Det er ikke altid helt let for en succesrig sportsmand at omstille sig til en privat tilværelse uden for offentlighedens rampelys, når karrieren går på hæld. 

Der er desværre mange eksempler på, at metamorfosen fra stjernespiller til anonymt nummer i beskæftigelseskøen har medført tunge skæbner. 

Men der findes også eksempler på aktører der har haft held med mangesidede talenter. Dette er historien om landsholdsspilleren Colin Grainger, der mødte en mur af skader, men åbne døre i (andre dele) af underholdningsbranchen. 

Venstre wing med fut i

Colin blev født i en lille by i Yorkshire i 1933. Familien var fuldkommen fodboldtosset og knægten spillede på gader og stræder i alle sine vågne timer, når han ikke sad og kedede sig i skolen. Som 15-årig kom han i lære som mekaniker til den fyrstelige sum af 1 £ om ugen. Det var hverken til at le eller græde ad. Men den walisiske 3. divisionsklub Wrexhams scout opdagede Grainger på et ungdomshold i Barnsley, og gav ham en lærlingekontrakt til 5 £ om ugen i 1950. 

Colin var et kæmpetalent. Han var lynhurtig, dribleglad og fuld af finter og gå-på-mod. Og så sparkede han stilfuldt med venstreskøjten, så han blev placeret som venstre wing, hvilket blev hans naturlige position. 

Selv om krigen for længst var overstået, så fastholdt Storbritannien længe en værnepligt på 3 år. Den unge elegantier blev indrulleret som basse i infanteriet, og det stak selvfølgelig en alvorlig kæp i hjulet for den ellers lovende fodboldkarriere. Colin fik ikke trænet ret meget, og i militærtjenesten fik han adskillige skader, hvilket senere blev en tilbagevendende pestilens. Men da han endelig blev demobiliseret i 1953 – og med kun 5 sølle ligakampe for Wrexham i bagagen – lokkede Sheffield United med en, i forhold til datidens normer, fin kontrakt der ramte maksimumloftet på 20 £ om ugen. 

Colin skiftede til The Blades og fik et kometagtigt gennembrud. Sheffields manager, Reg Freeman, havde en fast tyrkertro på Grainger, og den hurtige wing skuffede ikke. Faktisk imponerede Colin så markant, at han blev udtaget til det engelske landshold og fik 6 ”caps” i 1956. Højdepunktet var så absolut da selveste Brasilien kom på besøg og konfronterede Three Lions på Wembley. 

Drev gæk med Djalma Santos

Det var første gang i historien, at de to fodboldgiganter tørnede sammen, og 97000 tilskuere fik et brag af en venskabskamp. Brasserne havde endnu ikke fundet VM-formlen, der skulle give dem verdensmesterskabet to år senere, men profiler som fantommålmanden Gilmar, angriberen Didi og de to backs Djalma og Nilton Santos var med hos de kanariegule. England var også i fremgang efter køllebankene mod Ungarn nogle år tidligere. Med Billy Wright, Stanley Matthews, Tommy Taylor og Johnny Haynes kunne englænderne mønstre et uhyre seværdigt mandskab. Grainger spillede en strålende kamp og løb godt og grundigt rundt med Djalma Santos. England sejrede med 4-2 og Colin scorede to gange. En verdensstjerne var født! 

Desværre blev den mindeværdige brasserkamp kulminationen på Graingers lovende karriere. Den ene skade fulgte den anden, og Sheffields manager, Reg Freeman, der havde taget Colin under sine vinger, døde pludseligt af kræft. The Blades var i økonomisk uføre og Colin blev, mod sin vilje, solgt til Sunderland. Han fik – pivulovligt – 300 £ under bordet for at flytte til Roker Park. 

Trods 120 ligakampe for Sunderland blev det ikke noget lykkeligt ”ægteskab”. Grainger havde stiftet familie, men befandt sig dårligt i Sunderland. Holdet var præget af interne magtkampe, og Colin var plaget af skader. I 1960 kom det så vidt, at han nægtede at spille. 1-mands arbejdsnedlæggelsen blev taget ret ilde op i den traditionelt ret konservative sportspresse. Colin fik en transfer til Leeds, men karrieren sang på sidste vers. I stedet fik han en uventet chance for at synge et nyt vers. I bogstavelig forstand. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Optrådte med The Beatles

Colin var simpelthen blevet ”opdaget” af kreative folk i musikbranchen, der fandt ud af, at den charmerende og populære dribler havde en fin, blød croonerstemme. I 1958 indspillede han sin første singleplade, og det viste sig hurtigt, at det nye erhverv var langt mere økonomisk lukrativt end at spille fodbold. Således kunne Colin indkassere 250 £ for et enkelt ”gig”, altså en væsentlig ”lønforhøjelse”. 

Den nybagte smørtenor kom i fjernsynet og blev popidol. I 1963 optrådte han til en koncert sammen med The Beatles, der netop havde lanceret Please Please Me og Love Me Do. Aviserne kaldte ham ”The Singing Winger”. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Parallelt med Colins opstigning som sanger, faldt hans fodboldkarriere sammen. Han spillede en tid for Port Vale og Doncaster, og endte til sidst med at være venstre wing i en klub med det rammende navn ”Wooley Miners Welfare”. Fysikken holdt ikke til mere, men på musikscenen var han holdbar frem til 1970, hvor moden og stilen skiftede, og der ikke længere var plads til en pæn og velpoleret crooner á la Nat King Cole. 

Den syngende wing lagde sangen på hylden og hengav sig til et stille familieliv i Skelmanthorpe i Yorkshire. Han gik bort som 89-årig i 2022.