Ikoniske Corinthian FC: Real Madrids forbillede
Da fodboldspillet for alvor fik fat i englænderne i 1870’erne og 80’erne, var sporten til at begynde med udpræget for gentlemen. Det var overklassen der morede sig med rekreative tiltag, cricket om sommeren og fodbold i de kolde måneder. Fodbold var for amatører der nok spillede for at vinde, men for hvem spillet især handlede om kammeratskab, god motion og fairplay. Da professionalismen holdt sit indtog, var amatørerne strikse på deres principper. Fodbold skulle være frivilligt og sjovt, ikke et arbejde.
Det var jo primært holdninger man kunne tillade sig, når man ikke sled i en kulmine eller svedte på en fabrik. Mange af de gamle amatør-gentlemen havde helt andre sociale muligheder og desuden fritid i relativt rigelige mængder. Blandt amatørfodboldens foregangsmænd og forbilleder står Corinthian FC i et helt særligt ophøjet og ikoniseret lys.
Æreskodeks
I Corinthian FC gjaldt et normkompleks der var amatørismen i dens reneste form. Det var dårlig stil at begå frispark. Man dyrkede fodboldens æstetiske kvaliteter og principper som ”tab og vind med samme sind”. Derfor spillede Corinthians aldrig turneringskampe, men kun venskabsopgør. Man var stærkt imod konceptet ”straffespark”, for gentlemen forbrød sig ikke imod reglerne med vilje. Fik en modstander tilkendt et straffespark, stillede keeperen sig op ad den ene stolpe og lod kuglen gå i kassen. Og hvis man selv fik et straffespark, blev det med vilje sparket over mål.
Disse idealer for sportmanship virker jo i dag aldeles absurde. Men de havde i et århundrede enorm indflydelse på dansk fodbold. Vi kan grine af de gamle amatørnormer, men ikke desto mindre lagde de grundlaget til den forenings- og klubkultur som dansk idræt såvel som befolkningen har nydt godt af i generationer, og som – langt hen ad vejen – er uforenelige med professionalisme.
Desuden gør man i dag i Dansk Boldspil Union meget for at påvirke konkurrencekulturen blandt de yngste aktører hen i retning af amatøridealerne: Det afgørende er ikke hvem der vinder. Der skal være plads til alle niveauer. Tonen omkring turneringskampe skal være positiv og respektfuld. Og frem for alt skal det være sjovt at gå til fodbold. Hvem kan være uenig i disse principper? Jeg er i alt fald kæmpe tilhænger!
Real Madrid efterlignede de ikoniske hvide dragter
Corinthian FC stiftedes i 1882 og opnåede hurtigt en særstatus indenfor engelsk fodbold. Spillerne var de fineste teknikere og taktikere landet kunne opdrive. Den altid positive og opbyggende grundholdning til spillet fremmede i høj grad aktørernes spilintelligens og tekniske kvaliteter. For eksempel bankede man ikke bare bolden væk i forsvaret, men forsøgte at kreere noget konstruktivt. Man måtte naturligvis tackle (med fair intentioner), men det var allerbedst hvis man kunne lirke bolden fra modspilleren, da det således var nemmere straks at iværksætte modangreb.
Corinthian opfattede det som en særlig mission at medvirke til at udbrede spillet udenfor England, især i Commonwealthområder. Det er et faktum at Real Madrid i sin tid efterlignede Corinthians hvide spilledragter, og at den brasilianske S.C. Corinthians Paulista tog navn efter de ikoniske englændere.
Multigeniet
En af de mest berømte Corinthians var Maxwell Woosnam, der blev født på denne dag i 1892.
Max var en blændende idrætsmand, der havde verdensklasse i flere sportsgrene; fodbold, cricket, golf, snooker, bordtennis og tennis. Han slog engang Charlie Chaplin i en opvisnings-bordtennismatch, udstyret med en smørekniv som bat.
Max spillede fodbold med Corinthian FC og var den toneangivende stjerne i holdets turné i 1913 i Brasilien. De stolte amatørers besøg blev en kæmpe succes, der efterlod et stort aftryk i det fodboldbegejstrede land. Året efter drog man atter til Sydamerika, men på selve rejsen over Atlanten brød første verdenskrig ud. Færgen kom under angreb fra tyske Ubåde, men klarede sig hjem til England, hvorefter Max straks meldte sig som officer til hæren, og deltog så i nogle af de mest barske slag på Vestfronten og i den tragiske Gallipoli-kampagne.
Blev legende i Manchester City
Umiddelbart før krigen havde Woosnam spillet som amatør for Chelsea, der også rådede over danske Nils Middelboe og verdens bedste forward, Vivian Woodward. Læs mere om Woodward her: Han var verdens bedste fodboldspiller – men endte fattig, glemt og uden én eneste bøjet femøre for sin karriere
Men efter krigsafslutningen valgte Max at repræsentere Manchester City som amatør, og spillede knapt 100 kampe for klubben frem til 1924. Han var centerhalf, dengang den vigtigste position i det gamle 2-back system, og desuden anfører.
Fodboldforbundet håbede at kunne overtale Max til at være kaptajn for Storbritanniens OL-hold i Antwerpen i 1920, men han besluttede sig for at stille op i tennis, og vandt olympisk guld i herredouble og sølv i mixed.
I 1921-22 repræsenterede han det engelske amatørlandshold, og han fik også en kamp på det professionelle landshold, hvor amatørerne gerne måtte spille (mens det modsatte selvfølgelig ikke var tilfældet). Sideløbende vandt han Wimbledonmesterskabet i herredouble i 1921.
I årene 1924-26 spillede Woosnam for Northwich Victoria, men prioriterede i stadig stigende grad sin civile karriere som direktør i et kemikaliefirma. Englands mest alsidige idrætsgeni døde i 1965, 72 år gammel, af lungekræft.
