Han fik stadion til at eksplodere - men kunne ikke styre sit eget liv
I dag skal vi forbi sydamerikansk fodbold, for det skal handle om den enestående Oreste Corbatta.
For de fleste er argentinsk fodbold uløseligt forbundet med Messi, Maradona, Agüero og Batistuta. Foruden naturligvis den defensive disciplin og den vægt på fysik og kynisme, der har været et sikkert karakteristika, og som har adskilt fodboldkulturen i Argentina fuldkommen fra nabolandet og ærkerivalen Brasiliens ”Jogo Bonito”. Enhver fodboldfan ved at Maradona nærmest er en Gud i hjemlandet, men det er nok de færreste i Europa der forstår, at det argentinske landshold, ”La Selección”, har rådet over en boldkunstner der var lige så elsket og beundret på sin tid, og hvis privatliv ikke stod tilbage for hverken Maradonas eller for den sags skyld en George Bests udskejelser. Dette er historien om hele Argentinas ”Harlequin”, Oreste Corbatta.
En Harlequin (på spansk Arlequin) er en munter klovn, kendt fra 1500-tallets italienske comedia dell-arte, hvor karakteren er en opfindsom tjener, der løser stykkets problemer og gør grin med de velstillede og privilegerede herskaber. Betegnelsen passede perfekt på Oreste. Han var – som Brasiliens Garrincha – et naturens ubekymrede legebarn, der henrykkede masserne med sin ukuelige og ubændige trang til at underholde. Altid med nummer 7 på ryggen og med højre fløj som sin legeplads, drev Oreste gæk med modstanderne i kraft af en vidunderlig teknisk kunnen der var som af en anden planet. Han var lynhurtig og fuld af tricks og finter. Når ”Sidelinjens formand” var i hopla, så var han ustoppelig. Selv udtalte han engang, at årsagen til at ingen kunne pille kuglen fra ham var, at ”bolden simpelthen elskede ham og aldrig ville forlade ham”. ”Alt andet blev taget fra mig, men aldrig bolden”.
Folkefavorit og tragisk helt
Oreste var på en og samme tid en tiljublet folkets favorit, men også en tragisk heltefigur. Den lille kunstner der kunne få alt til at lykkes på en fodboldbane, og ingen som helst ting i livet udenfor kridtstregerne.
Den lille troldmand kom til verden i 1936 i byen Daireaux uden for Buenos Aires som Oreste Osmar Corbatta Fernandez. Faderen var en italiensk immigrant og moren argentiner. Han voksede op i et fattigt hjem og tabte hurtigt lysten til at gå i skole. Gennem hele livet lærte han aldrig at læse eller skrive. Alt hvad han elskede og brændte for, var fodbold.
I 1955 blev teenageren med de blændende tekniske evner opdaget af topklubben Racing Club fra Avellanada. På El Cilindro blev Oreste lynhurtigt fansenes yndling.
Racing Club er en klub med en lang historie og tradition. Man har siden grundlæggelsen i 1903 dyrket en helt særlig identitet som hjemstedet for sofistikeret og æstetisk fodbold. Klubben var den første i landet der udelukkende havde kreolske medlemmer, argentinsk fødte borgere af europæisk oprindelse. Tilhængerne kalder deres klub for La Academia, læringsstedet for argentinsk fodbold. Et naturligt hjemsted for en boldkunstner af Oreste Corbattas kaliber.
I 1958 og 61 førte Oreste Racing til det argentinske mesterskab. Klubben havde en historisk stærk periode med en fantastisk angrebskæde med folk som Juan Pizzutti og Ruben ”Marquis” Sosa.
I det hele taget boblede og blomstrede argentinsk fodbold i Racings ånd. Klubberne spillede generelt teknisk smukt og formfuldendt, og mange ser æraen som en lille guldalder, hvor Argentina bevægede sig væk fra defensiv struktur og rå fysisk kraft og hen imod en helt anderledes ubekymret og offensiv tilgang. Perioden kronedes med det sydamerikanske mesterskab i 1957 og 59. I det førstnævnte år charmerede argentinerne alt og alle, og tævede ærkefjenden Brasilien i den afgørende kamp med 3-0. Oreste var ustoppelig i en levende angrebsformation med stjernerne Maschio, Angelillo og Omar Sivori.
Der var bare et problem. Tempoet i spillet var for langsomt målt med europæiske standarder. Det kom til at medføre, at de blå-hvide blev grundigt kværnet ved VM-slutrunden i 1958 i Sverige. Corbatta bragte ellers det sambaagtige argentinske landshold foran efter kun 3 minutters spil i åbningsopgøret mod Vesttyskland, men så overtog det tyske maskineri styringen og trykkede argentinerne i sænk. 3-1-nederlaget var nådigt sluppet. I den næste kamp slog Argentina ganske vist Nordirland med samme cifre. Atter var Oreste på pletten med en straffesparksscoring. Han var altid iskold fra 11-meter pletten. Men i den sidste og afgørende match i gruppen fik man ørerne i maskinen. Tjekkoslovakiet kørte Argentina midt over og vandt med hele 6-1. Et straffesparksmål mere af Oreste var ren kosmetik. Den legende og naive tilgang havde mødt sin begrænsning, og man kan med en vis ret påstå, at nedturen kom til at forme det argentinske landsholds ideologi for altid.
Personlig deroute
For Racings elskede ”Arlequin” var livet ikke just en munter dans på roser. Han giftede sig 4 gange, men var notorisk utro. Og alkoholforbruget var massivt. Corbatta mødte stort set aldrig ædru op til træning eller kamp, og meget ofte var han så døddrukken, at det var direkte alarmerende. Før en kamp mod Estudiantes sagde han snøvlende til holdkammeraterne: ”Lad være med at spille bolden til mig, jeg kan intet se”. Han vaklede på banen og scorede så to gange til publikums bragende hyldest.
Der er noget ved det fejlbarlige og uperfekte ved et idol, der kalder på noget dybt inde i fodboldelskerens sjæl. Noget genkendeligt og identificerbart. Vi ser pludselig mennesket bag berømmelsens maske og mærker det autentiske og uforfalskede. Det taler til vores hjerter. Trods voldsomme udskejelser i privatlivet skuffede Oreste aldrig sit publikum. Som oftest havde duften af grønsværen en nærmest mirakuløs indvirkning på hans konstituering. Han vågnede op til dåd når det gjaldt, selv om han ikke sjældent måtte lægges på udskiftningsbænken i en halvleg for at sove branderten ud.
I 1962 havde træner og ledelse i Racing Club fået nok. Gentagne afvænningsforsøg havde slået fejl, og Oreste blev solgt til Boca Juniors. Blandt Bocas hard core tilhængere blev driblekongen lige så populær. Men drukturene eskalerede yderligere, og han blev ramt af en serie skader. På landsholdet fungerede Orestes mangel på disciplin naturligvis ikke, og han blev ”stående” på 40 landskampe (og 18 mål). Et alt, alt for lille facit for en spiller af hans unikke format.
I 1965 (og efter to argentinske mesterskaber) sendte Boca Oreste til colombianske Medellin, hvor han stort set aldrig dukkede op til træning. Han forsumpede mere og mere, men formåede ikke desto mindre at spille 143 kampe på tre sæsoner og opnå gudestatus i narkotikaens sydamerikanske ”hovedstad”. Der var gode penge i den colombianske liga, men Oreste drak og festede det hele væk.
Han forsøgte i 1970 et comeback i den argentinske 3. division, men efterhånden havde den uholdbare livsstil sat sine spor. Corbatta var ikke længere en munter klovn, men blot en klovn.
Han døde i 1991, ensom og forarmet, af strubecancer. Oreste Corbatta blev kun 55 år.
I 2006 blev ”Arlequins” minde hædret på Racing Clubs hjemmebane, der i dag hedder Estadio Presidente Peron med en bronzestatue. For mange argentinere er han fodboldhistoriens bedste højre wing.
