
Stor ændring på vej til pokalfinalen: Nu bliver reglerne lavet om
Pokalfinalen i 2027 kommer til at adskille sig markant fra tidligere.
Ifølge Bold kommer udbuddet til at indeholde en væsentlig ændring: Ingen klub skal kunne ende med at spille pokalfinalen på sin egen hjemmebane.
Udbuddet fra Divisionsforeningen og DBU er angiveligt lige på trapperne.
Bold kunne tilbage i juni fortælle om drøftelserne omkring den markante ændring, og nu nærmer tidspunktet sig, hvor kampen om værtskabet for pokalfinalen 2027 for alvor går i gang.
Men det bliver ikke nødvendigvis nogen nem opgave at finde det rette stadion.
To oplagte muligheder er allerede ude
Aarhus er nemlig ikke i spil til finalen.
Det nye stadion i Aarhus skal efter planen indvies 26. marts 2027, men tidspunktet ligger så tæt på pokalfinalen, at man ikke ønsker at løbe risikoen for eventuelle forsinkelser i byggeprocessen.
Dermed er det nye stadion ikke en mulighed i 2027.
Det samme gælder Odense.
Her skal Nature Energy Park efter planen gennemgå en renovering, og derfor er stadionet som udgangspunkt heller ikke aktuelt som vært for årets største pokalkamp.
Få stadions tilbage i kampen
Hidtil har udgangspunktet været, at det udvalgte finalestadion skal kunne rumme mindst 15.000 tilskuere.
Med Aarhus og Odense ude af billedet peger det derfor umiddelbart på tre mulige kandidater:
- Parken (38.065 tilskuere)
- Brøndby Stadion (29.000 tilskuere)
- Blue Water Arena i Esbjerg (17.442 tilskuere)
Men der er en vigtig detalje.
Stadionerne skal naturligvis selv byde ind på at afholde pokalfinalen, før de kan komme i betragtning.
Kravet har tidligere været fraveget
Der findes dog allerede en nyere undtagelse fra reglen om stadionkapacitet.
I 2025 blev MCH Arena i Herning valgt som ramme om pokalfinalen mellem FC København og Silkeborg IF, selvom stadionet ikke levede op til det daværende krav.
Det skyldtes blandt andet, at FC København af sikkerhedsmæssige årsager ikke måtte spille finalen på Brøndby Stadion.
Her er pokalfinalen også blevet spillet
Parken i København (tidligere Københavns Idrætspark) er det absolut mest benyttede stadion til den danske pokalfinale i fodbold for herrer. Turneringen er blevet spillet siden 1955, og langt de fleste finaler har fundet sted i nationalarenaen.
Gennem historien har enkelte finaler dog været flyttet til andre stadions i Danmark på grund af renoveringer, manglende baner eller sikkerhedsmæssige årsager.
Herunder følger en liste af de stadions, der gennem tiden har lagt græs til en pokalfinale (som ikke er blevet spillet i Parken):
1991: Odense Stadion
1992, 2021: Aarhus Stadion (Ceres Park)
2020: Blue Water Arena, Esbjerg
2022: Brøndby Stadion
2025: MCH Arena, Herning



















