Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Står i skyggen på landsholdet: Hvorfor får Danmarks hotteste målscorer i USA ikke chancen?

02.05.2026 Kl. 11:05

Anders Laustrup Dreyer fylder 28 år i dag. 

Dreyer voksede op i Bramming og kom, via Ribe, til Esbjerg fB i 2012. Han tillagde sig en pågående og opportunistisk, hårdtarbejdende stil, der faldt i DBU’s talentudvikleres smag. Han fik debut på U-17 landsholdet i en testkamp mod Georgien i Tblisi, hvor han scorede kampens eneste mål. 

I alt spillede Dreyer 33 U-landskampe, og han medvirkede på U-21 landsholdet ved to EM-slutrunder, i 2019 i Italien og i 2021 i Ungarn. Ved det sidstnævnte EM scorede han mod Frankrig og Rusland, og var med til at tabe på straffesparkskonkurrence i kvartfinalen mod Tyskland. Ved den lejlighed spillede han på toppen, med teknisk velfunderede offensive folk som Mo Daramy, Jacob Bruun-Larsen og Jesper Lindstrøm i kæden lige bagved.

I 2017 debuterede Anders på Esbjergs førstehold, der dét år rykkede ud af Superligaen, men til gengæld kom stærkt igen året efter, hvor det blev til et stærkt gennembrud for angriberen, der nettede 18 gange, bl.a. 3 i den afgørende oprykningsmatch mod Silkeborg.

Det banede vejen for en transfer til engelske Brighton, der i de senere år, i flere tilfælde, har haft kig på Superliga-aktører. 

Det blev desværre ingen succes. Dreyer blev udlejet til skotske St. Mirren og hollandsk/frisiske Heerenveen, men i 2020 hentede FC Midtjylland ham hjem til Danmark, og han var med til at vinde det danske mesterskaber til hedens Ulve dét år, og i 2021 drog Dreyer atter til udlandet, denne gang til russiske Rubin Kazan. Efter en meget lovende start på tilværelsen i Kazan brød krigen i Ukraine ud, og Dreyer blev frigjort fra sin kontrakt og vendte tilbage til FC Midtjylland. 

I foråret 2022 var han med til at vinde pokalturneringen FCM. Det skete efter en tæt og intens finale mod OB på Brøndby Stadion, der sluttede målløs. I straffekonkurrencen scorede Dreyer på sit og FCM’s første spark fra 11-meter pletten, og derefter fulgte et par afbrændere inden midtbaneteknikeren Evander kunne sikre midtjyderne sejren og trofæet. 

Tredje gang blev lykkens gang

I 2023 forsøgte Anders sig for tredje gang i udlandet, og det blev lykkens gang. Med 19 ligamål i den belgiske Pro League for Anderlecht, fik han sit endelige gennembrud efter et langt tilløb. 

Anderlecht blev trænet af Brian Riemer, og udover Dreyer var landsmændene Kasper Schmeichel, Mads Kikkenborg, Thomas Delaney og Kasper Dolberg i truppen. De mange mål og gode præstationer betød, at Dreyer blev kåret til Årets Spiller i hovedstadsklubben, men en tredjeplads i medaljeslutspillet var alligevel ikke tilstrækkeligt for den kræsne klub, der på alle parametre er langt fra tidligere epokers høje klasse. Den belgiske liga er i det hele taget et mægtigt galehus, hvor trænere ryger ind og især ud for et godt ord, og hvor det hører til sjældenhederne at cheferne sidder i mere end et års tid ad gangen. 

Halvvejs i sæsonen 2024-25 foretog Dreyer så et højst overraskende skifte til den nordamerikanske MLS-liga, for at spille i San Diego FC. 

Traditionelt er der ikke mange danske topspillere, der har kunnet kombinere overgangen til fodbold i USA med at figurere på landsholdet, men MLS har efterhånden opnået et respektabelt sportsligt niveau. Indtil nu har Anders indtaget den nydannede californiske klub med storm. I sidste sæson blev han klubtopscorer med 19 ligamål, og han blev udtaget til Årets Hold i ligaen. I indeværende sæson ser succesen ud til at fortsætte. Han har to danske holdkammerater i San Diego: Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen.

Landsholdet

Det er indtil nu blevet til 9 A-landskampe for Anders Dreyer. 

Han debuterede tilbage i 2021 i forbindelse med VM-kvalifikationsopgøret mod Færøerne i Parken (3-1). Efter det vellykkede skifte til San Diego har han trængt sig mere på i forhold til landsholdstruppen. Det blev til en scoring i testkampen mod Litauen i juni 2025, og i oktober havde han et meget vellykket indhop i 6-0-sejren over Belarus i Ungarn, hvor han scorede to flotte mål. 

I de afgørende VM-kvalifikationskampe har mange slået til lyd for mere spilletid til den skudstærke Dreyer, men det har været ret åbenlyst, at han står i skyggen af Gustav Isaksen i forhold til startelleveren, og at han passer bedre ind i et system, hvor man spiller med to angribere (som i San Diego). Han kom ind kort før den forlængede spilletid i playoffopgøret i Prag, men uden at gøre en forskel.  

Der er dog ingen tvivl om, at han fortsat vil være en positiv option for landsholdet i de kommende Nations League kampe. 

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce