Den halv-blinde United-helt, der vandt Ballon d'Or
Denis Law var så absolut en af de farligste forwards i engelsk fodbolds historie. Hans 171 scoringer i 309 kampe for Manchester United taler sit tydelige sprog.
Law var med til at genopbygge United efter München katastrofen i 1958. Den legendariske manager Matt Busby hentede ham til Old Trafford i 1962 fra italienske Torino. Inden da havde ”Dennis the Menace” nemlig været en tur i Norditalien, men ligesom en anden af tidens fremragende britiske centerforwards, Jimmy Greaves, havde skotten vanskeligt ved at falde til i støvlelandet, og allerede efter en enkelt sæson var han tilbage i England.
Rædsomt ophold i Italien
Det er ikke for meget sagt, at opholdet i Piemonte blev et mareridt. Denis Law blev hentet til ”Il Toro” sammen med en anden stærk målscorer, Joe Baker, og de to briter havde mere end vanskeligt ved at integrere sig. Kommunikationen og samarbejdet med holdkammeraterne var præget af jalousi, og begge røg gentagne gange ind i disciplinære problemer. Baker blev vist ud to gange for voldelig optræden og kom i håndgemæng med en paparazzi i Venedig. Law hadede den italienske mad og kedede sig usigeligt på det hotelværelse, som han og Baker delte. The Lawman fik flere bøder for dårlig opførsel. Begge led frygteligt af hjemve. En voldsom trafikulykke i marts 1962 havde nær sat en meget abrupt stopper for hele sagaen.
De to utilpassede gæstearbejdere overskred klubbens regelsæt for sengetider mm., og kørte galt efter en bytur klokken fire om morgenen på autostradaen. Baker kom frygteligt til skade og måtte gennemgå en livreddende operation, og tilbringe de næste to måneder som rekonvalescent i en hospitalsseng. Law slap med småskrammer, men Torinos præsident tilbageholdt til gengæld hans løn i raseri over den manglende disciplin. Situationen for de to angribere var totalt uholdbar. Denis Law blev så købt hjem til England af Manchester United, og Joe Baker af Arsenal. Det er vist ingen overdrivelse, hvis man påstår, at både Torino og de to spillere var lykkelige for de transfers.
Da Busby købte ham hjem, var det tredje gang Law udløste en transferrekord i britisk fodbold. Første gang var da han, som 20-årig, skiftede fra Huddersfield Town – hvor han havde trådt sine fodboldmæssige barnesko – til Manchester City, og dernæst fra City til Torino. Overgangssummerne fra 55000£ til 150000 var særdeles mange penge – dengang.
Denis Law var halvblind!
Egentlig var det naturstridigt, at Denis blev så succesrig som fodboldspiller. Han led af stærkt nedsat syn og måtte konstant knibe øjnene sammen for at være i stand til at se en brøkdel af hvad der foregik omkring ham. Alligevel lykkedes det at sende et hav af kugler i kassen.
I Matt Busbys varetægt blomstrede goalgetter-talentet til uanede højder. Law vandt Ballon d’Or i 1964, som den eneste skotske spiller i historien, foran Luis Suarez fra Inter og Amancio fra Real Madrid.
Det blev til to mesterskaber og en FA Cup med de Røde Djævle. I 1968 var the Lawman desværre skadet, da United vandt Europa Cup turneringen for mesterhold.
I 1973 var United midt i et totalt opbrud. Matt Busby havde lagt op, og holdet gennemgik en større udskiftning. Denis Law blev vurderet for gammel og skippet af til Uniteds ærkerivaler på Maine Road. Her var han, med et frækt hælmål, med til at besegle sin tidligere klubs nedrykning. Laws demonstrative mangel på jubel og glæde efter dét mål er for længst gået over i historien. Bagefter udtalte han, at det var et af de frygteligste øjeblikke i hans liv.
Skotland havde et kolossalt stærkt landshold i 1970’erne. Indiskutabelt bedre end Englands, for ”storebror” gik glip af VM-slutrunderne i 1974 og 78, mens skotterne kvalificerede sig, og desuden vandt det dengang prestigefyldte britiske Home Nations mesterskab i 1977.
Uheldigvis kom den stærkeste internationale periode for Skotland lidt for sent til at Denis Law for alvor kunne sætte sit aftryk på en slutrunde. Han opnåede 55 landskampe for de marineblå Tartan Boys og 30 mål, men ved VM i 1974 i Vesttyskland var måltyven ikke længere ved tidligere tiders styrke. Han spillede kun den første puljekamp for skotterne mod Zaire, og den alt for lille 2-0-sejr i dét opgør blev hans sidste optræden. Ikke blot for Skotland, men i den aktive karriere.
Blandt Manchester United-fans er Denis Law en mytisk, episk skikkelse. Det understreges af bronzestatuen udenfor Old Trafford, hvor Law er gengivet sammen med George Best og Bobby Charlton – the United Trinity.
Denis blev født på denne dag i 1940. Han gik bort i 2025 efter års kamp mod Alzheimers.


















