Han var en gigant på Anfield: I dag er Liverpool-legenden næsten glemt
Når fans og fodboldfolk verden over vurderer hvilke spillere der har været bedst igennem tiderne, så er der meget ofte en tendens til at prioritere dét man selv har oplevet, og overse de aktører der ligger længere tilbage i historien. Det er trist og – ofte – helt uretfærdigt, for historieløsheden henviser fortidens helte til den støvede glemmebog. Enhver klub har en forpligtelse til at værne om sin identitet, og den udgøres af de mennesker som nutidens spillere og ledere står på skuldrene af.
Som fodboldhistoriker oplever jeg ofte, at der sammenlignes på nogle helt skæve kriterier. Fodboldspillere må nødvendigvis vurderes på parametre, der transcenderer forskellige tidsaldre og de forudsætninger og vilkår, som har været gældende i hver epoke. Der er ingen tvivl om, at nutidens spillere er hurtigere, stærkere og på mange måder også dygtigere end fortidens. Men udviklingen har jo også forsynet spillerne med langt forbedrede vilkår mht. for eksempel træning, udstyr, kost, baneforhold og meget andet. Et eksempel: Jesse Owens’ sprintrekorder fra 1930’erne havde været alt for langsomme i dag, til at han ville kunne konkurrere med nutidens løbere. Men ikke desto mindre er Owens måske den største atletikstjerne i historien, måske endda den største idrætsmand på tværs af alle sportsgrene, planeten har kendt.
Spillere skal bedømmes med basis i deres egen tid: Havde de høj klasse? Måske endda verdensklassestatus? Var de betydningsfulde for deres klub(ber)? Spillede de en fremtrædende rolle på landshold? Hvad med meritter? Det ER altså ikke en større præstation at vinde det engelske mesterskab i 2026, end det var i 1926.
Dagens fødselar er en spiller, der på sin egen tid var intet mindre end en gigant. Når jeg har opstillet ”All Time XI” hold for Liverpool FC, så har jeg foretrukket Ray Clemence som målmand, men været opmærksom på at fremhæve en af fortidens store helte, der nok er gået en hel del i glemmebogen i dag, men i sin aktive periode var kendt og hyldet som ”The King of The Kop”. Det er tvivlsomt om Liverpool nogensinde har haft en mere populær spiller end Elisha Scott.
The Cat
Scott blev født (på denne dag) i 1893 i Belfast i en familie med 10 børn. Den 11 år ældre bror, Billy, var en dygtig målmand der lykkedes med at få professionel kontrakt med Everton og spillede over 200 ligakampe for The Toffeemen. Billy blev forbilledet for Elisha. Dengang var Belfast en stor havneby, men Liverpool var den regionale metropol på den anden side af det Irske Hav, et handelscentrum for det britiske imperium, og et udsigtsvindue ud imod den store verden.
Elisha tog en bylt med fornødenheder på nakken og tog til Liverpool som 17-årig i 1910 for at besøge broren på Goodison Park og forsøge sig med prøvetræning i Everton. Han havde en enestående fysik og var atletisk og lynhurtig på reflekserne. Oprindeligt havde det været hans drøm at blive centerforward, men som ungdomsspiller i Belfast Boy’s Brigade havde skæbnen trukket ham ned i buret.
Evertons manager, Will Cuff, så imidlertid ikke det store lys i Elisha, så knægten måtte tage hjem til Belfast og spillede for Broadway United og Linfield. Men han må alligevel have gjort indtryk, for der kom bud fra storbyen i september 1912, ikke fra Everton, men de lokale rivaler, Liverpool FC. The Reds’ manager, Tom Watson, gav Scott en kontrakt, og han debuterede – meget symbolsk – nytårsdag 1913 mod Newcastle United. Debuten blev et gennembrud der gav genklang i engelsk fodbold. Elisha stod blændende, og pressen beskrev præstationen som ”den bedste nogensinde” på Anfield.
Året efter ramte 1. verdenskrig, og fodbolden blev suspenderet i 1915. Scott gik glip af nogle af de bedste år af hans karriere, men i 1919 tørnede han atter ud for Liverpool, nu som indiskutabelt førstevalg mellem stængerne.
I 1920’erne voksede Liverpool FC sig stærk og blev for alvor en af engelsk fodbolds dominerende klubber. Elisha Scott rullede hele sit enorme potentiale ud, og blev folkets helt på The Kop. Tilhængerne gav ham tilnavnet ”The Cat” på grund af hans smidighed og atletiske elegance.
Liverpool vandt to mesterskaber i træk i 1922 og 23, og Scott blev fremhævet som klubbens – og engelsk fodbolds – største keeper nogensinde. Bedre end forgængeren i Liverpool, Sam Hardy, der havde spillet 20 landskampe for England.
Repræsenterede det nordirske forbund
Perioden efter ”The Great War” var en brydningstid for Irland. Den såkaldte Irske Fristat blev en realitet, og irerne havde to fodboldforbund der begge hævdede at repræsentere øen. Der var ikke nogen klar definition på, hvem der var spilleberettiget for det ene eller det andet forbund, så det hændte ofte, at spillere optrådte for begge på skift. Elisha følte sig som nordirer/britisk, så for ham var valget nemt. Han spillede 31 landskampe for det nordirske forbund (IFA) mellem 1920-36. Dengang et meget højt antal.
I Liverpool FC opnåede Scott 468 kampe fra debuten i 1913 og frem til 1934. Hans 21 års tjeneste i klubben (dog afbrudt af krigsårene) er den dag i dag rekord.
Karrieren blev afsluttet med et par år i Belfast Celtic, med hvem The Cat blev nordirsk mester i 1936. Derefter var han i en lang årrække manager i klubben, og vandt i den egenskab 6 mesterskaber og 6 pokaltrofæer. Belfast Celtic eksisterer ikke mere, og mindet om Elisha Scott har fortonet sig i historiens dis. Men The King of The Kop fortjener at blive husket.
