Tyggegummiet på stolpen: Historien om den "nervøse" legende der reddede landsholdet
Landsholdets gode spil og resultater i 1967 blev et tveægget sværd for dansk fodbold. Udenlandske klubber fik for alvor øje på talentmassen herhjemme, og der kom gang i en massiv spillereksport.
Hvor man hidtil i 1960’erne havde måttet ”afgive” 5-8 spillere pr. år, var der i 1968 hele 20 mand der blev professionelle. Dermed var de tabt for landsholdet. Hele det talentfulde mandskab, som havde banket Island, Norge, Finland og Holland i 1967 røg til udlandet, med kun 2 undtagelser: AB’eren Erik Sandvad foretrak arbejdet i Handelsbanken, og Vejle-wingen Ulrik le Fevre prioriterede i første omgang sin læreruddannelse.
Ernst Netuka ønskede at koncentrere sig om klubfodbolden, og DBU forsøgte at danne en ny konstruktion med en trænerduo, bestående af UK-formand Erik Hansen og den gamle målmand Henry From.
Manden med tyggegummiet
From debuterede for AGF i 1948 som 22-årig, og de første forholdsvis mange år mellem stængerne i Århus regnedes From for et talent med lidt for mange begrænsninger til at blive ”rigtig god”. Det var først og fremmest nerverne i de største og vigtigste kampe det kneb med. Og det var ind imellem på tale at prøve en anden målmand i AGF, men klubben troede grundlæggende på ham, trods en del tilbagevendende grumme fejl. Det betalte sig. Omkring 1957 havde han opbygget erfaring, selvtillid og stabilitet nok til at opnå debut på landsholdet. Det var omgærdet af ret stor skepsis. From var da over 30 år. Var det overhovedet værd at satse på en aldrende keeper? Ovenikøbet én der regelmæssigt havde skuffet når det virkelig gjaldt? From modbeviste skeptikerne med en serie særdeles fine landskampe, kulminerende med OL-sølvet i 1960, på et tidspunkt hvor han havde rundet de 34. Påfundet med tyggegummiet på stolpen i semifinalen mod Ungarn, er gået over i historien som fuldkommen legendarisk.
De Hvide fra Aarhus vandt danmarksmesterskabet som den kun anden provinsklub i historien i 1955, en triumf der blev fulgt op af en fabelagtig stærk stime med yderligere mesterskaber i 1956 og 57 og desuden 1960. Sideløbende sejrede AGF i pokalturneringen i 1955, 57, 60 og 61.
I sin tid som aktiv fremstod Henry From som en ualmindeligt god kammerat. Han var et tillidsvækkende samlingspunkt og et ægte mandfolk. Én som de unge spillere kunne læne sig opad og lære af.
I AGF herskede et stærkt fællesskab med en gruppe spillere der efterhånden opbyggede en fænomenal mængde erfaring. Stammen bestod af folk som Hans Christian Nielsen, Aage Rou Jensen, John Amdisen og Jørgen Olesen. Og selvfølgelig ankermand From. Den taktiske tilgang havde vægt på soliditet og kollektive værdier, noget som man havde stærkt brug for på landsholdet da From afløste Ernst Netuka. Trænererfaring havde han fra Skovbakken og et par sæsoner i AGF, som han førte til pokalsucces i 1965 med en finalesejr over KB.
Landshold uden erfaring
Der skulle simpelthen sammenspilles et helt nyt landshold, og det blev grebet ret så bogstaveligt an. I den første landskamp i 1968 stillede Danmark med 5 debutanter, og kun to spillere havde flere end 4 landskampe på bagen: Vejlenserne Johnny Hansen og Ulrik le Fevre. Finland blev besejret med 3-1 på to mål af Vejles debuterende Karsten Lund og et af le Fevre.
Kort efter blev Johnny Hansen professionel i Nürnberg, og så måtte man indrullere AB’eren Jan Larsen på pladsen som højre back, mens Esbjergs Børge Enemark, med kun 3 landskampe på cv’et, blev anfører. 27-årige Tommy Troelsen var den eneste spiller med et tocifret antal landskampe (15). Til gengæld spillede Tommy ”Troldmand” et brag af en kamp mod Norge i Idrætsparken. Danmark vandt med 5-1 på tre scoringer af Troelsen og to af debutanten Steen Rømer Larsen fra B.1903. Konstellationen Henry From/Erik Hansen var kommet perfekt fra start.
Siden blev det vanskeligere. Landsholdet tabte de to første kampe i VM-kvalifikationen mod Tjekkoslovakiet, og det årlige højdepunkt på landskampåret, arvefjendeopgøret mod Sverige, blev et nederlag på 2-1 i Stockholm. Året sluttede på en lettere grotesk måde, da VM-kampen på Dalymount Park i Dublin i december blev afblæst efter 50 minutters spil pga. tæt tåge. Stillingen var da 1-1.
Der måtte noget ekstraordinært til for at motivere amatørspillerne til at yde det optimale for landsholdet. DBU bød ind med en drømmerejse i januar 1969 til Caribien og Mellemamerika. Undervejs blev der afviklet tre officielle landskampe mod Bermuda, Surinam og Mexico. Turen var en kombination af turisme og træning, og formålet var at styrke landsholdsstammens fællesskab. Spillerne var begejstrede, men i løbet af 1969 afgav dansk fodbold ikke desto mindre 18 spillere til udenlandske adresser, heraf ca. halvdelen til svensk semiprofessionalisme. DBU måtte igen lægge hovederne i blød for at finde tiltag der kunne sikre, at landsholdet ikke endte som ren kanonføde i de internationale kampe.
Erik Hansen trak sig tilbage efter Amerikaturen, så unionen måtte se sig om efter et nyt supplement til From.
Statistik (Henry From/Erik Hansen):
Landstrænere 1968-69.
11 landskampe. 4 sejre, 1 uafgjort, 6 nederlag. Målscore: 21-17.
