Det var en lun dag i slutningen af juni 1975. Jeg var 5 år. Danmark skulle spille landskampen i Idrætsparken, og min far tog mig med.

Jeg husker de mange mennesker uden for stadion og flagsælgeren med Dannebrog i papirudgave og så de hvid-blå finske flag som jeg syntes var vældig flotte. Min far ville dog ikke købe et til mig; ”Er du tosset, vi skal da ikke sidde med et finsk flag. Folk tror jo at vi holder med dem”. Det gjorde vi jo heller ikke.

Så snart venskabskampen var gået i gang, diverterede jeg med en række slagudtryk, som jeg kendte fra Fælledparken og Grønnemosen og sådanne steder, hvor jeg havde været med til fodboldkampe fra jeg lå i barnevogn: ”Pas på ryggen!”, ”aflevér, for fanden!”, og ”Offside dommer, vågn op!”, og mere i den dur.

Helt uden kontekst med dét der foregik på banen. Det syntes tilskuerne vist var ganske sjovt, og jeg har næppe generet ret mange, for lægterne var temmelig tomme. Blot 13600 publikummer var mødt op til et opgør i den nordiske mesterskabsturnering, som de fleste på det tidspunkt fandt temmelig ligegyldig.

Det gjorde spillerne åbenbart også, for landstræner Rudi Strittich havde kun formået at få lokket 2 udlandsprofessionelle aktører med. Det var Heino Hansen fra St. Pauli og Ole Bjørnmose fra Hamburger SV. Sidstnævnte var så afgjort den jævnt kedelige kamps bedste spiller.

Med suveræn klasse styrede han midtbanen, og var manden bag de to fuldtræffere der gav danskerne årets eneste landskampsejr. Først scorede han et fint mål på egen hånd, og i slutfasen bankede han bolden i brystet på den finske forsvarsspiller Erkki Vihtilä, hvorefter kuglen røg i rusen bag keeperen med det svensk/tysk-klingende navn, Göran Enckellmann.

Som mange af de andre landskampe i Strittichs æra, var opgøret ret humørforladt. Men Bjørnmose var oplevelsen. Set i bakspejlet skulle der have været mange flere af den slags i rød-hvidt for Ole.

Pålidelig midtbanemand i Bremen

Ole Bjørnmose blev født på denne dag i 1944. Hans barndomsklub var Nr. Aaby, og han var en stilfærdig og seriøs type, der forholdsvis sent kom i et topfodboldmiljø.

I 1966 skiftede han, som 21-årig, til B.1909, og så gik det til gengæld stærkt. Efter 2 kampe på U-21 landsholdet og blot 12 optrædener for 09’erne var der bud fra udlandet. Den elektrikeruddannede angriber skrev kontrakt med Werder Bremen, der i forvejen havde en anden fynbo, John Danielsen, i spillertruppen.

Ole blev udvist i sin sidste kamp for B.1909 (i et lokalopgør mod B.1913), og aviserne skrev, at han måtte lære at styre temperamentet når han blev konfronteret med det hårde spil i Bundesligaen. Det gik nu ret nemt, for Bjørnmose var lærenem og målrettet.

I Bremen blev han hurtigt omskolet til central midtbanespiller, og med sit gode overblik og arbejdsomme indstilling var han reelt brugbar på stort set alle pladser. Det blev til 137 ligakampe for Werder, inden HSV foranledigede et klubskifte i 1971.

Rekordmand i Bundesligaen

I Hamburg blev Bjørnmose nøglespiller på et mandskab med et stort potentiale. Efter nogle års tilløb blev Elbens Perle, med spillere som Rudi Kargus, Manni Kaltz, Peter Nogly, Georg Volkert og Willi Reimann, nummer 4 i ligaen i 1975 og nummer 2 i 1976.

En pokaltriumf i 76 blev kronen på værket. Finalen blev vundet med 2-0 over Kaiserslautern, og Bjørnmose, der i dagens anledning var placeret på sin gamle position i angrebet, scorede 2-0-målet.

Også i UEFA Cup turneringen viste danskeren tårnhøjt niveau. HSV slog i 1. runde schweiziske Young Boys ud med samlet 4-2. Bjørnmose scorede et af de tyske mål. Og i 2. runde gik det ud over Røde Stjerne Beograd, der på det tidspunkt havde et uhyre stærkt hold.

Ole skaffede hamburgerne 1-1 med en scoring på udebane, og i returen sejrede nordtyskerne med hele 4-0. I tredje runde overvandt HSV FC Porto med 3-2 samlet, og i kvartfinalen polske Stal Mielec med stjernen Lato (2-1).

I to tætte semifinaler blev Birger Jensen og FC Brugge Bjørnmoses banemænd, idet belgierne vandt på et sent selvmål af Manfred Kaltz.

I Oles sidste sæson i 1976-77 sluttede HSV som nummer 6. Klubben vandt Europa Cup turneringen for pokalvindere, men på det tidspunkt havde danskeren mistet sin plads på holdet. Samlet spillede Bjørnmose 186 Bundesligakampe for HSV, hvilket tilsammen med hans optrædener for Werder giver en total på 323 (52 mål). Det var rekord for en udenlandsk spiller i tysk topfodbold i tre årtier.

På landsholdet fik vi alt, alt for lidt ud af fynboen. Da DBU åbnede for at de professionelle fik adgang til det nationale mandskab i 1971, medvirkede Ole i den allerførste landskamp med det reviderede dogme.

Det blev imidlertid til et skuffende 5-0-nederlag i Portugal. Det var ikke nemt at få fri til landsholdet, og i alt blev det blot til 14 landskampe. Den sidste var VM-kvalifikationsopgøret i Idrætsparken i 1977, hvor Polen dræbte den danske VM-drøm ved at tilføje Kurt Nielsens udvalgte et 2-1-nederlag.

Ole tjekkede stilfærdigt ud af elitefodbolden og spillede seriebold i Fredericia KFUM og derefter i barndomsklubben Nr. Aaby.

Han gik bort som kun 62-årig i 2006.

Der er behov for forandringer: Her er tre bud på en ny cheftræner i Chelsea