Han sov i en kommodeskuffe som barn - og blev kåret til Englands bedste fodboldspiller
Mange britiske fodboldstjerner har et fælles træk ift. deres opvækst. Et ret stort antal har en baggrund i dyb fattigdom i deres barndom. At bryde den sociale arv har utvivlsomt været en stærkt motiverende faktor for at kæmpe sig vej ind i den professionelle fodboldverden. Ofte stod fremtidsudsigterne på et arbejde i mørke, støvede miner eller et kvælende varmt stålværk. Fodbolden kunne tilbyde en alternativ livsbane. Hvis man var dygtig nok.
Sov i en kommodeskuffe
Det lyder som en joke, men i John Warks barndomshjem var familien så fattig, at der ikke var råd til en barneseng. Lille John sov i en skuffe i en kommode.
Han voksede op i Glasgowbydelen Partick, som historisk har været præget af den religiøse, pacifistiske kvækerbevægelse. Der var nu ikke meget anti-militaristisk over Wark. Han var en determineret kriger, helt fra en ung alder. Målet var at blive fodboldspiller på et højt plan, og han beskæftigede sig ikke med ret meget andet i opvæksten.
Flere henvendelser fra skotske klubber blev afslået, for John ville til England. Han prøvetrænede i Manchester City og Ipswich og valgte at skrive kontrakt med sidstnævnte. Det skulle blive en herldig disposition.
Den sociale arv kan være som tung cement. Vanskelig at gennembryde, trods de allerbedste intentioner. De såkaldte ”mælkebøttebørn” der lykkes med at skabe en bedre tilværelse, har oftest brug for en mentor, en der skubber på i en positiv retning. For Wark blev det Ipswichs ”gaffer”, Bobby Robson. Han så straks potentialet i den unge, uskolede skotske knægt, og tog ham under sine vinger.
Robson skabte et monster af en spiller. John var et multitalent, der kunne spille alle positioner. Han var en dygtig spiller med en ret komplet ”pakke” af kompetencer, men det bærende element lå i de fysiske forcer; kondition, løbevillighed, energi, fight, offervilje. Wark var en maskine der kunne løbe solen sort. Fra boks til boks i 90 minutter. Det passede fremragende til Robsons Alf Ramsey-inspirerede tilgang.
Ipswich-maskinen
Ipswich spillede med den ”Wingless Wonders” taktik, som Ramsey opfandt i 1960’erne og gjorde England til verdensmester med. Robson adopterede tankegangen og skabte et strålende hold i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 80’erne. I bagkæden regerede Englands stærkeste stopperpar, Terry Butcher og Russell Osman, foran den reaktionsstærke keeper Paul Cooper. Angrebet havde luftspecialisten Paul Mariner som targetman og de skudstærke opportunister Alan Brazil og Eric Gates lige bagved. Men det var midtbanens maskinrum der var the ”battle-winner”. Robson hentede de to hollændere Frans Thijssen og Arnold Mühren ind, og gav John Wark chancen som 8’er. Han fik sit gennembrud i FA Cup finalen mod Arsenal i 1978, hvor Ipswich-maskinen kværnede favoritterne og fik en overraskende, men fortjent 1-0-sejr.
I årene derpå udviklede skotten et særligt talent for at være på pletten, når løse bolde og tilfældige chancer skulle ”samles op” fra angrebstrioen. Hans konstante og ukuelige løb bragte ham i mange gunstige scoringspositioner, og hans viste sig særdeles dygtig i forhold til at udnytte dem. I 1979-80 scorede han 15 gange i alle turneringer for Ipswich. Et målantal som næsten enhver forward ville være mere end tilfreds med. Men i 1980-81 blev det endnu vildere. 36 kasser signeredes det skotske energibundt. The Tractor Boys vandt UEFA Cup turneringen og var meget tæt på at blive engelske mestre. I den sidste ende var holdet dog for udmattet til at hive trofæet hjem til East Anglia, og Aston Villa løb med titlen. Wark blev kåret til ”Årets Spiller” i England.
I 1982 og 83 nettede Wark 23 gange pr. sæson, men efter en 2. plads det første år, mistede holdet pusten da Warks mentor, Bobby Robson, blev engelsk landsholdsmanager.
En brækket ankel kom i vejen på Anfield
I 1984 skiftede skotten til Liverpool FC, og medvirkede til at blive engelsk mester. I 1984-85 var han ustoppelig. Med 27 scoringer blev han klubbens topscorer foran Ian ”The Ghost” Rush. Liverpool blev nummer 2 i turneringen efter Everton, men det blev Europa Cup finalen på Heysel, der blev det voldsomme antiklimaks. Manager Joe Fagan tog sin afsked, dybt rystet over begivenhederne i Belgien, og blev afløst af Kenny Dalglish. Kort efter brækkede John Wark anklen og røg ud i kulden hos den nye chef.
Han tog tilbage til Ipswich i 1988 og fandt melodien, men klubben lå nu i 2. division. I 1990-91 spillede Wark en sæson i Middlesbrough, men derefter tog han for tredje gang til Portman Road og spillede en række glimrende sæsoner. Han huskes i dag af mange fans som Ipswichs største spiller gennem tiderne. At han kun opnåede 29 landskampe for Skotland må tilskrives skiftende lanfdstræneres hang til hjemlige spillere, såsom Paul Sturrock og Davie Provan, der – ret beset – ikke nåede Wark til sokkeholderne.
I dag kan man opleve John som foredragsholder sammen med andre tidligere topspillere, og han udgav for nogle år siden selvbiografien ”Wark On”.
