Annonce
Annonce

Otte danske fodboldspillere omkom i flyulykke: 19-årigt stortalent fra Frem var blandt ofrene

31.10.2026 Kl. 12:00
Født på denne dag i 1940.

Ib Eskildsen var en ualmindeligt talentfuld højre back, der debuterede for sin klub, Boldklubben Frem, som kun 18-årig i 1959.

Der blev lagt mærke til den unge forsvarer med det lyse hår. Både i DBU-regi og i pressen.

I 1960 spillede Ib to kampe på KBU’s unionshold, og han erobrede en fast plads på Frems hold. I maj fik han et brag af en debut på det danske U-landshold.

Ivan Jessens talenter moste Norge med hele 4-0 i Stavanger. Tommy Troelsen dirigerede den danske offensiv, og B.1913’eren Kjeld Petersen scorede et vaskeægte hattrick. Poul Bilde, der på det tidspunkt spillede i Randers Freja (senere Vejle) lukkede festen. Defensiven blev klogt styret af KB’s Niels Møller, og Ib Eskildsen dannede backpar med den senere udlandsprofessionelle Kaj Johansen (OB). Med for Danmark var også de to B.93’ere, Bent Jørgensen og Bjarne Eklund.

Tragedien

I juli 1960 blev Ib udtaget til en testkamp før OL-slutrunden mellem B- og U-landsholdet i Herning. De to klubkammerater Søren Andersen og Erik ”Manne” Dyreborg blev også udtaget.

Ib Eskildsen.

For Søren Andersens vedkommende var det ikke lysten der drev værket. Angriberen havde fødselsdag på selve kampdagen, og han var ikke på tale til Arne Sørensens OL-trup.

Allerede ude i Valby til den sidste træning, luftede han sin manglende lyst til at tage af sted. Angriberens motivation til at fejre fødselsdag i Herning var til at overse. Den tidligere verdensklasseforward John Hansen var holdleder og kæmpe klubikon i Frem, og han overtalte Søren til at tage med: ”Du repræsenterer jo Frem, og desuden er det godt for Ib, at du er med”.

Ib, Søren og Erik Dyreborg tog så til Kastrup Lufthavn om eftermiddagen den 16. juli 1960. Men de nåede ikke til Herning, for dagen er gået over i historien som den sorteste i dansk fodbold nogensinde.

Den frygtelige ulykke

DBU havde chartret to De Havilland fly af redningsselskabet Zonen. Der skulle 9 mand plus generalsekretær Erik Hyldstrup med det første fly, men da spillerne ankom i sjaskende regnvejr, gav piloten en kontramelding. Flyet var overbelastet med spilletøj mm., og Hyldstrup besluttede, at han og Erik Dyreborg måtte tage fly nummer to. Her befandt de to førnævnte B.93’ere, Bent Jørgensen og Bjarne Eklund sig, sammen med køgenseren Hans Andersen.

Det første fly fik tilladelse til take-off, men efter nogle få minutter modtog piloten i det andet fly en urovækkende meddelelse fra flyledelsen. ”De andre har lidt problemer”, lød det. ”De er kørt i vandet”. Piloten slog det hen i sjov: ”Det kan være at de får våde fødder”, sagde han. Men det viste sig at være en stærk underdrivelse.

8 landsholdsspillere omkom

Det viste sig nemlig, at ulykkesflyet var i alvorlige navigationsproblemer lige fra takeoff. Piloten, Stig Vindeløv, var ikke i stand til at orientere sig, da maskinen ikke var udstyret med vinduesvisker. I den kraftige regn måtte han forlade sig på gyroskopet der måler afstanden mellem horisont og overflade. Men noget gik galt, og flyet vendte om på ryggen og styrtede ned med fuld kraft. Det landede i Øresund på få meters vand og kun 50 meter fra kysten.

Spillerne sad fastklemt og kvæstede, og de druknede da det ødelagte fly tog vand ind. Da redningsmandskabet nåede frem, var kun KB-målmanden Per Funch Jensen og piloten i live. Per var så kvæstet at han ikke stod til at redde, og han udåndede på Rigshospitalet. Piloten Stig Vindeløv overlevede, men fik bl.a. amputeret det ene ben.

Redningsfolk og frivillige ved flyvraget.

De 8 var:

Erik Pondal ”Pons” Jensen var, med sine 29 år, den ældste og mest rutinerede. Han var fra Akademisk Boldklub og havde spillet 20 landskampe for Danmark. Den uhyre vellidte ”Pons” var ikke udtaget til den danske OL-trup, men var anfører for B-landsholdet. To dage før ulykken gennemgik han en personlig tragedie, da hans mor pludseligt døde. Enhver havde kunnet forstå hvis AB’eren havde valgt at melde afbud til den, for ham, udsigtsløse tur til Midtjylland. Men som den loyale og pligtopfyldende sportsmand og forbilledlige kammerat han var, tog han alligevel med i flyveren den 16. juli fra Københavns Lufthavn i Kastrup.

Per Funch Jensen fra KB var blot 21 år og et af dansk fodbolds største målmandstalenter gennem tiderne. Trods sin unge alder havde Funch allerede repræsenteret nationen i 4 landskampe. Han var udtaget til den danske OL-trup før tragedien. Han gik i døden med to nære kammerater.

20-årige Arne Karlsen fra KB havde spillet 3 landskampe og var, ligesom Funch Jensen, udtaget til OL.

Karlsen var et blændende talent som forsvarsspiller.

Kurt Krahmer var endnu et strålende fodboldtalent fra KB. Han benævntes på det tidspunkt som en verdensklassespiller in spe. Han havde endnu ikke repræsenteret Danmark på A-landsholdsniveau da han omkom. Kurt blev 21 år.

Der findes en mindre mindeplade for de tre KB’ere i KB-Hallens kontorområde.

Børge Bastholm Larsen fra Køge Boldklub fulgtes med sine kammerater fra København. Bastholm havde spillet 11 A-landskampe og var udtaget til OL-truppen (ligesom Per Funch Jensen og Arne Karlsen). Backen, der arbejdede ved toldvæsenet i Køge, blev 29 år.

Erling Spalk fra Ikast var den 8. spiller. Den unge forsvarsspiller aftjente værnepligt på Sjælland, og har formentligt glædet sig usigeligt til at repræsentere et dansk landshold for første gang på sin egen hjemegn. Erling blev kun 19 år.

Frem’erne blev begravet sammen

Søren Andersen og Ib Eskildsen fra Boldklubben Frem.

Angriberen Søren Andersen var udtaget til B-landsholdet. Han døde på sin 23-års fødselsdag.

Forsvarsspilleren Ib Eskildsen var udtaget til U-landsholdet. Han blev blot 19 år gammel.

Ib og Søren blev begravet sammen på Vestre Kirkegård. Der findes i Boldklubben Frems klubhus en mindetavle for de to Frem’ere.

Mindesmærke for De 8

Københavns Borgerrepræsentation besluttede i 2025, at der skal opføres et mindesmærke for De 8.

Der blev afsat 1,4 millioner kroner til mindesmærket, der bliver realiseret i Valby Idrætspark i juni 2027.

Den fodboldhistoriske forening, Gandil-Selskabet, initierede tanken og ideen om mindesmærket. Formanden Michael Kjærbøl udtalte i den forbindelse: ”Tingsliggørelsen af fortiden er essentiel for, at begivenheden kan forblive en del af vores kollektive hukommelse. Den nationale tragedie bør aldrig gå i glemmebogen. Valby Idrætspark er en fremragende lokation. Der emmer af fodbold, historie og talentudvikling, og det er et sted, hvor fortid, nutid og fremtid mødes. Desuden var to af de omkomne fra Boldklubben Frem”.

Det er kunstnerduoen Bank & Rau der forestår den kunstneriske udførelse.

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce