Skaderne stoppede ham - men Danmark glemmer ham aldrig
Martin Laursen fra Horn/Fårvang IF og Silkeborg fylder 49 år i dag.
Laursen imponerede midt i 1990’erne med sin fysik og overlegne hovedspil i Silkeborg IF, men der var nok alligevel mange der var overraskede, da Silkeborgforsvareren i 1998 skrev kontrakt med Hellas-Verona.
Den høje, lyse danske centerforsvarer var ovenikøbet skadet i det meste af sin første sæson i støvlelandet. Verona var jo Laursens daværende træner i Silkeborg, Preben Elkjærs gamle klub, og norditalienerne rykkede op fra Serie B med Laursen på tribunen i hovedparten af året. Ikke det bedste udgangspunkt for en professionel tilværelse i et fodboldtosset land, hvor kravene til udlændinge er skyhøje.
Men Laursen stak ikke op for bollemælk og kom stærkt igen. I Serie A fik han af supporterne tilnavnet ”Lionheart”. Et hædersmærke for en jysk forsvarer med benene solidt plantet på jorden og hovedet godt skruet på.
Savnede substans i Milan
Efter nogle særdeles stærke sæsoner blev Laursen indblandet i en af de dér underlige handler, som italiensk fodbold excellerede i for år tilbage. Parma Calcio købte en halvpart i ham, og så var det op til højestbydende hvem den talentfulde forsvarsspiller skulle repræsentere. Skinkebyen havde flest penge at skyde i foretagendet, men udelukkende for at udleje Laursen med henblik på videresalg. Silkeborgenseren kom så til storklubben AC Milan.
Trods ca. 40 kampe for Rossonieri blev tilværelsen i Milano aldrig helt lykken for Laursen. Han trivedes ikke i klubbens sociale miljø og blev aldrig helt fast mand i startelleveren i en længere periode. Potentialet var der så absolut, men Laursen udtalte senere til bl.a. Niels Jørgen Larsens fremragende bog ”Danske gladiatorer i Serie A”, at han savnede menneskelige værdier og fællesskab i omklædningsrummet. Martin kom på cykel og i cowboybukser til træning, mens de andre luftede Ferrarier og hundedyre jakker fra Armani.
I Champions League finalen i 2003 sad han på bænken. Til gengæld spillede danskeren i de to Coppa Italia finaler samme år, hvor Milan slog Roma med samlet 6-3.
Året efter skiftede Laursen til engelske Aston Villa, hvor han frem til 2009 spillede en række gode sæsoner, trods en del skadesproblemer.
To slutrunder – lige ved og næsten
I landsholdssammenhæng blev ”Lionheart” relativt sent ”opdaget”. Han fik en enkelt U-19 landskamp i 1996, på et tidspunkt hvor han mest spillede højre back. Siden blev det til 14 U-21 landskampe under Jan B. Poulsens ledelse.
A-landsholdsdebuten kom i 2000, og siden kom han til at udgøre et solidt centerforsvar sammen med først Rene Henriksen, siden Daniel Agger. Laursen spillede alle Danmarks VM-kampe ved slutrunden i Japan/Korea i 2002, og gjorde en god figur i et VM, der tegnede så lovende indtil England besejrede danskerne i 1/8 finalen.
EM i Portugal i 2004 fik også en fin indledning fra dansk side, og det var skuffende, at Tjekkiet slog Danmark i kvartfinalen. Laursens samarbejde med Rene Henriksen var en meget klassisk og velfungerende konstellation, med en stor, duelstærk centerhalf og en ”spillende” forsvarsstyrmand. Morten Olsens periode som landstræner indeholdt mange fine momenter, men i slutrunderne blev det ved ”lige ved og næsten”.
2005-06 var martret af skader, men Laursen fik et fint comeback i Aston Villa og blev populær på Villa Park ved bl.a. at udgøre en væsentlig trussel på dødbolde.
I 2008 kulminerede karrieren. Laursen blev anfører i sin engelske klub og kåret til Årets Spiller i dansk fodbold efter en række bemærkelsesværdige præstationer. Han var med til at slå Portugal med 3-2 på José Alvalade, og i oktober spillede han sin 53. landskamp i en dansk 3-0-sejr over Malta i Parken. Men i december blev han atter alvorligt skadet, og denne gang var han ikke i stand til at fighte sig tilbage.
Året efter måtte Martin Laursen indstille karrieren. Han huskes af Villa-supportere med varme følelser for sin aldrig svigtende dedikation og indstilling.
Første gang i 12 år: Danske klubber skuffer i Europa
