I dag kan de fleste nok bedst relatere Kaj Hansens navn til den lange årrække, hvor han var en dygtig og vellidt træner i en stribe danske klubber. Men i sidste halvdel af 1930’erne og første halvdel af 1940’erne var Lille-Kaj formentlig Danmarks mest populære fodboldspiller.

Publikum knuselskede hans driblinger og opfindsomhed. Uanset om han blev sat på højre eller venstre fløj, eller i en lidt tilbagetrukket rolle som spilfordeler, henrykkede han med sine finurligheder og virtuose teknik.

Kaj Hansen debuterede for B.93 i 1934 og blev hurtigt fast inventar i et fremragende angreb med bl.a. Henry Nielsen og stjernen Kai Uldaler. 

Gav kongen svar på tiltale

I 1936 debuterede boldkunstneren på det danske landshold i en kamp mod Finland, som danskerne vandt med 4-1 på bl.a. et mål af debutanten. Kaj kunne være ganske slagfærdig. Før en af hans 27 landskampe hilste Kong Christian 10. på spillerne, og tiltalte Lille-Kaj med ordene: ”Hvordan kan så lille en mand være så god en fodboldspiller”? Kaj svarede kækt: ”Deres majestæt ved jo nok, at en lille og vågen er bedre end en stor og doven”. Kongen var over 2 meter høj…

I 1937 var Lille-Kaj med til at forny, forynge og i høj grad revanchere landsholdet efter Breslau-katastrofen (8-0-nederlaget til Tyskland). Kaj scorede i den danske 5-1-sejr over Norge, der på det tidspunkt havde en veritabel guldalder. Det var i den første landskamp efter Breslau, og Danmark stillede med kun tre spillere der havde mere end 8 landskampe på bagen, og desuden med tre debutanter. Lille-Kaj var kampens oplevelse og scorede et af de danske mål. 

Efter at have vundet danske mesterskaber i 1934, 35 og 39 med B.93, skiftede Lille-Kaj pludselig klub og gik i Frem. Det kostede dengang et halvt års karantæne. Som Frem’er opnåede Hansen at score et hattrick i en landskamp mod Sverige i oktober 1940. De tre mål blev fejret med ovationer fra et begejstret publikum, og politiets tilstedeværende mandskab gjorde endda honnør for den lille tekniker. På den tid var der intet større end arvefjendeopgørene mod svensken, og den underholdende 3-3-kamp var en national opmuntring midt i en meget mørk tid. 

Kaj Hansen skiftede så tilbage til B.93 i efteråret 1941 og blev atter dansk mester med Østerbroklubben i 1942 og 1946. 1942-sæsonen blev dog negativt influeret af en periode som værnepligtig i Holbæk, hvor de små, spinkle fodbold-ben fik overbelastningsskader af lange marcher. Kaj Hansen blev kasseret og har måske ikke været så ked af det endda… 

I august 1945 opnåede Lille-Kaj dét der dengang var et forkromet mål for enhver dansk elitefodboldspiller: Landskamp nummer 25 for Danmark. Den blev fejret med en 4-2-sejr over Norge i Idrætsparken. 

Men kort tid efter befrielsen i 1945 trak imidlertid skæbnesvangre skyer sammen over Danmarks folkekære dribler.

Druktur og skjult professionalisme

En temmelig våd tur over Store Bælt efter en unionskamp blev en større skandale. Kaj Hansen, Egon Sørensen, Kaj Christiansen, Børge Mathiesen og Arne Sørensen havde angiveligt fuldet sig og vakt opsigt på færgen. Man var forarget i KBU og udelukkede de fem formastelige i et halvt år fra al fodbold. Spillerne følte sig uretfærdigt hængt ud og dømt på et tyndt grundlag. En journalist havde været til stede og angiveligt fremstillet situationen groft overdrevet. Det trak op til en konfrontation. Året efter brød Kaj Hansen og landsholdets anfører Arne Sørensen med B.93. De blev ansat som spillende trænere i Skovshoved IF, der på det tidspunkt spillede i Danmarksserien. Det blev mødt med stor skepsis i pressen og fodboldmiljøet. Var to af dansk fodbolds største profiler i realiteten blevet professionelle? Og så i en dansk klub? 

Det var ikke forbudt for trænere at være lønnet. Kutymen i topklubberne var, at man havde en træner ansat, der tog sig af alle eliteholdene. Ungdom og senior. Men der var regler for hvordan aflønningerne måtte finde sted. Lidt ligesom nutidens kørepenge og den slags. I Skovshoved dyrkede man praksis langt ud i gråzonen mellem amatørfodbold og professionalisme.

Skovshoved IF blev understøttet økonomisk af bl.a. handskefabrikken Salamander, hvis ejer var i klubbens bestyrelse. Det var påfaldende at skovserne kunne hente spillere ind fra nær og især fjern, og tilbyde jobs, lejligheder, diæter og anden fryns. Med de to landsholdsspillere var man gået for vidt. Pressen gravede i sagen, og handskefabrikanten var ret så pralende og åbenmundet omkring sine fikse ordninger. Det hele stod og faldt med et større privat og rentefrit lån, som de to spillere havde fået af Salamander. Det var umuligt for udenforstående at vurdere om der var tale om et lån eller penge under bordet. Sørensen og Hansen blev erklæret professionelle og var tabt for dansk landsholds-og klubfodbold. Spillerne forsøgte desperat at melde sig ind i B.93 igen, men man ville ikke vide af dem. 

Deres karrierer så ud til at være forbi, men folk med forbindelser i Frankrig fik udvirket en kontakt til pariserklubben Stade Francais, der kort tid forinden havde startet et professionelt set up.  

Kaj Hansen fik sølle 8000 kroner i overgangssum, og spillede herefter i forskellige franske klubber indtil 1950. 

Lille-Kaj tog så hjem til Danmark og blev en populær træner i en menneskealder i fx Randers, Vejle, OB m.fl. Han var synonym med glad og offensiv fodbold. Præcis ligesom da han var aktiv. 

Kaj Aksel Hansen døde i 1987.