Han var verdens bedste fodboldspiller - men endte fattig, glemt og uden én eneste bøjet femøre for sin karriere
Verdens bedste fik aldrig så meget som en bøjet femøre for sin fodboldkunnen.
Vivian John Woodward var en gigant i engelsk fodbold. Grænseløst beundret for sin ubøjelige afvisning af at modtage penge for at spille fodbold. Og for sine fodboldmæssige egenskaber.
Rekordmålscorer
Woodward spillede for Tottenham Hotspur og siden Chelsea. Han spillede 238 kampe i den engelske ligas første og anden division og scorede 93 mål. Han var anfører i de fleste af disse opgør. Han spillede 23 kampe for det engelske landshold – sammen med de professionelle – hvori han scorede 29 mål. Det var en rekord der stod helt indtil 1958 da Tom Finney slog den. Scoringsgennemsnittet på 1,26 er en rekord der aldrig bliver slået (når man ser bort fra spillere med færre end 10 landskampe). Han varetog anførerhvervet 12 gange.
For amatørlandsholdet spillede han 44 kampe og scorede ubegribelige 57 mål. Det er også rekord. I sin første amatørlandskamp (en 15-0-sejr over Frankrig) scorede han hele otte gange. Woodward var anfører i 41 af disse. Heriblandt i de to OL-finaler i 1908 og 1912, hvor England (under Storbritanniens nationale flag) vandt guld. I begge tilfælde med sejre over Danmark i tætte opgør. Han bar Union Jack under indmarchen på det Olympiske stadion i Stockholm i 1912.
I perioden 1903-14 opnåede V. J. Woodward helte- om ikke gudestatus i England. Almindeligt anerkendt som verdens bedste fodboldspiller.
Men faktisk var det slet ikke meningen at han skulle spille fodbold.
Woodward blev født på denne dag i 1879 og voksede op i et hjem der hørte til i den højere middelklasse i Kennington, London, og gik på Ascham College. Faderen insisterede på at Vivian skulle koncentrere sig om cricket da fodbold var for barskt og rodet for en pæn ung mand med karrieremuligheder. Drengen viste da også usædvanlige evner udi cricketsporten, men det var fodbolden der trak. Som 16-årig blev han indmeldt i Clacton FC og blev straks sat til at spille centerforward da angrebstalentet var helt indlysende og åbenlyst rakte til meget mere end den lokale liga i North Essex. Tottenham kaldte, men Woodward var principfast omkring sin amatørstatus. Sideløbende med sin civile karriere (han uddannede sig til arkitekt) og kampene for Spurs var Woodward også en dedikeret tennisspiller, en af Englands bedste.
Landsholdsdebuten for det kombinerede landshold af amatører og professionelle kom i 1903 da Woodward scorede to gange mod Irland. På landsholdet afløste han en anden legende, Gilbert Oswald Smith fra The Corinthians, der var et kæmpe idol i engelsk fodbold omkring 1900, men Woodward var endnu bedre. Han var relativt spinkelt bygget, men ikke desto mindre fabelagtigt dygtig i hovedspillet. Engelske eksperter har rangeret Woodwards luftspil på linje med Dixie Deans, om hvem man sagde at han kunne spille i sivsko, for han brugte kun hovedet. Teknisk var Woodward sublim, og især hans overblik var fremragende. Og så var han en naturlig lederskikkelse med de personlige karaktertræk der kendetegner en ægte anfører.
På hold med Middelboe
Desværre blev Woodward ofte udsat for en meget barsk behandling når frustrerede modstandere fik nok af at være statister til hans udfoldelser. En del skader fulgte i kølvandet. Ikke desto mindre spillede han Tottenham op i 1. division i 1909. Derefter foretog han et overraskende skifte til Chelsea FC, men bevarede sin amatørstatus. I 1913-14 spillede Woodward på hold med en anden berømt amatør, danske Nils Middelboe, der blev en stor defensiv profil for The Pensioners, som Chelsea kaldtes dengang.
Under Første Verdenskrig meldte han sig frivilligt til hæren – i øvrigt sammen med adskillige holdkammerater i den såkaldte Football Battalion, The 17th Service Battalion, Middlesex Regiment. Det berømte regiment bestod af sportsmænd, primært fodboldspillere. Det besad en stærk propagandamæssig værdi for det britiske imperium, der hurtigt blev trængt på slagmarkerne i Belgien og Frankrig, og havde stort behov for frivillige til at danne The New Army, den folkebaserede armé, der erstattede den, efter hårde kampe, decimerede professionelle hær. Klubbernes tilhængere blev opfordret til at melde sig, så de kunne kæmpe side om side med deres forbilleder.
På krigens slagmarker kom fodbolde mere eller mindre spontant i anvendelse når der var pauser i kampene. Spillet gav soldaterne et tiltrængt pusterum fra tjenesten. I forbindelse med den berømte og improviserede ”julefred” 1914/15 mødtes de stridende mandskaber i fredsommelige fodbolddyster i ingenmandsland, og hjemme i Storbritannien holdt man bevidst en såkaldt ”War time League” – krigsligaen – i gang, for at give såvel soldater på orlov i særdeleshed, såvel som den trængte befolkning i almindelighed adspredelser fra krigens rædsler. Da feltmarskal Haig lancerede sin dårligt forberedte Somme offensiv i 1916, blev moralen boostet af officeren Bill Nevill, der sparkede en fodbold foran sig, da tropperne gik ”over the top” og angreb de fjendtlige stillinger. Nevill nåede imidlertid ikke langt, før han blev definitivt standset af spærreild.
Vivian Woodward blev bevilget særlig orlov da Chelsea nåede FA Cup-finalen i 1915, i den sidste pokalturnering under krigen. En af de faste spillere var blevet skadet, og Chelsea trak i trådene bag kulissen for at få verdens bedste forwards på holdet som erstatning. Stik imod al forventning blev den pågældende spiller kampklar i sidste øjeblik, hvorefter Woodward, som den fair amatørsportsmand han var, afgav sin plads i finalen i verdens største og mest prestigefulde pokalturnering. Chelsea tabte med 3-0 til Sheffield United.
Kæmpede for sit land, men endte glemt og fattig
I efteråret 1915 kom The Football Battalion i ilden i den forfærdelige skyttegravskrig på vestfronten. Woodward, der havde rang af kaptajn, blev såret den 22. januar 1916 ved Annequin, da han blev ramt i låret af granatsplinter fra en tysk håndgranat. Efterfølgende døjede han med infektion og feberanfald, men blev meldt kampklar i august 1916, tids nok til at bevidne på nært hold, 4 af hans kammerater i bataljonen blive dræbt og 18 såret under et fjendtligt angreb den 22. august. Den 18. september brugte tyskerne sennepsgas i regimentets frontafsnit, og 14 mand af The Football Battalion faldt på grufuld vis. I april 1917 blev kaptajn Woodward overflyttet til det britiske militærs hovedkvarter i Aldershot, hvor han kom til at forestå soldaternes fysiske træning som instruktør.
Efter krigen var han udstationeret med det Britiske Ekspeditionskorps (B.E.F.) i Belgien. Han spillede sine sidste kampe for Chelsea i 1920 og blev direktør i klubben i en årrække frem til 1930. Krigen havde imidlertid sat spor. Woodward trak sig fra sin civile karriere som arkitekt og hengav sig til et roligt liv på landet som mælkefarmer. Han giftede sig aldrig. Under den store Depression i 1930’erne mistede han sin gård og havde en hård økonomisk periode. Da 2. Verdenskrig brød ud, meldte den gamle kaptajn sig til tjeneste som ARP-vagt, dvs. det frivillige korps der hjalp til med forskelligt under luftangreb osv. Men nerverne kunne ikke holde.
I 1949 var Woodward i en så ringe tilstand, at det engelske fodboldforbund tog initiativ til, og betalte, så Woodward kunne komme på plejehjem. Her opholdt han sig, halvt lammet og med meget begrænset bevægelighed, indtil sin død i 1954. En sportsjournalist besøgte den tidligere fodboldhelt få måneder inden, og kunne rapportere at Vivian Woodward havde det godt efter omstændighederne, men var umådelig trist over aldrig at få besøg af sine gamle fodboldkammerater. Ude af øje, ude af sind. Han blev 74.
