David Andrew Platt var en teknisk stærk og meget komplet midtbanespiller, der skød fremragende med højrefoden og ikke var bange for at bestille noget. 

United vendte tommelfingeren nedad

Karrieren startede i Manchester United, hvor han aldrig fik chancen. Utroligt nok. Platt måtte helt ned i 4. division for at finde selvtillid. Det lykkedes i Cheshire hos Crewe Alexandra og den enormt dygtige, men temmelig undervurderede Dario Gradi. 

Dario Gradi blev født i Milano i 1941. Han havde en italiensk far og en britisk mor. Faren døde under krigen og ved dens ophør flyttede moren tilbage til England med den lille Dario og bosatte sig i London.

Efter en aktiv karriere på lavt niveau etablerede Gradi sig som coach med speciale i talentudvikling. 

I 1981 blev han manager i Crewe, og blev på Gresty Lane i hele 28 år.  Det er ikke for meget sagt, at italiensk-englænderen transformerede Crewe Alexandra. I starten af 80’erne var klubben fast inventar i bunden af 4. division, som et af de dårligste hold i professionel engelsk fodbold overhovedet. Flere gange havde man måttet ansøge forbundet om tilladelse til fortsat licens, efter at være sluttet allersidst. Gradi lagde fra starten stor vægt på sine egne forcer: Talentudvikling og scouting. Han systematiserede et ungdomsakademi i klubben og engagerede sig personligt med en imponerende tilstedeværelse og energi. Samtidig udnyttede han sit gode øje for talenter, typisk unge spillere der var kasseret i større klubber, men som havde potentiale. I det koncept passede David Platt fuldkommen som hånd i handske. 

Gennembrud på Villa Park

Den unge knægt scorede 60 mål i 152 kampe som offensiv midtbanespiller for The Railwaymen og brændte banerne i 4. division af. Det er – igen – ganske utroligt, at større klubber ikke hapsede ham noget før. Der skulle gå 4 år inden Aston Villa købte Platt for 200000£. Et røverkøb. 

Villa var kun i 2. division, men rykkede op i Platts første (halve) sæson i 1987-88. Platt etablerede sig på Birminghamholdet, men Villa undgik kun med nød og næppe nedrykning. 

I 1989-90 vendte billedet. Graham Taylor satte et stærkt mandskab sammen, og David Platt blev den lysende stjerne, og endda anfører da backen Stuart Gray blev skadet. Med 19 scoringer var den lille midtbanegeneral toneangivende i en voldsom Villa-kampagne, der endte med sølvmedaljer efter Liverpool. Platt styrede det centrale rum sammen med den ligeledes konstruktive Gordon Cowans. Danske Kent Nielsen var med i defensiven sammen med bl.a. uforlignelige Paul McGrath. David blev kåret til Årets Spiller af den engelske spillerforening.

Året efter var gnisten væk. Villa røg i bundkampen, selv om Platt atter excellerede og scorede 19 gange. Landstræner Bobby Robson gav ham chancen i november 1989 mod Italien, og Platt kæmpede sig gradvist ind på holdet ved VM-slutrunden i 1990, og scorede et rent drømmemål mod Belgien i 1/8 finalen, og nettede igen mod Cameroun i kvartfinalen. Han svigtede heller ikke i straffesparkskonkurrencen mod Tyskland i semifinalen, hvor englænderne som bekendt tabte. David scorede et flot mål i kampen om bronzemedaljerne mod Italien, men det rakte ikke. 

I løbet af ganske få sæsoner fik Platt anførerbindet på landsholdet, men han vadede også i succes. Nu i støvlelandet.

Bari – Juve og hjem til London

Der er ingen tvivl om, at David har et udødeligt navn i Italien. Han spillede først en kanonsæson i AS Bari, der hentede ham i Aston Villa for 5,5 millioner pund. Paradoksalt nok rykkede I Galletti ud af Serie A, og så kunne Juventus plukke Platt for 6,5 millioner. Det blev dog ikke nogen stor succes. Juve vandt UEFA Cup turneringen, men Platt spillede ikke finalen, og han var end ikke på bænken. Til gengæld ville Roberto Mancini og Sampdoria gerne overtage ham, og englænderen spillede to fantastiske sæsoner i Genoa, på et hold med Ruud Gullitt, Pietro Vierchowod, Alberigo Evani og den pilskaldede Atillio Lombardo. Samp vandt Coppa Italia i 1994, under Sven-Göran Erikssons ledelse, med en 6-1-sejr over Ancona i finalen. 

Så kaldte en ny udfordring. Arsène Wenger og Arsenal. 

Platt indtog en lidt mere defensiv og balanceret rolle på et forrygende Gunners-mandskab, der i 1998 vandt The Double. I FA Cup finalen mod Newcastle sørgede Nicolas Anelka og Marc Overmars for at trække trofæet hjem til Nordlondon. 

Platt passede fremragende ind i Wengers tekniske stil med fokus på boldbesiddelse og fremadrettet fodbold. 

To år forinden havde han takket af på landsholdet efter skuffelsen over at være røget ud af EM i semifinalen – igen mod Tyskland og endnu engang på straffespark. Han gjorde sin skyldighed gældende og eksekverede sit eget skud fra 11-meterpletten, men det var altså ikke tilstrækkeligt til at sende England i finalen. Efter den nedtur annoncerede han sit internationale stop efter 62 landskampe og hele 27 scoringer. 

Efter Double-triumfen var Platt mæt. Han agerede spillende manager i to sæsoner i Nottingham Forest – meget mere manager end spiller – men det blev ikke den store succes. 

Siden arbejdede David med det engelske U-21 landshold, og han har været coach i Manchester City og jobbet som ekspert i medierne.