Efter Larsson: FCK skiller sig af med endnu en stjerne
Han var ikke at finde i lørdagens kamptrup, da FC København spillede en testkamp mod AC Horsens. Officielt skyldes det en forlænget ferie efter hans deltagelse ved VM med Tunesien.
Men bag kulisserne ulmer det. Spørgsmålet er nu, om den 27-årige offensivprofil overhovedet når at trække i den hvide trøje igen.
Det anerkendte franske medie L’Equipe erfarer nemlig lørdag aften, at FC København er nået til enighed med MLS-klubben San Diego FC om en permanent transfer af den vævre driblekonge Elias Achouri.
Fransk duel i kulissen
Selvom San Diego FC ifølge melderne fører kampen, er intet underskrevet endnu. To unavngivne franske klubber ligger angiveligt i intense forhandlinger med ‘Løverne’ og forsøger i ellevte time at kapre handlen. For Achouri, der er født i Frankrig, kan en retur til fransk fodbold være et ekstremt attraktivt alternativ til det amerikanske eventyr.
En genforening med en Superliga-profil?
Hvis valget falder på San Diego FC, venter der en yderst velkendt holdkammerat i Californien. Den amerikanske klub har i forvejen den tidligere FCM-stjerne Anders Dreyer på lønningslisten, hvor han huserer på den modsatte kant som holdets absolutte stjernespiller.
FC København hentede i sommeren 2023 kantspilleren i Viborg FF efter en regulær transfersaga. Dengang kunne B.T. afsløre, at hovedstadsklubben måtte slippe 22,5 millioner kroner for at sikre sig hans underskrift.
Melder klart ud om Christian Eriksen


















