Man skal ikke lede særligt længe i britiske aviskilder fra anden halvdel af 1960’erne for at danne sig et sikkert billede af fynske Kaj Johansens omdømme og ry i skotsk fodbold i den periode. Den danske højre back fremhæves igen og igen som en helt – ”a hero”, ”a king” – og en spiller af helt uvurderlig betydning for storklubben Glasgow Rangers. 

Storklub er en retvisende term. Rangers vandt ganske vist ingen mesterskaber i Johansens tid i den protestantiske del af Glasgow, men internationalt var toppen af skotsk fodbold på et højt niveau. Det taler resultaterne i Europa Cup turneringerne deres tydelige sprog om. Desværre for danskeren sad Celtic fra det katolske segment i den skotske storby solidt på det skotske mesterskab. 

Banebrydende back-rolle

Da OB’eren Kaj Johansen fra Korsløkke kom på det danske landshold i 1962, var det som noget af en nyskabelse i dansk fodbold. Via tv-udsendelserne fra verdensmesterskaberne i 1958 havde fodboldfolket ved selvsyn konstateret at de fabelagtige brasilianere spillede med konstruktive angrebsbacks. Det var helt uhørt i dansk fodbold hvor den helt almindeligt udbredte opfattelse var at backs skulle tackle og sparke væk, og bakke op om deres centerhalf. At vove sig frem over midterlinjen kunne der ikke være tale om. 

Kaj Johansen blev imidlertid så inspireret, at han omskolede og redefinerede sig selv fra en rolle som højre wing til højre back – wingback. Kunsten var at være i stand til at medvirke i det opbyggende angrebsspil med løb op ad linjen, uden at svigte de defensive pligter. I stedet for at stå som passiv oppasser af modstandernes venstre wing tiltog backen sig initiativet. Som konsekvens måtte modstanderne trække flere folk tilbage for ikke at komme i undertal på flanken, og backen kom til at diktere modspillerens placering – ikke omvendt. 

Fænomenet blev modtaget med nysgerrighed og skepsis. Det var eksotisk med sådan en moderne udgave af en forsvarer, men de fleste mente nok at det var alt for risikabelt. Til Kaj Johansens held blev Poul Petersen landstræner i 1962. Europa-Poul havde selv været en meget tidlig og rebelsk udgave af en højre back, og han har garanteret set noget af sin egen vision manifesteret i den måde som fynske Johansen fortolkede spillet. 

Kaj debuterede i juni 1962 mod Norge og det blev en bragende succes. Danmark vandt 6-1 og Poul Petersen havde i det hele taget en virkelig lovende første sæson som landstræner. Kaj Johansen medvirkede i høj grad med stærke indsatser i kampene mod Malta (også 6-1), Hollandske Antiller (3-1), Finland (atter 6-1) og endelig mod stærke Holland der blev besejret med 4-1. Året efter var Kaj Johansen fast inventar på det danske landshold der kvalificerede sig til EM-slutrunden i Spanien. Det skete dog med lodder og trisser og absurd lodtrækningsheld, og det friske offensive spil var desværre afløst af fokus på defensiv struktur og kollektiv fight. 

Great Dane i Glasgow

Kaj Johansen havde gjort så fornemt opmærksom på sig selv, at muligheden for at blive professionel dukkede op. Det var et særsyn at danske forsvarsspillere var attraktive og interessante for udlandet, men Johansens spil var altså også af en noget speciel kaliber. Den lille skotske klub Morton Greenock havde succes med at hente dygtige (og billige) danske fodboldspillere til havnebyen nordvest for Glasgow. Efter en særdeles fin sæson i Morton havde Kaj Johansen profileret sig så stærkt, at han blev købt af Glasgow Rangers. Johansen blev dermed den anden danske spiller på Ibrox, efter legendariske Carl Skomager Hansen i starten af 1920’erne. 

Rangers havde internationalt stærke spillere som Ronnie McKinnon, ”Wee” Willie Johnstone, Davie Wilson og klublegenden John Greig hvis statue i dag står foran Ibrox Stadium. 

Starten var vanskelig. I Morton havde Johansen kunnet spille sit eget spil, som den offensive wingback, som det passede ham. Men i storklubben var der ikke begejstring til at begynde med over denne moderne tilgang. Efter en Celtic-kamp hvor den livlige venstre wing John Hughes fuldkommen løb rundt med danskeren, røg han på bænken i en periode, hvilket afstedkom overvejelser om at søge en transfer. Men Rangers havde en generelt forfærdelig sæson og manager Scott Symons valgte at give plads og rum til nytænkning. Måske var Johansens risikovillige stil ikke så tosset. Rangers skulle jo kunne dominere langt de fleste kampe i ligaen, og med en angrebsback havde man en mulighed for at skabe overtalssituationer, selv om modstanderne primært forsvarede. Johansen fik tillid og voksede smukt ind i den rolle som han selv foretrak. 

Gennembruddet kom – med eftertryk – i den skotske pokalfinale i 1966. Kaj Johansen scorede det afgørende mål i omkampen mod Celtic på Hampden Park og blev dermed en ”all-time Glasgow Rangers hero”. Danskeren blev endda kåret til Årets Spiller i klubben af Rangers’ fans. 

Vilde internationale opgør

Titlen banede vejen for en europæisk kampagne. I anden runde løb Rangers ind i Borussia Dortmund. I den første kamp på Ibrox var Kaj Johansen igen på pletten med et af sine i alt 9 mål for Rangers og bragte hjemmeholdet foran. Trimholdt skabte balance i regnskabet, men på en besynderlig facon: Midt i et Dortmund-angreb løb forwarden Siggi Held ud bag baglinjen for at undgå at komme i off-side position. Da bolden efter en forsvarsblokering så røg over til ham trådte tyskeren så ind på banen og lagde den ind til sin angrebskollega der stod fri foran mål, mens Rangers’ forsvar stod og ventede på dommerens fløjte. Den lød da også, men det var for mål. En sammenbidt og djævleblændt skotsk offensiv fulgte. Angreb på angreb og masser af høje indlæg satte gæsterne under hårdt pres. Et kvarter før tid kom den forløsende scoring, da den høje forward Alex Smith headede en høj aflevering i kassen. Målet viste sig at være tilstrækkeligt, for skotterne klarede 0-0 på stadion i Westfalen med en jættestærk defensiv indsats. 

I kvartfinalen blev dramaet imidlertid bragt til nye højder. Spanske Real Zaragoza havde slået Everton med verdensmesteren Alan Ball ud efter to intense kampe. Holdet fra Aragonien havde på det tidspunkt en sand storhedstid. Publikum på det stemningsmættede La Romareda kaldte deres team Los Magnificos. De vandt to bronzemedaljer på 8 år mellem 1961-68 og var hvert år mellem de fem bedste i den spanske liga. De vandt to pokaltitler og endda UEFA Cuppen i 1964. Rangers viste imidlertid klassen og sejrede med 2-0 på Ibrox. 

Under heftigt pres i Zaragoza måtte Johansen og co. til gengæld indkassere et tilsvarende nederlag. Med 2-2 samlet var man jo nu om dage gået til straffesparkskonkurrence. Måske ikke en optimal sportslig løsning, men dog en sportslig én af slagsen. Dengang afgjorde en lodtrækning – et simpelt møntkast – hvem der fik adgang til den europæiske semifinale. Det blev skotterne. I halvfinalen slog Rangers Slavia Sofia fra Bulgarien med samlet 3-0 og var dermed klar til den store europæiske finale der blev spillet i Nürnberg. 

Første dansker i Europa Cup finale

Modstanderen var – desværre for skotterne og Kaj Johansen – Bayern München. Spillestedet for finalekampen bliver jo altid afgjort et år i forvejen, og der er naturligvis altid en risiko for at det valgte stadion kommer til at favorisere den ene part. Det kan man vel roligt påstå var tilfældet her i 1967. Nürnberg Städtisches kom til at agere halv hjemmebane for det unge fremadstormende Bayern-mandskab, som europæisk fodbold siden skulle komme til at se meget mere til. ”Cik” Cajkovski var ved at opbygge et enestående team i München, og de vigtigste brikker i fundamentet var allerede på plads. Sprællemanden Sepp Maier i målet, den geniale libero ”Kaiser” Franz Beckenbauer som forsvarsgeneral og spilopbygger i ét og samme, og målmageren over alle, kanonkongen Gerd Müller i angrebet. 

Opgøret blev egentlig et antiklimaks. Bayern var endnu for uprøvede og uerfarne til at sætte sit senere så markante præg på spillet. Rangers virkede hæmmede og nervøse. Det blev en kamp på fight og nærkampe, og Kaj Johansen fik ikke mange lejligheder til at støde med frem i sin velkendte wingback stil. Tværtimod havde skotterne nok at gøre med at forsvare, og Johansen måtte et par gange spille med musklerne og begå et par grove frispark. En tæt og chancefattig – og ganske kedelig fodboldkamp – fandt sin afgørelse, da Franz ”Bulle” Roth i den forlængede spilletid udnyttede en løs chance og lobbede bolden over Rangers-målmanden Ronnie Martin. 

Manager Symon havde understreget sin defensive tilgang til opgøret ved at vælge forsvarsspilleren Roger Hynd som targetman, fremfor den normale angriber, Alex Willoughby. Hynd brændte kort før tid Rangers’ eneste store chance i den ordinære spilletid, og Glasgowholdet kunne altså ikke leve op til Celtics Europa-triumf i Lissabon, som Jock Steins drenge havde sikret blot 6 dage inden finalen i Nürnberg.  

I 1970 stoppede Kaj Johansen i Glasgow. Allerede i danskerens tid i OB havde han fået lidt af et ry for at være en iværksætter. Han var uddannet i herreekvipering, og i sin tid i Skotland købte han en pub i Glasgow og en på Costa del Sol. Da karrieren endte, var Spanien derfor det naturlige sted at bosætte sig. Desværre gik forretningen ikke så godt, og Johansen valgte i stedet at ernære sig som agent og træner. En årrække var han beskæftiget i Sydafrika, hvilket var kontroversielt grundet de internationale sanktioner imod apartheidstyret. Odenseaneren var dog stadig et stort navn i Glasgow, der fungerede som omdrejningspunkt for Johansens forretninger helt indtil en kræftsygdom førte til The Great Dane’s død i 2007.