Push and run: Historien om manden, der revolutionerede Tottenham og engelsk fodbold

Holdene/klubberne i engelsk fodbolds ”Sportslørdag-epoke” i 70’erne og 80’erne beskyldes ofte for begrænsede kreative udfoldelser, primitive lange bolde og taktiske tilgange med vægt på energiudladning snarere end æstetik.

Det synes jeg nu er ret snævertsynet. Mange hold spillede fint, poleret pasningsspil med short passing og boldbesiddelse – vel at mærke i højt tempo. Blandt de tekniske æstetikere kommer man ikke uden om Tottenham Hotspur. Med outstanding boldspillere som Osvaldo Ardiles og Glenn Hoddle var der altid garanti for godt spil og underholdning, når Tottenham var på tv-skærmen.

Men hvorfor sværgede man på White Hart Lane så ultimativt til den tekniske stil? Forklaringen skal vi lidt tilbage i tiden for at finde. Som det jo ofte forholder sig, ligger svarene i historien. Og dette er historien om Arthur Rowe og hans banebrydende ”Push and run”.

En revolution

Arthur Rowe (født på denne dag i 1906) var ”indfødt” Nordlondoner og spillede som aktiv i Tottenham i 1930’erne. Han var en klog forsvarsspiller der opnåede en enkelt landskamp for England. Det var en periode med en vis stagnation for engelsk fodbold. Herbert Chapmans ”WM-formation” fornyede ganske vist den taktiske tilgang i klubberne og på landsholdet, men man kan ikke komme uden om, at tre-back systemet først og fremmest var en defensiv taktisk nyfortolkning. De defensive spillere blev i højere grad end tidligere bundet til faste markeringsopgaver, og de wingbacks (fløjhalfbacks) som man før havde benyttet i to-back systemet, blev rykket ind centralt, hvilket forrykkede spillets tyngdepunkt og gav det en mere destruktiv tendens. Fløjspillet var et ubrydeligt mantra, et fasttømret paradigme, men wings blev som oftest ”fodret” med lange bolde, og spillet var i udpræget grad baseret på tempo, energi og power. Dét som vi i dag vil kalde ”kick and rush”.

Som aktiv følte Arthur Rowe ofte, at spillet var for taktisk endimensionelt og idéfattigt. Han var dog inspireret af sin egen manager i Tottenham, Peter McWilliam, der med sin coaching opfordrede spillerne til at spille hurtigt og simpelt, med stor bevægelighed og kuglen på græsset. I en match i 1932 scorede Spurs et mål, der var det direkte resultat af en serie kvikke pasninger, og spillere der brød de konventionelle løbemønstre og bragte sig i fordelagtige positioner. Rowe bed mærke i at modstanderne var fuldkommen udspillede og uden modtræk over for den hurtige, enkle, men kreative boldomgang.

Rowe blev manager for Tottenham i 1949, på et tidspunkt hvor klubben var i en dyster situation på engelsk fodbolds anden klasse og med meget begrænsede økonomiske midler.

Han gik frisk til jobbet med visionære nye ideer. Spurs skulle spille efter hans egen innovation; ”push and run” med hurtige 1-2 afleveringer på græsset og fleksible, bevægeligt positionsspil. Recepten blev hovedingrediensen i en dogmatisk tilgang, der gennemsyrede al træning og coaching i klubben. Arthur skrev sine mottoer ned på papirlapper der blev hængt op i omklædningsrum mm. Fx ”Der gror ikke mos på en bold i bevægelse”, ”Spil fodbold. Hele tiden!”, og: ”Spil enkelt. Spil hurtigt”.

Mest kontroversiel var Rowes indstilling til den defensive, fysiske del af spillet. ”Thuggery has no place with us”, sagde han til sine spillere. Dét der med at save modstanderne ned, det harmonerede ikke med Tottenhams indstilling. I stedet blev spillerne indpodet at være forudseende og placere sig klogt, så modstandernes opbygning kunne pilles fra hinanden, vel at mærke uden at man bankede bolden væk med et brag af en skovhugger-tackling, men sådan at der straks kunne sættes noget konstruktivt op.

På mange måder var Rowes banebrydende koncept ikke blot brillant innovativt, men også modigt.

Manageren havde det held, at han rådede over nogle af de mest intelligente spillere i England på sit hold. To aktører der senere skulle få enorm indflydelse på engelsk fodbolds udvikling: Alf Ramsey og Bill Nicholson. Rowe vandt straks deres opbakning, og det fik afgørende betydning for den nye stils succes.

Resultaterne udeblev ikke. Tottenham rykkede op i 1. division i 1950 og vandt sensationelt mesterskabet allerede året efter, med et fire points forspring til Manchester United. Ramsey, Nicholson, keeperen Ted Ditchburn og den kloge, Guernseyfødte angriber Len ”Duke” Duquemin Fra nazibesat ø til White Hart Lane var nøglefigurerne. Spurs vandt alles hjerter og beundring. Push and run var intet mindre end en revolution i engelsk fodbold.

På skuldrene af et geni

Arthur berettede i et senere interview om sin enorme stolthed over ”sine drenge”:

”At følge mit holds udvikling var intet mindre end opløftende. Jeg ønskede, at alle hold kunne have spillet som os til gavn for spillet. Fansene på White Hart Lane elskede os, og det var en indsigtsfuld tilskuerskare, fordi de havde set godt fodbold gennem årene. Fædre så det og lærte deres sønner at det var Tottenhams tradition. Vi spillede fodbold, og vi vandt bolden ved positionsfornemmelse og uden vold. Vi spillede modstanderne ud af kampene. Vi gjorde det med stil, uden jalousi, med godt kammeratskab. Det ville have været fantastisk at have haft alle de vidunderlige kampe optaget, så man kunne tage dem frem, når man ville, og nyde dem igen”.

Han indrammede sit taktiske koncept med denne enkle forklaring: “Jeg bad drengene om at acceptere mine tanker om spillet: at det var et simpelt spil, hvis man beholdt bolden og afleverede med præcision og tempo til de samme trøjer, man bar. Jo mere præcist man gjorde det, desto hurtigere og bedre ville ens angreb være”.

I 1952 blev Tottenham nummer 2 i ligaen, men de næste sæsoner blev ikke helt så succesfulde. I 1955 blev Arthur så hårdt ramt af sygdom, at han måtte træde tilbage. I 1960 var han kommet så meget til hægterne, at han påtog sig managerjobbet i Crystal Palace, som han førte op i 3. division. Derefter var han scout for Palace i en årrække.

I Tottenham tog lærlingen Bill Nicholson tråden op, og fortsatte med at implementere og udvikle den stil, der skulle blive kendt som Spurs’ DNA.  Den anden lærling, Alf Ramsey, førte Ipswich til et sensationelt mesterskab og siden England til verdensmesterskabet. De to manager-giganter stod simpelthen på skuldrene af en genial mentor.

Arthur Rowe gik bort i 1993, 87 år gammel.