Fodboldfans over hele Europa holder vejret mens transfer deadline dagen nærmer sig. Alle ønsker sig de bedst tænkelige nye aktører, mens andre beder til, at favoritklubbens nøglespillere bliver en (halv) sæson mere.

Grænseoverskridende udvikling

Det er ikke nogen hemmelighed, at transfermarkedet længe har været i eksplosiv udvikling. Summerne der handles for, er nærmest absurde. I min barndom var vi chokerede over at Kevin Keegan blev solgt af Liverpool til Hamburger SV for 5 millioner kroner i 1977. ”Ingen fodboldspiller kan være så mange penge værd”, sagde man, men det var jo noget vrøvl, for der er en indbygget lovmæssighed i balancen mellem udbud og efterspørgsel, og blot to år senere brød Trevor Francis’ skifte fra Birmingham City til Nottingham Forest ”den magiske grænse” på 1 million pund.

Allerede i 1905 skabte en transfer ramaskrig i England. Angriberen Alf Common blev købt af Middlesbrough FC fra Sunderland for 1000£, dengang en formidabel sum. I 1928 hentede legendariske Arsenalmanager Herbert Chapman forwarden David Jack i Bolton for 10000£.

Spillernes lønninger var dengang underlagt et fastsat loft. Det blev reguleret nogle gange i årenes løb, men det lagde en kraftig begrænsning på arbejdstagernes indtjeningsmuligheder. Det betød, at flere britiske aktører forsøgte sig på kontinentet, hvor lønningerne, især i Italien, var langt højere. Hvis spillere som Joe Baker, Denis Law, Jimmy Greaves m.fl. havde præsteret bedre, så kunne det nemt have ført til en eksport af fodboldspillere, der fuldkommen havde undergravet engelsk fodbold. Til alt held for klubberne havde de nævnte stjernespillere det vanskeligt under fremmede himmelstrøg, hvor tilgang, taktik og kulturen var helt anderledes end det vante. ”Den Blide Kæmpe”, John Charles, var nærmest ene om at få markant succes i Sydeuropa.

For de danske spillere, der “gik over” til professionalismen i tiden efter “Bronzeholdets” succes ved OL i 1948, forholdt det sig anderledes. John Hansen, Carl Aage Præst, Jørgen Leschly Sørensen, Axel Pilmark og Karl Aage Hansen m.fl. opnåede stor berømmelse i Italien, og overgangssummer på mellem 100-200000 kroner rystede DBU’s amatørisme i dets grundvold. I Italien måtte man imidlertid sande, at selv en begrænsning på tre udenlandske spillere pr. klub var for mange, hvis landsholdet skulle bevare en konkurrencedygtig international standard. En problematik der stadig spøger den dag i dag.

Neil Franklins skæbne

I 1950 skabte det engelske landsholds centerhalf, Neil Franklin, et jordskælv i fundamentet under de engelske klubber.

Franklin var epokens stærkeste centerhalf, og han spillede rollen sublimt og konstruktivt og med stor elegance, i stil med Bobby Moore 15 år senere. Franklin var utilfreds med sin løn i Stoke City og pressede på for at få en transfer. Spillernes generelle uvilje imod det forhadte lønloft blev kompenseret med en regel om, at de måtte få 5% af en transfer-overgangssum. Men Stoke City ville ikke sælge, og valgte i stedet at fastholde Franklin i en kontrakt der de facto var udløbet. Sådan var reglen nemlig også dengang, længe inden Bosman-dommen.

I frustration over ikke at være i stand til at skifte klub, rejste Franklin til Sydamerika og stillede op for columbianske Independiente. Det var noget af en bombe der rystede engelsk fodbolds fundament. Det var få måneder inden England for første gang i historien skulle spille med i en VM-slutrunde, så landsholdet stod voldsomt svækket. Og forbund og klubledere var chokerede: Hvad hvis andre topspillere rev deres kontrakter itu og rejste udenlands som det passede dem? Systemet ville vakle og institutionelt kaos truede i horisonten.

Desværre for Franklin var Columbia et dårligt valg. Landet var præget af uro og borgerkrigslignende tilstande. Der var udgangsforbud efter kl. 18.30, og Neils hustru kunne slet ikke fungere under de givne vilkår. Efter kun halvanden måned vendte familien hjem. Stoke gik med til at sælge Franklin til Hull City, hvor han spillede sammen med danske Viggo Jensen, men karrieren havde lidt et knæk. Den geniale forsvarer blev lagt på is af forbundet og udelukket fra landsholdet. Han blev stemplet som en rebel og outsider, og det columbianske eventyr blev anset som faneflugt. I dag er han næsten fortrængt ud i glemslen i en fodboldnation der ellers bryster sig af at huske og værdsætte de gamle profiler.

Fremtiden?

I starten af 1960’erne faldt lønloftet, og landsholdsstjernen Johnny Haynes blev den første mand med en indtjening på 100£ om ugen. Det var 5 gange højere end lønloftet, og så voldsom en udgift for Fulham, at det nærmest underminerede klubbens økonomi. Klokken faldt i slag for de mindre klubber, dem der kom fra relativt små byer, eller ikke var i stand til at skabe et konkurrencedygtigt finansielt forretningskoncept. Resultatet var en større polarisering af magtforholdene i engelsk fodbold.

I dag har transfersummerne nået et astronomisk niveau. Handler på over en milliard kroner er ikke længere usædvanligt, og den internationale rekord indehaves pt. af Neymar med knapt 1,7 milliarder kroner, da han skiftede fra Barcelona til Paris SG i 2017.

De komplicerede regler om Financial Fair Play har ganske vist haft en stagnerende effekt på udviklingen, men det virker lidt som om, at det er de mindre klubber der straffes mest konsekvent, mens de store konglomerater tilsyneladende kan trække retsafgørelser ud i det uendelige.

Udviklingen med spillere der går i 1-mands strejker for at fremprovokere transfers, er en farlig udvikling. Hvis kontraktsystemet afløses af de vilkår der gør sig gældende på det ordinære arbejdsmarked, og lønmodtagerne mere eller mindre frit kan skifte virksomhed/ansættelsessted, så vil transfermarkedet kollapse. Og det vil stille spillerne i en mindst lige så vanskelig situation som klubberne.

Sidste chance på Transfer Deadline Day: Fem nye handler kan ske i Manchester United