Kvalt i sit eget mundvand: Den mørke hemmelighed bag "Kongens" tragiske fald
Det er den 19. januar 2002. En mand bliver kvalt i sit eget mundvand, fordi der ikke længere er kontakt mellem signalerne fra hjernen til hans basale kropsfunktioner. Han er kun 59 år, og mindre end 30 år forinden var han topidrætsmand. En af engelsk fodbolds dygtigste målscorere og en af de mest populære angribere.
Jeffrey Astles obduktion viser tegn på et stort antal mindre hjernerystelser. Hvis han var bokser, ville man kalde ham ”punch drunk”, hjerneskadet på grund af for mange hårde belastninger eller slag på hjernebarken. Astles mange hovedstød og luftdueller koster ham liv, førlighed og – til sidst – enhver menneskelig værdighed. 5 år forinden var han blevet diagnosticeret med Alzheimers. Dement som 54-årig.
The King kom fra en meget ydmyg opvækst
Jeff er en af 5 forwards i West Bromwich Albions klubhistorie, der hæver sig op over de bedste af de bedste. De øvrige er ”Ginger” Richardson, Derek Kevan, Ronnie Allen og Cyrille Regis. Man kunne også inkludere kanonskytten Tony ”Bomber” Brown, der dog det meste af karrieren var midtbanespiller. Blandt disse fodboldfyrster er Astle er på et niveau for sig. Det understreges af hans tilnavn på The Hawthornes, hvor fansene slet og ret kaldte ham ”The King”.
Jeff voksede op i et meget fattigt hjem i minebyen Eastwood i Nottinghamshire. Faren døde da den bette knægt kun var 4 år, så den stod på hårdt slid i familien Astles hjem, for at klare dagen og vejen. Jeff var da også netop begyndt at arbejde i den lokale mine, da en scout fra Notts County kom forbi. Han havde hørt om en fyr der havde scoret 18 gange i samme skolekamp, og den var god nok. Det var Jeff. To dage før sin 15-års fødselsdag startede han fodboldkarrieren På Meadow Lane.
Hos The Magpies stod han i lære hos den gamle luftspecialist, Tommy Lawton. 41 mål i 116 kampe på 5 år var nok til at tiltrække interesse fra en række topklubber. Nogle af dem fandt ham for primitiv og teknisk begrænset, men i WBA så den tidligere Sheffieldangriber Jimmy Hagan potentialet. Jeff blev hentet ind for 25000£, og The Baggies fik fuld valuta og en frygtløs, pågående og ekstremt hovedstødsstærk forward.
I 1966 medvirkede han til at hente klubbens første trofæ i 11 år, da West Ham United blev besejret med sammenlagt 5-3 over to finalekampe i Liga Cup turneringen (sådan afviklede man slutopgøret dengang). Astle scorede et vitalt mål i den første kamp på Boleyn Ground, som West Ham vandt med 2-1.
To år senere blev Jeff helten, da WBA sejrede i FA Cuppen med en sejr på 1-0 i en meget hårdt spillet finalematch mod Everton. Astle overtrumfede landsholdsstopperen Brian Labone, og dermed vandt West Bromwich sin (indtil i dag) sidste titel. I den kamp tillod reglerne for første gang i historien, at der blev foretaget en udskiftning i tilfælde af skader, og det kom WBA til gode, idet midtbanespilleren John Kaye måtte udgå undervejs.
Astle satte samtidig en bemærkelsesværdig rekord, idet han formåede at score i hver runde af West Bromwichs kampe i denne FA Cup kampagne. Blandt andet med afgørende scoringer i kvartfinalerunden mod Liverpool, der blev knækket over hele tre kampe, og i semifinalen mod Birmingham City. Samlet producerede ”The King” 35 mål i alle turneringer dét år.
Syndebuk for Englands tabte verdensmesterskab
I 1969-70 blev Jeff ligatopscorer i 1. division med 25 mål, og det betød, at han blev udtaget til Englands VM-trup til slutrunden om verdensmesterskabet i Mexico. Han kom ind som indskifter i det legendariske puljeopgør mod Brasilien og havde en kæmpe chance, som desværre blev brændt. England blev slået ud i kvartfinalen efter et brag af en match mod Vesttyskland, og narrativet i pressen bagefter handlede om de to syndebukke, reservekeeperen Peter ”The Cat” Bonetti, der droppede mod tyskerne, og Jeff Astle der misbrugte muligheden i århundredets VM-kamp mod brasserne.
I alt blev det til 5 landskampe (0 mål), og altså ingen national hæder, men til gengæld var Jeff den indiskutable publikumsfavorit i WBA og ”Kongen af The Hawthornes”.
West Bromwich sluttede i den tunge ende af tabellen i 1970, og det blev farvel til den gamle angriber Alan Ashman i managersædet. I stedet kom den langt mere defensivt orienterede Don Howe ind. Hans filosofi passede meget dårligt sammen med Astles, men Howe valgte alligevel at afvise et tilbud fra Brian Clough og Derby County på 100000£. Da der dengang var en regel om, at 5% af en transfersum skulle gå til spilleren, var det et betragteligt beløb, som Astle dermed gik glip af.
Ikke desto mindre lakkede det mod enden for The King. Han blev ramt af en serie skader, og Don Howe holdt ham i stigende grad ude af holdet. I 1974 havde han fået nok. WBA forhindrede atter et klubskifte (til Notts County på 50000£), men endte med at give deres kulthelt en fri transfer. Astle tog til sydafrikanske Hellenics, hvor han opholdt sig et års tid. Han kom sig aldrig helt over sine skader og trappede ned med non-league fodbold.
Efter den aktive karriere etablerede Jeff et rengøringsfirma. I 2002 fik hans liv en meget tragisk ende. Familien stiftede The Jeff Astle Foundation, en organisation der arbejder på at udbrede kendskabet til farerne for hjerneskader i elitesport.
