
Raser mod United-stjerne: "Han kan ikke engang løbe - smid ham på bænken!"
En tidligere Manchester United-forsvarer mener, at klubben bør finde en afløser for Luke Shaw, som ifølge ham ikke længere er god nok til at være førstevalg på venstre back.
Paul Parker er langt fra imponeret over den engelske landsholdsspiller og mener, at Manchester United bør prioritere en ny venstre back, inden klubben vender tilbage til Champions League.
Parker går endda så langt som til at hævde, at Shaw hverken kan løbe, forsvare eller angribe.
Paul Parker vil have ny venstre back
Luke Shaw har haft en turbulent tid på Old Trafford. Den engelske forsvarer har i flere omgange været plaget af skader, men når han har været fit, har han vist, hvorfor han tidligere blev betragtet som en af Premier Leagues bedste venstre backs.
Alligevel mener Parker, at United bør handle.
Den tidligere forsvarer peger på Patrick Dorgu, som han forventer vil kunne gøre en forskel, men han er usikker på, hvilken position danskeren ender med at spille.
– Jeg forventer fra Patrick Dorgu det, jeg så fra ham, før han blev skadet, men jeg har brug for at se det regelmæssigt, siger Parker til Betarades.gr.
Hvis Dorgu primært skal bruges som kantspiller, mener Parker, at Manchester United er nødt til at hente en ny venstre back.
– Hvis planen er at spille ham som kantspiller, så har klubben seriøst brug for en ny venstre back, fordi Luke Shaw ikke er god nok, lyder det fra Parker.
‘Shaw kan ikke løbe, forsvare eller angribe’
Parker efterlyser en mere mobil spiller på positionen – en forsvarer, der både kan dække defensivt og bidrage offensivt.
– De har virkelig brug for en back med hurtighed, som også kan forsvare ordentligt og kan gøre arbejdet op og ned ad banen, siger han.
Herefter kommer den hårdeste kritik af Shaw.
– Luke Shaw kan ikke løbe, og han kan ikke forsvare eller angribe, så hvad skal man bruge ham til, spørger Parker.
Han mener, at Diogo Dalot også kan blive en udfordring, hvis portugiseren fortsætter med at spille på venstre back.
Peger på Harry Amass
Hvis Manchester United vælger ikke at hente en ny venstre back, har Parker et alternativ.
Han mener, at klubben bør overveje at give den unge Harry Amass en reel chance.
Parker fortæller, at han så Amass spille for Sheffield Wednesday og blev imponeret over den unge forsvarer.
– Jeg så Harry Amass spille et par kampe for Sheffield Wednesday, og indtil skaden var alle Wednesday-fans fuldstændig begejstrede for ham, fortæller Parker.
Ifølge Parker bør United ikke nøjes med at give Amass enkelte kampe, men i stedet give ham en længere periode til at bevise sit værd.
– Han har brug for en periode på holdet, ikke bare et par kampe, siger den tidligere United-forsvarer.
United står med et valg
Parker mener derfor, at Manchester United har to muligheder: Klubben kan enten hente en ny venstre back, eller også skal Harry Amass have chancen for alvor.
Han tvivler dog på, at United vil vælge den sidste løsning.
– Noget skal ske. Efter min mening skal de hente en venstre back eller beslutte sig for at spille Amass der, siger Parker.
“Vi har fundet den næste Harry Kane”: Stortalent vækker opsigt



















