engang i DBU har man kunnet enes om en fælles holdning til hvilket udtryk landsholdet skal have.
Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke et opslag der skal nedgøre minimalistisk taktisk tilgang. Alle må spille med de midler man nu engang har. Derimod er det en hyldest til det smukke, fremadrettede, æstetiske fodbold. Først og fremmest fordi det er det offensive og konstruktive spil der fremmer talentudviklingen (med mindre man lader sig nøje med at producere forsvarsspillere), men også fordi det er indlysende vanskeligere at kreere end at destruere. Det kræver mere mod at drible end at tackle, og det er en større kunst at score mål, end at forhindre dem. Hvis alle hold/nationer spillede afventende og defensivt kontrafodbold, så ville det bare være ødelæggende for sporten.
Da de gamle skotter omkring 1900 lærte danskerne at spille fodbold, så var det med et teknisk og offensivt koncept. Førstegangsafleveringer, short passing, intelligent og konstruktivt spil. Det er formentlig en af årsagerne til, at danskerne elsker den form for fodbold.
Og det er årsagen til at jeg bruger lidt tid og spalteplads her i gruppen på at hylde den måske største æstetiker spillet nogensinde har haft.
Papirmanden
I dag er der nok ikke mange der kender Mathias Sindelar. I hans egen samtid og aktive epoke som spiller var han bredt anerkendt som verdens bedste.
Mathias blev født i 1903 i Mähren, der i dag er en region i Tjekkiet. Dengang hørte området med til det østrig-ungarske kejserrige. Familien var håndværkere og bosatte sig i Wien, hvor knægten voksede op. Han kom til at spille for Austria Wien, der – i en tid uden Europa Cup turneringer – regnedes for en af Europas stærkeste. Sindelar var høj og slank. Han havde en fuldkommen fuldendt teknik og et fabelagtigt blik for spillet. Som centerforward var han lige så konstruktiv og chanceskabende for medspillerne, som han var målfarlig. Han fik sin sportslige opvækst på en tid hvor østrigsk, ungarsk og tjekkisk fodbold arvede den æstetiske ”tiki-taka agtige” spillestil fra danskerne, og indbyrdes sloges om den uofficielle titel som kontinentets stærkeste landshold.
Med ”Fodboldens Mozart”, Sindelar som den altoverskyggende stjerne, opbyggede ideologen Jimmy Hogan og strategen Hugo Meisl et enestående smukt spillende østrigsk landshold, der gik under det ærefrygtindgydende tilnavn, Wunderteam – vidunderholdet.
Med det intelligente toback-system som fundament, udviklede vidundermandskabet en spillestil, der var som den fineste koordinerede wienervals. Resultaterne var derefter. I 1926, hvor Mathias Sindelar debuterede, slog Østrig nabolandet Schweiz med 7-1, OL-bronzevinderne fra Paris, Sverige, med 3-1, og arvefjenden Ungarn med 6-0. I de følgende år strømmede meriterende sejre ind: 5-0 over selveste Skotland, 6-0 over Tyskland, 8-2 over Ungarn og 2-1 over Italien. Fra 1926 til 1934 var Østrig ubesejret i 52 ud af 67 landskampe. Lakmusprøven var i december 1932, hvor Meisls Wunderteam udfordrede fodboldens moderland i løvens egen hule. På Stamford Bridge sejrede englænderne med lodder og trisser og en hårdt tilkæmpet 4-3-sejr.
Den engelske presse var bagefter ikke i tvivl om at Sindelar og co. havde spillet bedst, og at den engelske sejr var skabt på rå kraft og fysisk styrke, mere end formfuldendt fodbold. Mathias Sindelar scorede det ene østrigske mål, og havde England ikke nettet to gange i en hæsblæsende slutfase, så var kampen endt med den første kontinentale triumf på engelsk grund – 21 år før Puskas og ungarerne slog England med 6-3 i ”århundredets kamp”. Fire år senere lykkedes det faktisk for østrigerne at slå England. Det skete med en alt for lille 2-1-sejr i Wien, selv om England stillede med Eddie Hapgood, George Camsell og Cliff Bastin.
Sindelars protest imod nazismen
Ved VM i Italien i 1934 stillede Wunderteam op som et af favoritholdene, men Mussolinis udvalgte satte en stopper for de ellers pragtfuldt spillende østrigsk titel kandidater i en semifinale, hvor alt gik italienernes vej. Det er en af de kampe i VM-historien hvor der oftest er stillet spørgsmålstegn ved om tingene gik fair og korrekt til. Dommeren, svenske Ivan Eklind, gjorde en ynkelig figur, og Italiens argentinske (naturaliserede) forsvarsspiller Luis Monti smadrede Mathias Sindelar med en henrettelsesbøddels ubønhørlige og kyniske præcision. Et udslukt østrigsk mandskab tabte efterfølgende bronzekampen til Tyskland, mens Vittorio Pozzos værter tog VM-pokalen, efter endnu en skandaløs favorisering på flere parametre, ved at besejre Tjekkoslovakiet i finalen. Fascisterne jublede, og de gode græd mens de onde lo.
I 1938 trak nationalsocialismens mørke skyer sig sammen over Østrig. Alpelandet blev opslugt af Nazityskland, og flere af de fremragende spillere på landsholdet kom til at repræsentere Det Tredje Rige. Men ikke Sindelar. Han både nægtede og udtalte sig åbenlyst om sin modstand imod Anschluss. I Østrigs sidste landskamp før annekteringen var modstanderen netop Tyskland. Sindelar fik gennemtrumfet at Wunderteam netop på denne dag stillede op i rød-hvide dragter; de østrigske nationalfarver. Tyskland blev udspillet på kryds og tværs af et overlegent østrigsk hold i ekstremt hopla. Og Mathias Sindelar tillod sig at juble åbenlyst over sejren på 2-0 (efter spil og chancer burde det have været 10-0), foran de tyske ledere. Det var som en dødedans, en sidste ekstravagant og overdådig opvisning før tæppefald.
Mathias Sindelar og hans kæreste blev fundet døde i deres lejlighed i Wien i januar 1939. Dødsårsagen blev aldrig opklaret, men den intelligente æstetiker, ”Fodboldens Mozart”, ”Manden af Papir” havde formentlig forudset den krigens og nazismens usigelige gru der sikkert og uafvendeligt sneg sig ind på Europa. Det er i alt fald en udbredt teori at han døde for egen hånd. Han blev kun 35.
Arkitekten bag Wunderteam, Hugo Meisl, døde i 1937. Han oplevede dermed hverken Anschluss eller det afskyelige Holocausts grusomheder som han, som jødisk medborger, næppe var blevet skånet for.
