Prisen for et geni: Han blev verdens bedste, men blev solgt for 100 pund og en tønde øl!
Ernest (Ernie) Blenkinsop, på sin egen tid almindeligt anerkendt som verdens bedste venstre back, blev født på denne dag i 1902.
Historien om Ernie er også fortællingen om det slidsomme liv i armod, der ansporede og animerede ganske mange britiske topfodboldspillere til at fighte sig til et liv i sportstøj, frem for fattigdommens luvslidte klæder.
Livsfarligt arbejde i minen
Ernie voksede op i en fattig familie med 7 børn i Cudworth i det sydlige Yorkshire. Udsigten til en boglig uddannelse var lig nul, og da knægten fyldte 13 var skoletiden forbi. Han måtte i stedet følge faren og en ældre bror ned i den lokale kulmine – det eneste realistiske levebrød indenfor rækkevidde for langt de fleste arbejdere på den egn og på den tid.
I dag kan det være vanskeligt at forstå, hvor modbydelig og livsfarlig en arbejdsplads en kulmine reelt var. 12 timer dagligt dybt under jorden, indespærret i et klaustrofobisk mørke, med den konstante lurende fare for gasudslip eller nedstyrtninger. En opgørelse af dødsfald blandt minearbejdere i Wales alene viser, at over 6000 personer omkom ved ”større” ulykker fra 1806 til 1965 i de walisiske gruber. Hvis man medregner alle mindre ulykkestilfælde, dvs. der har afstedkommet færre end 5 døde, stiger antallet til over 30000. Dødsfald grundet kulstøv i lungerne og andre erhvervsrelaterede sygdomme er ikke medregnet. Det tal ville blive astronomisk. Sikkerheden i minerne var ofte grotesk ringe, for ejerne ville nødigt skade deres internationale konkurrenceevne med udgifter til at forbedre arbejdsvilkårene. I den store minekatastrofe i Senghenydd i 1913 udbetalte mineselskabet kun løn til de dræbte frem til det præcise tidspunkt, hvor minen kollapsede. 439 mænd døde, og den nærliggende landsby blev nærmest affolket.
Situationen i kulminerne i Yorkshire var ikke et hak bedre. Kort efter Ernies første arbejdsdag i det dunkle helvede faldt mineloftet sammen over ham og hans gruppe. Han undslap kun døden ved at kaste sig ned i sidste sekund og blev i stedet levende begravet i støv, men slap uden varige mén. Det har utvivlsomt inspireret den 13-årige til at lægge ekstra energi i fodboldspillet.
100 pund og en tønde øl i overgangssum
Drømmen om at kvitte minen materialiserede sig kun langsomt og gradvist. Ernie var ikke noget oplagt talent, men han var arbejdsom og flittig, og som 15-årig kom han på holdet i den lokale amatørklub Cudworth Village. Med tiden blev han stærkere og mere kraftfuld. Han sparkede og tacklede eftertrykkeligt og havde en jernvilje og en dedikation, som større klubber efterhånden spottede. Som 19-årig i 1921 fik Ernie sin første professionelle kontrakt. Hull City lagde 100£ og en tønde øl i Cudworth, og ungersvenden med det stålsatte blik og det flabede høje hår tjente nu 5£ om ugen. Gennembruddet lod dog vente på sig. Hull så en kommende centerforward i Ernie, men Sheffield Wednesdays manager, Bob Brown, købte knægten efter en reserveholdskamp og placerede ham som venstre back. Det var en rigtig god ide.
Verdens bedste
Med Blenkinsop som forsvarskrumtap rykkede Sheffield op i 1. division i 1926, og The Owls vandt derefter to engelske mesterskaber i træk i 1928 og 29. Ernie var ikke til at komme forbi for nogen forward i England, og han var naturligvis heller ikke til at komme udenom for landsholdets udtagelseskomité.
I 1928 debuterede Ernie på det engelske landshold i en venskabskamp mod Frankrig i Paris, som England vandt med 5-1. Sejren blev fulgt op af stærke landskampindsatser mod Belgien, Irland og Wales, og backsamarbejdet med Huddersfields Roy Goodall opnåede stor anerkendelse. De to forsvarere blev ”udnævnt” i den britiske presse til verdens bedste.
Det engelske landshold var imidlertid i en tydelig deroute omkring 1930. Der manglede taktisk fornyelse og kontinuitet i udtagelserne. Landsholdet havde ingen coach, for den slags mente man var poppet og unødvendigt, for England havde allerede opfundet den optimale tilgang og taktik, og det skulle der ikke pilles ved. Den generelle oplevelse af at være ubestrideligt bedst skabte en selvfedme, der blev en bremse for udvikling og visioner.
I 1929 tabte Englands professionelle landshold for første gang et opgør på det europæiske kontinent, da Spanien, med fænomenet Zamora på mål, sejrede med 4-3 i Madrid. Det var en kold spand vand i ansigtet på det engelske selvbillede. Siden fulgte et par meget kedelige nederlag til Frankrig og Skotland, men i 1931 fik man dog en eftertrykkelig revanche mod Spanien, der blev sendt hjem til den iberiske halvø med en 7-1-sæk. Ernie var anfører for England, og han spillede i alt 26 landskampe i træk for sit land. En rekord der først blev overgået mange år senere.
I 1934 købte Liverpool FC Ernie efter lige knap 400 ligakampe for Wednesday – dengang et næsten ufatteligt højt antal. Tilhængerne på Hillsborough var rasende over at klubben lod deres helt gå. Men den efterhånden 32-årige back fik mere eller mindre ødelagt tre sæsoner i Liverpool på grund af knæskader, og karrieren blev trappet ned i Cardiff i 1937-39.
Ernie Blenkinsop bosatte sig i Sheffield med sin hustru og to børn, og blev vært på en pub. Han gik bort i 1969.
