Skinheads, slagsmål og en FA Cup-triumf: Historien om The Crazy Gang
Robert Alfred (Bobby) Gould var en teknisk dygtig angriber, der slog igennem med 40 mål i 82 ligakampe i Coventry City i anden halvdel af 1960’erne. Han blev købt til Arsenal af Bertie Mee under store forventninger i 1968, men det blev aldrig nogen succes. Gould scorede i Liga Cup finalen i 1969, men opgøret blev et forsmædeligt 3-1-nederlag til 3. divisionsklubben Swindon. En af de største cupsensationer i engelsk fodbolds historie.
Fra 1970 til 73 foretog Bobby tre hurtige klubtransfers og repræsenterede på skift Wolverhampton, West Bromwich Albion og Bristol City. Derefter spillede han et par sæsoner for West Ham, hvor han var (ubenyttet) 12. mand i FA Cup finalen i 1975, hvor The Hammers tog trofæet med en sejr over Fulham.
Gould tog så tilbage til Wolverhampton og afsluttede den aktive karriere i Bristol Rovers og Hereford United. Samlet set var 160 mål i 440 ligakampe et godkendt ”slutresultat”, men talentet blev alligevel aldrig helt indfriet.
Moderne ”tracksuit manager”
Efter at have trænet norske Aalesund en kort overgang fik Bobby smag for at give managerbranchen et skud. Han var interim-manager i Chelsea en tid, og fik derefter ansættelse i Bristol Rovers. Gould markerede sig som en ”tracksuit manager”, dvs. en boss der hellere ville præge sit hold taktisk på træningsbanen, end den mere traditionelle britiske rolle, hvor manageren mestendels sidder på kontoret og ordner transfers og lønninger.
I 1983 blev han chef i sin gamle klub, Coventry, hvor han indførte en teknisk betonet stil, der – i alt fald på kort sigt – blev en spektakulær succes. Men allerede året efter løb The Sky Blues tør for benzin på motoren, og Gould måtte overlade tøjlerne til skotten Don Mackay, der nogle år forinden havde trænet Nørresundby Boldklub. Gould vendte tilbage til Bristol Rovers inden han, i 1987, fik et spændende tilbud fra Wimbledon.
The Dons havde haft en eksplosiv opstigning i divisionerne i engelsk fodbold. Fra håbløse, amatøragtige forhold i 4. division til en 6. plads i den bedste række. Det skete i kraft af dygtig ledelse af manager Dave Bassett, en ekstremt fysisk spillestil med lange bolde og masser af fight, samt en række hardhitter-typer med Dennis Wise, Vinnie Jones og John Fashanu i spidsen. Presse og publikum døbte dette ”tju-bang-hold” The Crazy Gang.
Vikar i verdens værste skole
Bobby Gould havde fra starten intentioner om at strømline de skøre Dons og spille noget mere formfuldendt fodbold. Men det blev hurtigt skudt i sænk: ”Da vi ankom, [Gould og hans assistent, den toprutinerede og meget estimerede assistent, Don Howe, red.] havde vi forberedt en præsentation af, hvordan vi gerne ville have spillestilen ændret. Spillerne sagde med det samme: ’Stop! Sæt jer bare ned. Det her er vores måde at spille på, og den har været en succes. Vi ændrer den ikke for nogen. Don, det kan godt være, at du har coachet England, men den eneste her, der skal ændre noget, er dig.’” Bobby Gould og Don Howe måtte hastigt revidere deres forkromede idéer. Spillerkulturen i Wimbledon var ikke sådan at lave om på.
Jobbet på Plough Lane var meget specielt. Bobby Gould sammenlignede det at møde ind til træning hver morgen med at være vikar i verdens værste skole. Alligevel vidste han, at han var del af noget helt særligt: ”Jeg elskede holdets team spirit. Men da jeg oplevede, at der blev gamblet for store penge i truppen, måtte jeg gå til bestyrelsen. I stedet for kontanter blev der så spillet om folks tøj. Der var en saks med i bus sen til udebanekampene, og hvis man tabte, fik man sit kluns klippet i stykker. Ofte mødte folk op i laser.”
Gould og Howe måtte opfinde deres egne metoder til at file på kanterne af holdets adfærd: ”Terry Phelan havde en periode, hvor han blev mobbet ret voldsomt. Han klagede sin nød og sagde, at han ikke kunne tage det. Vi lavede en dag, hvor spillerne blev heglet igennem alle mulige løbetests. Don Howe var i sit es. Vi vidste, at Phelan ville have den bedste fysik af alle, og det skete også. Der vandt han holdets respekt og opbakning. Han var en af deres.”
The Crazy Gang tævede The Culture Club
I 1987/88 fik Wimbledon atter en flot placering som nummer syv og formåede sensationelt at kvalificere sig til FA Cup-finalen. The Crazy Gang skulle spille i fodboldens fineste Mekka, Wembley. Mange opfattede det nærmest som, at man lukkede en skinhead med Doc Martin-støvler, beskidt undertrøje og seler ind på de bonede gulve i audiens hos dronningen. Finalemodstanderne, de nykårede mestre fra Liverpool FC, var noget mere præsentable og scenevante.
Vinnie Jones fortalte siden: ”Aftenen før kampen var vi som katte på et varmt bliktag. Det her var alvor. Vi kunne jo ikke rende rundt og smadre folks hotelværelser og alt det, så vi anede ikke, hvad vi skulle tage os til. Bobby gav os drenge nogle penge og sagde, at vi skulle gå på pub og få et par stykker at slappe af på. Der viste sig at være fuldt af vores fans. De genkendte mig og Fash og Wisey [John Fashanu og Dennis Wise, red.] og måbede: ’Skal I ikke spille finale i morgen?’”
Don Howes rutine kom holdet til gode. Han stillede uret i omklædningsrummet om, så Liverpoolspillerne ville komme til at vente på opkomlingene. Det understregede den respektløse indstilling, der var nødvendig for at opnå sensationen. Da Wimbledon endelig langt om længe kom på banen, var spillerne krudtet godt op til begivenheden. Jones: ”Vi var som vilde dyr. De så os i øjnene og må have tænkt: ’Hvad fuck er det her?’ De troede vel, at vi ville være skræmt af selve begivenheden. Fuck begivenheden.” Efter et minuts spil hamrede Jones Liverpools hårde mand Steve McMahon i græsset. Så var tonen ligesom lagt an. ”Jeg fik ram på McMahon. Bang. På vej ned landede han på mig med sin albue og skar mig i ansigtet. Jeg beundrede ham faktisk for det. Dennis Wise gjorde et godt arbejde med John Barnes, og vi holdt dem ude af rytmen.”
Mestrene havde det ventede overtag i spil og chancer, men uden at kunne score, og da John Aldridge brændte et straffespark på Wimbledons veterankeeper Dave Beasant, fik man et hint om, hvor det bar hen. The underdogs sejrede på et hovedstødslop af Lawrie Sanchez, der overlistede Bruce Grobbelaar. Liverpool missede The Double, og det blev i stedet de desperat kæmpende Dons, der tog trofæet. 1980’ernes mest sensationelle finalesejr, selv i konkurrence med Coventrys sejr over Tottenham året forinden. Den legendariske BBC-kommentator, John Motson, ramte plet, da han konkluderede: ”The Crazy Gang har besejret the Culture Club.”
Allerede i omklædningsrummet henvendte bestyrelsesformanden Sam Hammam sig til Bobby Gould: ”De er alle til salg. Vi har toppet og må kapitalisere vores aktiver.” Sådan gik det. Mange af spillerne fandt andre græsgange, og FA Cup-trofæet blev klubbens eneste i historien.
Bobby Gould blev i Wimbledon indtil 1990. Derefter fortsatte han som manager på en række forskellige adresser de næste to årtier, bl.a. en overgang for det walisiske landshold.
