Han kunne have været Englands stjerne - men valgte et liv uden regler
Englænderne er eksperter i høflighed og køkultur. “Excuse me” er den mest almindelige vending i deres ordforråd. Måske næst efter “please”. Alligevel har de kære angelsaksere en helt speciel forkærlighed for enerne i topfodboldens verden. Dem der tør gå egne veje og træde en individuel sti gennem tilværelsen, frem for at stille sig i kø. Dem der gør oprør mod de gængse normer og skejer ud. De har også en særlig betegnelse for disse provoer; de kalder dem enegængerne, the Mavericks.
En af de mest notoriske i den kategori af uregerlige enere, er uden tvivl Stan Bowles.
Genial spiller og dovenlars
Bowles voksede op i Manchester, så det var meget naturligt at det var den lokale topklub fra Maine Road der fik det langhårede, temperamentsfulde og særdeles teknisk velfunderede talent ind i ungdomsafdelingen, midt i 60’erne.
Stan havde forinden forsøgt sig i familiens virksomhed, et vinduespudserfirma, men var blevet fyret på sin allerførste arbejdsdag af sin egen bedstefar. Han var af natur doven og tilbagelænet, noget der også skinnede igennem på fodboldbanen. “Hvis det havde været nødvendigt for mig at slide hårdt i det for at blive så god, så var det aldrig blevet til noget”, sagde han selv. Talentet var indlysende, men han kom skidt ud af det med Malcolm Allison i Manchester City, og måtte ned i 4. division hos den lille Cheshireklub, Crewe Alexandra, for at få karrieren på skinner. I Crewe kom han under vingerne på den gamle klubmand, Ernie Tagg, der supplerede sin beskedne indkomst som manager ved at køre som mælkemand om morgenen. Stan trivedes og fik en god og stabil platform.
Via Carlisle United kom Bowles i 1972 til Queens Park Rangers. Her blomstrede geniet for alvor. I samarbejde med bl.a. Dave Thomas, Don Givens og Gerry Francis rullede Bowles potentialet ud, og havde nær medvirket til et engelsk mesterskab i 1976.
Forunderligt nok kom han nogenlunde tåleligt ud af det med manager Dave Sexton, der ellers var notorisk kendt for at stille høje disciplinære krav til sine spillere.
Omfattende udskejelser
Problemfrit var det dog langtfra. Bowles opnåede 5 landskampe, men udelukkede sig selv fra Three Lions, da han sneg sig til hundevæddeløb midt under en landsholdssamling. Gamblingen, alkoholen og hurtige damer havde et fastere greb om den unge angriber, end de sportslige ambitioner. Han sagde selv: ” Alle mine penge røg på spil, druk, kvinder og smøger. Set i bakspejlet skulle jeg nok have skruet ned for smøgerne”.
I 1973 besøgte QPR Roker Park, hvor hjemmeholdet Sunderland stolt fremviste FA Cup trofæet, som klubben sensationelt havde vundet dét år. Pokalen knejsede flot på en piedestal, placeret ved midterlinjen. Det blev for stor en fristelse for Stan the Man. Da han forfulgte en bold der røg til indkast, tyrede han, med fuldt overlæg, bolden lige ind i trofæet, der fløj til alle sider. Der var mange Black Cats supportere den dag der gerne ville have en lille “snak” med den formastelige.
Da Dave Sexton blev afløst i managersædet af Tommy Docherty indvarslede det problemer for Bowles. Han skejede ud og var jævnligt i tabloidmedierne. Alkoholkulturen i engelsk fodbold havde et stærkt tag i mange aktører, og Stan var en af dem som havde vanskeligt ved at balancere frihed under ansvar. Som mange andre ”Mavericks” var han yderst populær blandt fansene. Måske fordi han afspejlede det almindelige medmenneskelige, at ingen er ufejlbarlige. Stan var i dén grad uperfekt, men fremstod ærlig og ægte. Han passede meget dårligt ind i kravene i den professionelle idrætsverden. Men fodboldfolket elskede ham.
Efter skænderier og gensidige spydigheder i medierne i forhold til Tommy Docherty, der overtog som manager i QPR i 1979, blev Bowles solgt til et af tidens absolut stærkeste engelske teams, Nottingham Forest. Men dét der kunne have været en renæssance for Bowles endte i stedet – forholdsvis forudsigeligt – i et meget dårligt forhold til Brian Clough. Nottingham vandt Europa Cup turneringen for mesterhold i 1980, men Stan var ikke med. Heller ikke på bænken.
Bowles fik aldrig rigtig chancen på City Ground, og sluttede i stedet karrieren med nogle relativt succesfulde år på et lavere niveau i Orient og Brentford.
I de senere år var Stans tilværelse formørket af demens. Han døde i 2024, 75 år gammel.
