Han bar anførerbindet i sin første landskamp - og blev knust i Budapest
Kaj Andersen er en vigtig del af fortællingen om B.1913’s enorme fremgang og succes i årene omkring 1960.
”De Blå” under jernmanden Johnson
På trods af at Odenses ”blå mænd” i 1924 var uhyre tæt på at blive provinsens første danske mestre (og fik Fyns første landsholdsspiller – Peder Rasmussen i 1937), så var 13’erne traditionelt rangeret som eventyrbyens tredjebedste klub, efter OB og B.1909. Men det ændredes da jernmanden Jack Johnson overtog som træner i B.1913 i 1959.
Under Johnsons ledelse blev der indført streng disciplin med fokus på kollektive værdier, konditionsstyrke og stram organisation. Johnson skabte en defensiv base med så høj kvalitet, at det tillod holdets offensive kræfter at udfolde sig. Det lukrerede folk som Ejgil Misser og angriberne Kjeld Pedersen og Bent Løfquist på. B.1913 rykkede op i 1. division og røg ret hurtigt til tops.
Allerede i 1961 vandt 13’erne bronzemedaljer, og holdet lå endda nummer 1 halvvejs i turneringen, hvorfor man repræsenterede dansk fodbold i Europa Cup turneringen for mesterhold, og fik to kampe mod selveste Real Madrid. I 1962 og igen i 63 vandt Johnsons løbestærke disciple sølvmedaljer, og i det sidstnævnte år vandt man pokalturneringen med en finalesejr over Køge Boldklub.
Den afgørende og helt centrale figur i Jack Johnsons transformation af B.1913 fra søvnig 2. divisionsklub til vindermandskab i dansk fodbolds øverste elite, var forsvarsstyrmanden Kaj Andersen.
Andersen spillede positionen som den centrale forsvarer, centerhalf, i 13’ernes defensiv. Han var en bemærkelsesværdig lille stopper, men han var hurtig og forudseende. Kaj Andersen lukkede så effektivt af i forsvaret, at det er rimeligt at betegne ham som nøglen til B.1913’s enorme succes. Den gik selvfølgelig heller ikke hen over UK’s opmærksomhed. I maj 1963 blev Kaj Andersen, sammen med tre andre 13’ere (Ejgil Misser, Kjeld Pedersen og Kurt Grønning) udtaget til årets første landskamp mod Ungarn i Budapest. Kaj Andersen var da 30 år. Han fik anførerbindet i sin debut og stod dermed i spidsen for et ganske urutineret landshold med 5 debutanter mod en særdeles stærk modstander.
Katastrofe i Budapest
Allerede fra starten var der ret kraftig kritik fra pressens side. Ikke fordi man udpegede Kaj Andersen som krumtap. Men fordi man i bund og grund mente at en så vanskelig kamp ikke burde ligge så tidligt på sæsonen. Var danskerne overhovedet i tilstrækkelig form? Danske elitespillere var jo amatører, og de var ikke just flittige til at løbetræne i de kolde opstartsmåneder. Men det var 1913’erne under jernmanden Jack Johnson.
Rationalet fra UK’s side var derfor – under de givne omstændigheder – fornuftigt nok. Med fire 13’ere i startopstillingen sikrede man sig en vis fysisk base, og med den hurtige og kloge Kaj Andersen som styrmand håbede man at kunne dæmme op for det vidt berømmede ungarske kombinationsspil. Det gik bare slet ikke.
Allerede efter et kvarters spil var Danmark bagud med 2-0. Andersen spillede overfor den uhyre stærke ungarske centerforward Florian Albert, og kom gang på gang i tvivl om hvorvidt han skulle dække Albert tæt, eller ”falde tilbage” og afsikre forsvaret overfor dybdeløb fra de andre forwards. I realiteten blev det hverken fugl eller fisk. Danmark tabte med 0-6, og cifrene var misvisende, for nederlaget kunne sagtens være blevet langt værre. Landsholdet blev udspillet efter noder og slap billigt. Den negative rekord på 0-8 mod Tyskland fra 1937 (katastrofen i Breslau) var ”i fare”, men det gik dog ikke helt så galt, trods alt.
Ødelagde UK Andersens karriere?
Efter den lektion blev det selvfølgelig debatteret hvorvidt man burde stille et landshold med nogle andre kvaliteter til den næste landskamp. Men de fleste af de uheldige Budapest-farere fik genvalg til hjemmekampen mod Finland. Esbjergenseren Jens Jørgen Hansen og Køges Hans Andersen afløste dog Frems Kaj Hansen og Esbjergs Egon Jensen. Kampen blev imidlertid en ny nedtur. Spillet fungerede ikke og Finland var tæt på at vinde. Et kanonskud af Henning Enoksen i sidste øjeblik forhindrede et ydmygende nederlag. Det værste var dog at Idrætsparkens publikum hånede hjemmeholdet og til sidst heppede på finnerne. Især Kaj Andersens klubkammerat, den seværdige dribler Ejgil Misser, blev tilskuernes mobbeoffer.
De to triste landskampe blev Kaj Andersens eneste. Han var anfører i dem begge. Efterfølgende havde han problemer med at holde sin ellers sikre plads i forsvaret hos B.1913. Der blev talt meget om at han havde lidt et psykisk knæk ovenpå den hårde medfart på landsholdet, og Knud Lundberg gik så langt som til at påstå, at UK havde ødelagt Andersens karriere ved at stille ham på en håbløs uriaspost i Budapest.
Sagen var dog nok mere den, at Kaj Andersen havde passeret de 30, og hans stil var baseret på hurtighed og fysisk kraft – en ung mands dyder. Men selv om Kaj Andersens eftermæle kom til at bære præg af de to frygtelige landskampe, så fortjener han i langt højere grad at blive husket som Jack Johnsons forlængede arm på banen for et 13-mandskab, der trængte sig ind i toppen af dansk fodbold og var frygtet af alle.
Malermesteren og den defensive krumtap, Kaj Andersen, døde i 1995.
