Ydmygede Cruyff og tog fusen på verden: Da et alkoholiseret geni funklede en sidste gang
George Best blev født på denne dag i 1946.
The Belfast Boy, The Fifth Beatle, Georgie. Kært barn har mange navne. George Best er indiskutabel en af britisk fodbolds bedste spillere gennem tiderne. Og en af verdens bedste. Tilbedt og idoliseret som få. Men hans historie er også en trist fortælling om en følsom kunstner, der forsøgte at distancere sig fra det tunge åg af folkets tilbedelse, og søge tilflugt fra autoriteternes strenge krav, med store mængder alkohol og en uregerlig facade.
Ikon og idol
1960’erne var et ungdomsoprørets årti, og Best blev et ikon for en hel generation med sit lange hår og rebelske attitude. På grønsværen var han et talent af astronomisk kaliber.
Georgie voksede op i en protestantisk familie i det polariserede Belfast. Der var en ret udpræget alkoholkultur i barndomshjemmet, hvilket sandsynligvis har været medvirkende til knægtens selvdestruktive livsstil senere i livet.
Manchester Uniteds store ”Gaffer”, Matt Busby hentede Best til Old Trafford i 1961, og der gik ikke længe inden managerlegenden forstod, at han havde fået et helt unikt talent i folden. George debuterede for United som 17-årig i 1963, og blev lynhurtigt folkets helt med sine uforlignelige driblinger og gudbenådede boldføling. Teknisk var han enestående. Mangen en frustreret back forsøgte, med alle midler, at sætte den unge wing på plads. Men han var som fra en anden planet. Fuldkommen ustoppelig.
Engelsk mester med Manchester United i 1965 og 67. Europa Cup vinder, Årets Spiller i England, vinder af Ballon d’Or, ligatopscorer i 1968. Modeikon og sexsymbol. Forgudet og tilbedt. Men også med en voksende indre aversion imod kendistilværelsens stærkt begrænsende effekter på privatlivet, et efterhånden anstrengt forhold til faderskikkelsen Matt Busby, og et spirende ønske om at bryde med fodboldverdenens snærende restriktioner.
I årene 1969-72 holdt han et tårnhøjt sportsligt niveau, men skejede mere og mere ud med vilde fester, drukferier på Mallorca og eskapader med smukke kvinder. Han var glad for den danske model Eva Haraldsted, der ikke havde en pind forstand på fodbold og derfor ikke var tiltrukket af Bests berømmelse. Men George kunne ikke trække i bremsen. Han var fastlåst i overhalingsbanen i et rasende, destruktivt tempo.
Playboytilværelsen kunne ikke forliges med at være topspiller i længden, og i 1973 begyndte han i stigende grad at udeblive fra træning og kampe. Året efter forlod han Old Trafford. Best ønskede i stedet at spille på korte ansættelseskontrakter i mindre klubber der ville have et gigantnavn på plakaten. Et koncept der var stik imod de rodfæstede normer i fodboldens forretningsunivers.
George fandt lykken, for en tid, i USA, og medvirkede til NASL-ligaens kortvarige succes. I Los Angeles og San José kunne han leve en mere privat tilværelse, men det foranledigede desværre ikke et mere balanceret forhold til alkoholen.
Geniets sidste streg
George fremhæves ofte som en af de bedste spillere der aldrig optrådte ved en stor international slutrunde. Han fik 39 landskampe for Nordirland. I karrierens sidste fase tillod en match for landsholdet et måske sidste glimt af et fuldkommen unikt geni.
Nordirlands landshold syntes totalt chanceløst forud for en uhyggeligt vanskelig VM-kvalifikationskamp i Rotterdam i oktober 1976. Modstanderen var de hollandske viceverdensmestre, der kom med hele det berømte pivtøj: Rensenbrink, van de Kerkhof-brødrene, Ruud Krol, Arie Haan og Johan Neeskens. Og så selvfølgelig den feterede stjerne over alle; den tredobbelte Ballon d’Or vinder Johan Cruyff.
Den rutinerede nordirske landstræner, Danny Blanchflower, havde dog en lille skjult trumf i ærmet. Han udtog – for første gang i tre år – den på det tidspunkt stærkt kontroversielle George Best.
Best var tilbage i England efter nogle sæsoner i USA, og havde fået et pænt comeback i Fulham. Men udskejelserne og alkoholismen fulgte som en uvelkommen og ødelæggende følgesvend i hans kølvand. Meningerne om hans deltagelse var delte. Ville Bests tilstedeværelse overhovedet være til nogen gavn for et nordirsk landshold som man måtte forvente ville få ryggen mod muren i 90 minutter på det intense De Kuip?
Men George Best viste sig så tændt og fokuseret som nogensinde. Nordirland fik et hurtigt mål og spillede overraskende godt. Best spillede som i sin ungdoms vår og var fuldkommen ustoppelig. Til sidst tog kaptajnen Cruyff selv affære – i totalfodboldens fineste ånd – og dækkede Best op. Måske var det præcis hvad det da 30-årige britiske fodboldgeni havde ventet på? Nordirland fik et opspil. Best søgte bolden i venstre side og fik skabt en 1 mod 1 situation overfor Cruyff. Tilskuerne holdt vejret da Best respektløst udfordrede sin berømte overfrakke. Frækt kørte han bolden mellem benene på den overrumplede hollænder og kunne ikke modstå fristelsen til at knytte næven i triumf da han susede forbi.
Trods den flabede ”nutmeg” fik Holland dog overtaget, og da to mål af Krol og Cruyff bragte favoritterne foran så det ud til at Oranje ville få den ventede sejr. Men opildnet af den uimodståelige George Best kæmpede nordirerne sig frem til et overtag i slutfasen, og indskiftede Derek Spence sikrede et nærmest mirakuløst 2-2-resultat. Et lysende geni havde funklet en sidste gang.
Trods gentagne afgiftninger, afvænningskure og endda en levertransplantation, slap alkoholen aldrig taget i George Best. Han gik bort i november 2005. Kun 59 år gammel.
