
Han fylder 72 år i dag: Husker du denne danske landsholdsspiller?
Den særdeles dygtige midtbanespiller er en af ganske mange talentfulde spillere fra B.1901, der bragte falstringerne op i dansk fodbolds topsfære i 1970’erne, og også kom på landsholdet.
Falsters gamle hæderkronede B.1901 rykkede op i 1. division i 1968, og bevarede sin status i den bedste række de næste 11 år. Det blev bl.a. til en femteplads i 1977 under Kurt Nielsens lederskab. Dét år var Jan Sørensen holdets samlingspunkt og en af de mest markante lederskikkelser.
Little World Cup
I 1972 kom Sørensen ind på det danske U-19 landshold og fik debut i en venskabsmatch mod Vesttyskland, som blev vundet med 2-1 i Herlev. Træner Bent Dahl skiftede Jan ind undervejs i opgøret, ligesom klubkammeraten og keeperen Henrik Rønnebro.
Året efter blev Jan Sørensen udtaget til EM-slutrunden for U-19 landshold i Italien.
Det var første gang i historien at det danske Y-landshold skulle medvirke i en international slutrunde. Den blev afholdt i det smukke Toscana, med finalelokation i Firenze. Danmarks pulje afvikledes i de oldgamle etruskerbyer Monsummano og Montecatini, nær Pistoia. Byerne er berømte for deres ”termer”, de gamle romerske badeanlæg, der stadig tiltrækker turister der har mod på et kur- og spaophold, i store mængder.
Det danske U-18 landshold blev skænket et wild card af UEFA til turneringen, og var derfor ikke involveret i kvalifikationskampe for at komme med til Italien. I modsætning til de øvrige nordiske lande, hvoraf Norge og Island kvalificerede sig via sejre over henholdsvis Finland og Luxembourg, mens Sverige tabte til Irland.
Træner var Bent Dahl, der af DBU blev sat til at varetage en talentsatsning, der i forhold til nutidens målestok var diminutiv, men dengang var uden sidestykke. Det endte desværre med tre knebne nederlag til Bulgarien, Sovjetunionen og Irland, men de unge danskere viste alligevel gode takter, ikke mindst i kampen mod storfavoritterne Sovjet, hvor Jan Sørensen udgjorde den offensive midtbane sammen med 1903’eren Carsten Nielsen. Danmark var pænt nedpresset, men keeper Per Wind stod en gudekamp. Den sovjetiske 1-0-sejr viste sig et mål for lille til at gå videre i turneringen, der dengang kaldtes ”Little World Cup”, og blev vundet af England.
Kurt Nielsens æra
I april 1976 fik Jan Sørensen en enkelt kamp på U-21 landsholdet, og samme år debuterede han på A-landsholdet, hvor Kurt Nielsen havde overtaget tøjlerne fra Rudi Strittich. Debuten mod Norge i Vejle blev vundet med 3-0 på mål af Per Røntved, Kurt Hansen og Heino Hansen.
Siden deltog den dygtige offensive midtbanespiller i landsholdets vintertræningstur til Vestafrika, hvor han fik fuld spilletid i de to landskampe mod Gambia og Senegal. Landstræner Kurt ”Nikkelaj” Nielsen kendte Sørensen indgående fra B.1901 og havde stor tiltro til hans evner. Jan fik da også landskampe i alle Kurts sæsoner i trænersædet, den sidste i 1979 mod Sovjet i Idrætsparken – Kurt Nielsens sidste hjemmekamp. Nikkelajs periode med landstræneransvaret begyndte særdeles optimistisk med flot, offensiv fodbold, men festen fusede desværre ud, da det var for vanskeligt at sammenspille en fast stamme, og da Kurt ikke formåede at organisere en vakkelvorn defensiv i tilstrækkelig grad.
Jan Sørensen spillede i alt 7 A-landskampe for Danmark. I de 7 blev han indskiftet i de 5. Blandt andet i EM-kvalifikationskampen i Belfast i 1978 mod Nordirland, hvor 1901’eren kom ind på den offensive midtbane i stedet for kometen Henrik Agerbeck. Henning Jensen scorede et brillant mål i den kamp, men danskerne tabte desværre med 2-1.
Jan Sørensen må naturligvis ikke forveksles med navnebroren fra bl.a. Club Brugge. De to spillede faktisk sammen på A-landsholdet i forbindelse med turneen i Afrika i 1977.
Det blev ikke til en udlandsprofessionel karriere til Sørensen, der udover de omtalte optrædener på U-19, U-21 og A-landsholdet også spillede 1 (uofficiel) B-landskamp. Det var i 1976 i Næstved mod Vesttyskland, der vandt 1-0 på et mål af Braunschweig-angriberen Uwe Krause, der siden fik en fin karriere i fransk fodbold.
Nykøbing Falstringen repræsenterede Næstved en kort overgang i 1977, og han nåede også at repræsentere Herfølge Boldklub på topplan.



















