
Han knuste AGF’s gulddrømme med ét hovedstød - nu fylder Brøndby-legenden 63 år
Den 12. maj 1996. En dato der står klart i erindringen hos mange danske fodboldfans. Især dem som holder med Brøndby og AGF.
De Hviie’ ligger til at vinde det danske mesterskab, hvis BIF kan besejres på Aarhus Stadion. Med blot et kvarter tilbage af en tæt og medrivende kamp, går det AGF’s vej. Med en føring på 3-1 kan det århusianske publikum næsten lugte guldet. Brøndby lægger et desperat pres og det lykkes at fremtvinge en reducering af Ebbe Sand. Nervøsiteten griber om sig. Både på lægterne og på banen. Men AGF står imod. Helt ind i overtiden.
Et hjørnespark giver en sidste mulighed for de gul-blå fra Vestegnen. Keeper Mogens Krogh går med frem og er tæt på at komme til en afslutning. Bolden stryger ud i AGF’s højre forsvarsside, hvor det lykkes gæsterne at holde den i spil. Krogh kunne have stormet tilbage, men vælger at blive inde i boksen. Endnu et indlæg sejler ind over, Krogh går i luften og header kuglen ind i hjemmeholdets net, utagelig for kollegaen Lars Windfeldt. Sikke en udvikling og afslutning. Et drama på den store klinge. Brøndbyspillerne kaster sig om deres målmand i eufori og hjemmetilhængerne står som ramt af en akut lammelse. Brøndby bliver mestre.
Krogh’en
Mogens Krogh fylder 63 år i dag.
Guldmålet står den dag i dag som et højdepunkt i en flot karriere, der først og fremmest handlede om at forhindre scoringer. Det gjorde han ganske godt.
Mogens er født i Hjørring og spillede ungdom i Horne KFUM og Tårs-Ugilt. I starten af 1980’erne kom han på kontrakt i Ikast FS, hvor man ellers mest havde haft udenlandske målmænd i betalingsfodboldens barndom (Pertti Alaja og Andy Pape). Men uldjyderne valgte at satse på den høje og reaktionsstærke unge keeper. Han havde debuteret i landsholdssammenhæng i 1979, mens han endnu spillede i Tårs-Ugilt, på U-17 landsholdet med en 5-3-sejr over Island. De danske mål blev ved den lejlighed scoret af Steen Byberg Jensen fra Hvidovre, Torben Olsen fra B.1903 og en ung koldingenser, Jan Mølby.
Siden blev det til 10 kampe for U-19 landsholdet og 8 på U-21. Sidstnævnte blev coachet af Richard Møller Nielsen, men ikke med den store resultatmæssige fremgang, for Mogens Krogh og co. vandt ikke en eneste af de 8 opgør.
Stort portræt af Ricardo: Han vandt EM – men blev aldrig kåret som Årets Træner i Danmark
I 11986 kom Krogh med på ligalandsholdets træningstur til Arabien, og siden blev han fast inventar på de årlige rejser med de bedste hjemlige aktører. Hele 18 ligalandskampe opnåede Mogens, på destinationer som Indien, De Forenede Arabiske Emirater, USA, Hong Kong, Canada, Bangkok og Californien.
I skyggen af en kæmpe
I 1991 solgte Brøndby IF Peter Schmeichel til Manchester United, og Mogens Krogh blev købt i Ikast som afløser. Det skulle vise sig at være en god disposition, for Krogh opnåede hele 464 kampe for BIF (og 1 mål – et vigtigt ét), 4 mesterskaber og to pokaltriumfer. Dermed indskrev han sig i historien som en af de helt store legender på Vestegnen.
På A-landsholdet blev det Mogens’ skæbne at stå i skyggen af den bedste vi nogensinde har haft i buret; Peter Schmeichel. Det var årsagen til, at det kun blev til 10 landskampe. Han sad på bænken hele 43 gange, bl.a. i forbindelse med flere slutrunder, således også EM i 1992.
I 1995 fik han chancen ved King Fahd Cup i Saudi Arabien, hvor han stod blændende og i høj grad medvirkede til at slå Mexico på straffesparkskonkurrence i semifinalen og derefter Argentina (2-0) i finalen.
Efter den aktive karriere har Mogens arbejdet i forskellige funktioner i Brøndby IF, og han har været sportsdirektør i bl.a. Hvidovre og Næstved. Lige nu træner han fødebyen Hjørring IF i serie 1.

















