Reginald Charles Mountford blev født i Darlington i 1908. Faderen Charles var en kendt skikkelse indenfor lokal cricket og rugby i Durham County, og han havde desuden en forretning der fremstillede sportstøj. Sønnen Reg arvede farens interesse for boldsport, men var til gengæld totalt uinteresseret i skrædderiet. Det må have skabt et ambivalent indbyrdes forhold imellem senior og junior, især da Reg valgte at ernære sig ved det hårdeste, farligste og mest snavsede arbejde man kunne opdrive på egnen; han blev minearbejder. 

I den kulsorte minepit tjente den trodsige Reg til dagen og vejen, samtidig med at han blev et regulært muskelbundt. Den lokale fodboldklub, Darlington FC, der til dagligt går under tilnavnet The Quakers, fik øje på den store, stærke minearbejder og tilbød ham en kontrakt. I 1928 debuterede Mountford for Darlington og blev straks fast mand som back og kompromisløs oprydder i defensiven. Således kunne Reg Mountfords karriere såmænd have udspundet sig; som en ydmyg, hårdfør forsvarer på en lav hylde i engelsk fodbold. Men sådan skulle det ikke gå. Mountfords liv skulle vise sig at blive helt anderledes eventyrligt. Han skulle ligefrem blive olympier under dansk flag. Som ved en skæbnens indgriben, blev det en tilfældighed der fik sat fodboldkarrieren på et andet spor.

Problemknuser i Huddersfield

I februar 1929 måtte Darlingtons træner nødtvungent placere Mountford i angrebet i en vigtig kamp mod Rochdale. Det gik over al forventning, for den fysisk stærke forward-substitut scorede tre kasser. Aviserne skrev begejstret om Quakers’ ”handyman” der pludselig blev den store problemknuser, og historien nåede Yorkshires stolthed, Huddersfield Town, hvor man besluttede at købe den handlekraftige Mountford. Huddersfield blev i 1920’erne transformeret til en storklub af den meget berømte, senere Arsenalmanager, Herbert Chapman. The Terriers vandt således tre mesterskaber på stribe fra 1924 til 1926, og var på det tidspunkt en massiv magtfaktor i engelsk fodbold. Under den tidligere landsholdsspiller Clem Stephensons myndige ledelse, etablerede Mountford sig som en stenhård og yderst pålidelig højre back. Det blev til 236 optrædener for ”Town” indenfor de næste ti år. I 1938 opnåede Mountford den hæder at spille FA Cup finale for sin klub i fodboldens fornemste tempel – Wembley Stadium. Preston North End, med Bill Shankly på holdet, besejrede imidlertid Yorkshire-mændene med 1-0 efter forlænget spilletid.

Men hvad skulle der ske når den aktive karriere led mod enden? Minerne var næppe længere attraktivt for en mand der havde betrådt Wembleys hellige græs, og udkæmpet ti års dyster i den pæne ende af 1. division? Skrædderforretningen var også fortid. For i 1931 havde Reg Mountford fået en frygtelig besked. Faderen var faldet af en overfyldt sporvogn i hjembyen og havde slået hovedet slemt ned i brolægningen. Reg ilede hjem til hospitalet i Darlington, kun for lige akkurat at nå at holde faderens hånd i de sidste ti minutter før denne udåndede. Og så brændte Reg den sidste bro til sit ”gamle liv”. Han solgte ejendommen hvor familien havde haft skrædderiet i flere generationer, og en 140 år gammel erhvervstradition forsvandt, da huset blev revet ned og forretningen opløst. 

Da 2. Verdenskrig brød ud i 1939 kom Mountford, som så mange andre, i militærtjeneste. De regulære ligaer blev suspenderet, men man oprettede regionale turneringer, hvor spillere på orlov fra tjenesten kunne få et moralboost, og hvor publikum fik et tiltrængt pusterum fra krigens fortrædeligheder. De britiske landshold, naturligvis med en meget blandet sammensætning, spillede også en række opvisningskampe, og her fik Reg Mountford en ”krigs-landskamp” for England i 1941 mod Skotland på St. James’ Park i Newcastle.

Coach i Boldklubben Frem

Under krigen fik Mountford kontakt med Edward ”Ted” Magner, der trænede Huddersfield i 1942-43. I slutningen af 1930’erne var Magner blevet engageret af det danske fodboldforbund, for at iværksætte træningssamlinger med elitespillerne, og for at indgyde tiltrængt inspiration til danske trænere og klub-ildsjæle med opdaterede træningsmetoder. For DBU og dansk fodbold blev Magners besøg skelsættende. Og for Reg Mountford kom bekendtskabet til at danne bro til næste kapitel i livet. Mountford blev coach. I Danmark.

Ted Magner skulle egentlig have trænet det danske landshold i tiden efter krigen. Men desværre blev den karismatiske, forhenværende Evertonspiller syg, og han døde i 1948. I stedet fik man den tidligere Arsenalforsvarer, Jack Butler som substitut, og det blev da også en succes, selv om Magner havde efterladt et nærmest mytisk eftermæle og meget dybe fodspor. DBU søgte en erfaren international træner, der kunne coache landsholdet frem imod, og under den olympiske fodboldturnering i London i 1948. Magner røg jo som sagt ud af billedet, og Butler måtte også melde fra. Men forbundet var opsatte på at få en englænder. Det blev Reg Mountfords chance. På Magners anbefaling havde Boldklubben Frem før sæsonen 1945-46 ansat Mountford som træner. Det betød at denne flyttede fra Huddersfield til København. 

I Frem afløste Mountford klubikonet Pauli Jørgensen som træner. Frem havde et uhyre stærkt mandskab, med spillere som Kaj Christiansen, Johannes Pløger, Erling Sørensen og en ung John Hansen, men resultaterne de første par år var faktisk pauvre. Frem’erne sluttede som nr. 4 i 1946 og 7 året efter. KBU’s pokalturnering gav dog en tiltrængt opmuntring, idet Frem’erne besejrede AB i en topunderholdende finale i 1946 med hele 7-2. Og i det olympiske år 1948 var spillet generelt bedre. Frem scorede masser af mål, ligesom i Paulis dage. Det indbragte en sølvplacering i DM-turneringen, fire points efter KB, der først og fremmest triumferede på sit uovertrufne forsvar. DBU bad herefter Reg Mountford om at coache det danske olympiske landshold.

Rodet trænerkonstellation ved OL

Selve trænerkonstellationen var imidlertid noget rod. Unionen var meget opsat på at de danske spillere skulle møde op til OL-turneringen i optimal fysisk form. Det var første gang siden 1920, at landsholdet spillede med i en international turnering, og man skulle gøre en fornuftig figur. Ansvaret blev lagt på idrætsinstruktøren Aksel Bjerregaard og lægen Ove Bøje. Med en indtil da helt uset metodik og meget moderne træningsmetoder lagde de to specialister et program for den olympiske bruttotrup. Det afstedkom at elitespillerne kom i en – efter danske forhold på den tid – aldeles unik kondition. Udtagelsen af det olympiske hold lå i hænderne på UK, med gamle koryfæer som Kristian Middelboe og Fritz Tarp i spidsen. Mountford havde således intet, eller meget lidt, at skulle have sagt i.f.t. hverken træningsprincipper eller holdudtagelse. Men med sit rolige gemyt og imponerende fysiske fremtræden aftvang han alligevel respekt blandt landsholdsspillerne. Han bød ind med tricks og tips fra sin egen lange erfaring, og var med til at holde sammen på et rystet dansk mandskab, der nær var blevet slået ud af OL i første runde, men med en kraftanstrengelse fik skrabet en smal sejr hjem i forlænget spilletid mod undertippede Egypten. 

Som gammel back havde Mountford afgjort mest begreb om defensiven, og det danske forsvar var plaget af skader hos flere nøglespillere. Det lykkedes dog at få tømret en defensiv sammen, der var i stand til at holde Italien nede på tre scoringer i kvartfinalen, og da John Hansen og co. i offensiven producerede fem mål, så var semifinalepladsen i hus. Mountfords tilgang var kraftigt præget af arven fra de tidligere Huddersfield-managers, Herbert Chapman, Clem Stephenson og Ted Magner. Treback-forsvarsformationen var helt indiskutabel. Mand-mod-mand defensiven betød at den danske centerhalf skulle holde fjendens spydspids for enhver pris. Det kostede imod italienerne, men blev ikke fatalt. Men i semifinalen mod stærke Sverige kom KB’s Dion Ørnvold til kort overfor fænomenet Gunnar Nordahl. Sveriges angreb med legenderne Gunnar Gren, Garvis Carlsson, Kjell Rosén og Nils Liedholm fik for frit spil overfor et ufleksibelt og fragmenteret dansk forsvar, og Sverige vandt forholdsvis overlegent med 4-2.

I bronzekampen var Reg Mountford i den helt specielle situation, at han var konfronteret med det britiske amatørlandshold, under ledelse af en ung Matt Busby og med en god personlig bekendt, Bob Hardistry fra Bishop Auckland som anfører. Briterne var foran med 1-0 og 2-1, og danskerne spillede en gennemgående sløj kamp. Men i den sidste ende blev medaljerne sikret med en 5-3-sejr.

Reginald Mountford trænede Frem i yderligere fire sæsoner, men de største profiler blev professionelle efter OL, og holdet måtte igennem en genopbygning. Det gav sekundære placeringer. I 1952 rejste Mountford hjem til England og bosatte sig i Brighton. Han døde i 1994. 

Statistik:

Landsholdscoach 1948.

4 landskampe. 3 sejre og 1 nederlag. Målscore 15-11.

Ol-bronze i 1948.