61 år i dag.

Der er øjeblikke hvor spillere ryger ind i en voldsom skade, der brænder sig uigendriveligt fast på nethinden og sidder traumatisk fastfrosset for det indre blik.

Allan Simonsens brækkede ben i EM-slutrunden i 1984 er et eksempel. Dén knasende tackling fik hårene til at rejse sig i nakken og koldsveden til at springe frem, som havde man set en modbydelig gyserfilm, og ikke en landskamp på tv.

Men det måske allermest triste og uhyggelige skadesmoment var Henrik Andersens frygtelige knæskade i 1992. Man væmmedes og græmmedes. Og hvor man følte med den stakkels back, der netop da var på toppen af sin internationale karriere. Ligesom med Simonsen blev det aldrig helt det samme.

En Amagerdreng i Bruxelles

Et enkelt sekund kan ændre et helt karriereforløb. Henrik Andersens startede i Fremad Amager, hvor han fik debut allerede som 16-årig i 1981. Også på U-21 landsholdet – som den yngste nogensinde. Talentet var til at få øje på.

Året efter droppede den store, lyskrøllede forsvarer ud af gymnasiet på grund af skoletræthed, og da RSC Anderlecht kom med et tilbud, slog talentet til.

”Det var jo bedre end at gå rundt på Amager uden at lave noget. Tænk, 14 dage efter at jeg havde afleveret mine skolebøger, kom mit livs chance. Det kunne jeg ikke sige nej til”, sagde Andersen i et interview med Aktuelts Hans Jensen i 1983.

På det tidspunkt kæmpede danskeren indædt for at trænge sig ind på førsteholdet i den belgiske storklub. Først to år senere lykkedes det definitivt. Stædighed, stolthed og en gennemseriøs professionel indstilling var de karaktertræk, der banede vejen. Anderlecht-mentoren Morten Olsens aftryk var tydeligt.

Gennembruddet i Belgien vakte genlyd i landsholdssammenhæng. Sepp Piontek udtog for første gang Henrik Andersen til en testkamp mod DDR i Idrætsparken i maj 1985.

Kampen fungerede som en slags opladning til det store brag en måned senere på Grundlovsdag mod Sovjet. Danmark vandt med 4-1 over østtyskerne, og Andersen fik en så lovende debut som venstre back, at landstræneren gav ham genvalg i truppen til Sovjetopgøret. Her kom den talentfulde forsvarer på banen i slutfasen i stedet for klubkammeraten Frank Arnesen.

Siden banede solide indsatser i træningskampene op til VM i Mexico vejen for en plads i Pionteks startopstilling i slutrundekampene mod Uruguay, Vesttyskland og Spanien. Andersen spillede med stor autoritet og pondus. Ikke mindst i fremstødene på flanken.

Desværre ødelagde skader det meste af 1987, men året efter fik Andersen comeback i Anderlecht og på landsholdet.

Tre stærke venstre backs

Venstre back positionen har ofte været lidt tynd i landsholdssammenhæng. Man har ikke sjældent måttet ty til at benytte en højrebenet spiller på pladsen for at få fyldt op.

Et lille land som Danmark har ikke overflod af venstrebenede talenter. Men det havde vi faktisk omkring 1989-90. Endda i helt usædvanlig grad. På en og samme tid konkurrerede Henrik Andersen, Jan Heintze og Jan Bartram om pladsen som wingback i venstre side.

Sepp Piontek forsøgte sig med at benytte to på samme tid. En lidt bagved den anden. Men konkurrencen var knivskarp, og det var uomgængeligt at mindst én superb forsvarsspiller måtte udelades. Heintze og Bartram forekom at være et lille skridt foran Andersen.

Men da Richard Møller Nielsen tog over, ændrede det billede sig totalt. Den nye landstræner kom ret hurtigt på kant med Jan Bartram. Og forholdet til Jan Heintze blev med tiden også ret dårligt, for Ricardo mente tydeligvis, at Henrik Andersens stærke fysik gav ham et vigtigt fortrin i kampen om pladsen. Det ville Heintze ikke finde sig i, og så var de tre klassekandidater reduceret til en.

Skrækskaden

I 1990 foretog Henrik Andersen et stærkt klubskifte. FC Köln og træner Christoph Daum hentede danskeren efter 8 år i Bruxelles, og Andersen fandt sig godt til rette i den ambitiøse Ruhrklub, hvor han blev klubkammerat med den tidligere B.1909’er Jann Jensen.

I modsætning til i Anderlecht, hvor Henrik Andersen havde medvirket til tre belgiske mesterskaber og to pokaltriumfer, kom der ingen trofæer i skabet i Köln. Men gedebukkene var med i toppen af Bundesligaen hvert år, og var i finalen i den tyske pokalturnering i 1991, hvor Werder Bremen sejrede efter en straffesparkskonkurrence, hvor Kölnstjernen Pierre Littbarski brændte det afgørende forsøg.

Richard Møller Nielsen trak på det tidspunkt den intelligente Brøndbyspiller Kim Christofte ind på landsholdet, og foretrak ham frem for Henrik Andersen.

Men til EM-slutrunden i Sverige blev der plads til dem begge. Henrik Andersen spillede da sine måske allerbedste landskampe i opgørene mod England, Sverige, Frankrig og Holland.

Indtil et hændeligt sammenstød med Marco van Basten nærmest flækkede stakkels Andersens knæskal. Han måtte bæres ud under de forfærdeligste smerter, og oplevede fejringen af EM-triumfen på en båre med benet fikseret i en gipsslynge.

Köln ventede tålmodigt på den skadede back, og forlængede den oprindelige treårige kontrakt i flere omgange. Et comeback i 1993 blev standset af en korsbåndsskade, og endnu et comeback året efter blev fulgt af andre skader.

Det blev til en enkelt landskamp i 1994 mod Finland, men derefter var der ikke længere bud efter den uheldige helt på landsholdet. I 1996 kæmpede han sig endnu en gang tilbage til sin metier og erobrede en plads på Kölns hold. Men nye skader satte en endelig stopper for karrieren i 1998.

Siden har Henrik Andersen arbejdet som agent og scout i Belgien og Tyskland.

Meritter:

30 landskampe, 2 mål.
Klubber: Fremad Amager, Anderlecht, FC Köln.

Triumfer:
1985 Belgisk mester
1986 Belgisk mester
1987 Belgisk mester og pokalvinder
1989 Belgisk pokalvinder
1992 EM-guld (skadet inden finalen)

Der er behov for forandringer: Her er tre bud på en ny cheftræner i Chelsea