Da de blå fra Odense mødte verdensstjernerne: Den mest brutale kamp i dansk klubhistorie
Frisøren Eigil Hansen Misser var i høj grad med til at tegne B.1913 i klubbens succesfulde periode i starten af 1960’erne.
I 1954 fik han et fint gennembrud i 2. division. Misser var en teknisk stærk og dribleglad højre wing, der godt kunne lide at tage lidt gas på en modstanderback med finter og tricks. Samtidig kunne han blive hidsig over at blive losset ned. Det fik nogle gange gemytterne i kog. I en kamp på Randers Stadion viste dribleren både raffinement og temperament, og foranledigede den ene linjevogter til at råbe: ”Du er den største bisse og bølle jeg har set. Du skulle aldrig have lov at vise dig på en fodboldbane”! Den da 20-årige kantspiller lod dog almindeligvis benene tale for sig.
Jernmanden Jack Johnsons disciple
Under Jack Johnsons meget markante ledelse rykkede 13’erne op fra 2. division i 1959, sammen med Frederikshavn og tæt foran Næstved der således akkurat gik glip af oprykning for andet år i træk. ”Den lyse” som Johnson kaldtes, var en ekstremt krævende træner, der kunne blive ganske kolerisk i modgang. Hans særkende var fysisk træning og disciplin. Den tidligere landsholdsfighter funderede sit holds fremgang på traditionelle og jordnære dyder. 13’erne var godt organiseret og især defensiven var minutiøst struktureret. De kollektive værdier var i højsædet og spillerne var i en kondition der gjorde dem i stand til at kværne de fleste modstandere. Individualister var der dog også plads til, og blandt dem stak den finurlige dribler, Eigil Misser, særligt ud. Resultaterne udeblev ikke.
I 1961 vandt Johnsons mænd bronzemedaljer og i 1962 og 63 sølv (begge gange efter suveræne Esbjerg). I 61 førte fynboerne turneringen halvvejs, og DBU lod dengang den klub der var nummer 1 ved sommerferien få æren af at repræsentere dansk fodbold i Europa Cup turneringen for mesterhold. Formålet var at stille internationalt med det mest formstærke mandskab. 13’erne besejrede i 1. runde Spora fra Luxembourg med samlet 15-2, hvilket dengang var europæisk rekord. Men i næste runde kom ”De Blå” i menneskehænder over for selveste Real Madrid, der tævede danskerne med 3-0 og 9-0. Missers holdkammerat, angriberen Bent Løfquist, fik en så hårdhændet behandling af den uruguayansk/spanske centerhalf, José Santamaria, at den pågående fynske forward måtte køres på hospitalet og mistede en testikel.
I 1963 vandt B.1913 pokalturneringen med en finalesejr over Køge, og 13’erne fik fire mand udtaget til landsholdet imod Ungarn. At møde de stilfulde og hurtige ungarere i 60’erne kunne være en blandet fornøjelse. De fire 1913’ere og deres landsholdskammerater blev kørt godt og grundigt ud af banen på Nep Stadion i Budapest, og slap billigt med 0-6. Den 30-årige centerhalf Kaj Andersen fik anførerbindet i sin debutkamp, der altså blev et mareridt.
Ydmygelsen blev genstand for en ret hed debat i medierne. Der var overvejende enighed om, at landsholdet ikke skulle stilles på så hård modstand på så tidligt et tidspunkt af sæsonen. Ingen kunne forvente, at amatører kunne være i tilstrækkelig fysisk form allerede i maj. Grundlaget for at tage hele 4 af Jack Johnsons støttespillere med, var netop at man vidste, at de var særdeles veltrænede (efter danske normer).
Fra asken i ilden
DBU’s udtagelseskomité forsøgte sig imidlertid på det tidspunkt med princippet ”én chance er ingen chance”, formuleret af UK-formanden Spang Larsen. En analyse af landsholdssammensætningerne i en årrække viste nemlig, at der var et stort antal spillere, der kun fik en enkelt landskamp, og så røg ud i kulden. Kontinuitet var i stedet tidens løsen. De fire 1913-spillere; Eigil Misser, Kaj Andersen, Kurt Grønning og centerforwarden Kjeld Petersen, fik dermed genvalg til den næste landskamp mod Finland i Idrætsparken. Konceptet var godt, men det blev ikke belønnet.
Var opgøret i Budapest en ond drøm, så blev Finlandskampen en komplet ydmygelse. Finnerne spillede bedst og havde taget sejren, hvis ikke Henning Enoksen havde scoret på et brag af et langskud kort før tid. Publikum var massivt utilfredse og peb af hjemmeholdet. Eigil Misser, der ellers havde været danskernes bedste i den vanskelige kamp mod Ungarn, kunne slet ikke finde sig selv og fik tilskuerne på nakken. Bagefter udtalte han, rasende og grådkvalt, at han aldrig mere ville spille en landskamp i Idrætsparken.
Til gengæld kunne man så i Odense glæde sig over hans hurtige antrit og pågående driblinger i en årrække.
Eigil Misser døde i 2021, 87 år gammel.
