Han var 15 år og ukendt, da han gik ind på Leeds’ træningsanlæg - resten blev fodboldhistorie
Det er altid vanskeligt, præcis at afgøre hvilke spillere der var de første mønsterbrydere. Altså dem som var først med det innovative og nyskabende.
Franz Beckenbauer opfandt libero-rollen. Eller gjorde han? Hvad med brasilianske Bellini eller den enestående Billy Wright? Klev Jashin var den første ”sweeper-keeper”, eller måske var det i virkeligheden de magiske magyarers Gyula Grosics? Totalfodbolden var da for pokker Johan Cruyff og Rinus Michels hollandske ”barn”? Eller var det reelt ungarernes? Eller Jimmy Hogan? Eller Vic Buckingham?
Hvem var den første ægte ”angrebsback”? Der er mange gode bud. Brasilianske Nilton Santos er et af dem. I Danmark havde vi OB’eren Kaj Johansen, der kom til Glasgow Rangers og blev den første dansker i en Europa Cup finale (for pokalvindere i 1967). Det var ellers undtagelsen fra reglen, at backerne dengang vovede sig over midterlinjen.
Enhver purk, der spillede fodbold i en dansk klub i 60’erne og 70’erne, kendte scenariet: Træneren stod med 20-25 små, håbefulde knægte foran sig og skulle sætte et par hold op til en træningssession på stor bane. Han kiggede sig omkring og valgte typisk de små hurtige som wings og de iøjnefaldende dygtigste som forwards. Backerne blev valgt til sidst. Nede i forsvaret, ude i siden, kunne de, der så mindst talentfulde ud, formentlig gøre begrænset skade. Så de tunge, lidt klodsede spillere var de ”fødte” backs. Hvis man kunne lære at møve og tackle, og fyldte man godt op i landskabet, så var man godt back-materiale. Pyt med, at man ikke havde så meget bold i sig, for backerne skulle jo ikke være med i de konstruktive og offensive dele af spillet.
Men det ændrede sig heldigvis.
Én af de første ”trailblazers” på positionen, var indiskutabelt Terry Cooper.
Dukkede op på Elland Road ud af det blå
Terence (Terry) Cooper var en 15-årig Yorkshireknægt, der en dag i 1960 – helt ud af det blå – stillede sig op på Leeds Uniteds træningsanlæg med sine fodboldstøvler i en taske. Han var ikke scoutet og ingen vidste hvem han var. Men Terry fik lov at træne med, og Leeds’ store Godfather, Don Revie, kiggede opmærksomt på. The Don så straks til sin overraskelse, at der var potentiale i den spinkle opportunist. Han havde et godt venstreben og han var lynhurtig.
Revie diskede op med en kontrakt og begyndte en metodisk opbygning af såvel et ubeskrevet talent, og samtidig af en ny taktisk rolle på banen. Terry omskoledes fra wing/angriber til back. En helt ny slags. Der blev arbejdet med både overlaps på kanten, og at backen kunne søge indad i banen og skabe overtalssituationer. Akkurat ligesom nutidens moderne backs. Cooper viste flair for at forsvare, men kunne sideløbende udnytte sin hurtighed og placeringsevne til at støtte angrebene. Det var et innovativt taktisk træk af Revie. Men han havde da også i sin aktive tid, ageret ”falsk 9’er” i engelsk topfodbold og på landsholdet. Det var nok set før, men ikke i England.
Omkring 1966 var Cooper-projektet helt flyvefærdigt. Terry erobrede en fast plads hos Leeds og spillede en bemærkelsesværdig fremtrædende rolle i klubbens enorme fremgang og succes. Backen fræsede op og ned ad linjen og fodboldfolket gjorde store øjne.
I 1968 sendte han, med en flot helflugter, kuglen i kassen bag Arsenals keeper, Jim ”Fingers” Furnell, da Leeds vandt Liga Cuppen med en 1-0-sejr over The Gunners. Don Revies mandskab vandt UEFA Cup turneringen samme år, og igen i 1971, og det engelske mesterskab i 1969. Der er ikke noget at sige til, at den nye backrolle tiltvang sig opmærksomhed. Også fra Englands landsholdsmanager, Alf Ramsey.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Den nye rolle bestod prøven
Når Terry måtte vente med at komme i betragtning til landsholdet helt indtil 1969 (han var da 25), så hænger det sammen med, at Alf Ramseys foretrukne venstre back, Evertons Ray Wilson, regnedes for verdens bedste. Wilson havde afløst Blackpools legendariske Jimmy Armfield på pladsen før VM i 1966 og gjort det fremragende. Wilson kunne nogle af de samme ting som Cooper, men ikke nær så gennemført. Om han til gengæld var bedre defensivt, det er muligt (selv om Leedsfans vil forsværge det).
Cooper spillede sig på det engelske VM-hold i Mexico 1970, efter bl.a. en strålende debut i en landskamp mod Frankrig som England vandt med 5-0. Ved VM-slutrunden leverede Terry en serie glimrende præstationer, men han kunne ikke forhindre Vesttyskland i at slå de forsvarende titelindehavere ud i en højdramatisk kvartfinale. Det er rimeligt at påstå, at angrebsbacken på det tidspunkt var en af verdens bedste på sin position.
I 1972 var Cooper så uheldig at brække benet, og karrieren blev ikke helt det samme efterfølgende. Han opnåede 20 landskampe og 250 ligakampe For Leeds. I 1975 blev han solgt til Middlesbrough, hvor han – under Jack Charltons ledelse – beviste, at han stadig kunne være med på topplan.
Karrieren afrundedes som spillende manager i Bristol Rovers, Doncaster og Bristol City, hvorefter Terry blev chef i Exeter og Birmingham City med pæn succes.
Han døde i 2021, 77 år gammel.
