Han er Liverpools største ikon i moderne tid - men én titel mangler stadig i det perfekte CV
I de goe’ gamle dage fik trofaste og loyale klubspillere en såkaldt testimonial match for 10 års tjeneste. Overskuddet fra opvisningskampen gik til spilleren som en gestus og anerkendelse. Dengang var lønningerne jo ikke nær det (voldsomme) nuværende niveau, så testimonial-tanken forsvandt med tiden. Det er ellers lige før, at en mand som dagens fødselar (46 år), Steven Gerrard, er værdig til en dobbelt testimonial. Han brugte omtrent hele sit fodboldliv, 17 sæsoner, i Liverpool FC.
Hvis man googler begrebet ”klubhelt”, så burde der næsten stå ”Steven Gerrard” som svar. Captain Fantastic var i næsten to årtier The Reds’ bærende kraft.
Som alle unikke talenter kunne han placeres overalt på banen. Han var fysisk stærk, sparkede brandhårdt, var i besiddelse af et fremragende overblik og usædvanlige lederegenskaber.
Meritlisten er da også alenlang: 2 gange Årets Spiller i England, 2 FA Cup triumfer, 1 UEFA Cup, nummer tre i Ballon d’Or, 114 landskampe, og selvfølgelig kronen på værket: Champions League trofæet i 2005. Det personlige pokalskab mangler dog den eftertragtede engelske mesterskabstitel. Det kom tæt på flere gange, bl.a. i 2014, hvor han var så uheldig at glide og forære Chelsea en afgørende scoring.
Med 710 optrædener for Liverpool FC er Gerrard på en 3. plads på listen over spillere med flest kampe for klubben, kun overgået af Ian Callaghan og Jamie Carragher, og han er såmænd på en sjetteplads i rangeringen blandt de bedste målscorere (med 186 kasser).
Liverpool All Time XI
Gerrard er da også sikker mand på mit ”Liverpool FC All Time XI” som jeg har sammensat ud fra disse kriterier: Kampe, meritter, vurdering af betydning for klubben, vurdering af spillerens klasse på det tidspunkt hvor han var aktiv.
Målmand: Ray Clemence.
Nærmeste konkurrent er nordireren Elisha Scott, der var noget af en gigant i 1920’erne, hvor Liverpool havde en stærk periode.
Højre back: Phil Neal.
Skotske Steve Nicol er et stærkt alternativ. Men Neals meritter med det store Bob Paisley-hold i 70’erne og 80’erne er det svært at hamle op med.
Venstre back: Emlyn Hughes.
”Crazy Horse” huskes nok af mange som centerforsvarer, men han spillede faktisk venstre back i en årrække. Den multianvendelige Jamie Carragher er en stærk konkurrent, ligesom skudstærke Alan Kennedy.
Centerforsvar: Tommy Smith og Alan Hansen.
Granitmanden Smith fik kun 1 landskamp, men jeg foretrækker alligevel den mangeårige anfører som makker til suveræne Alan Hansen. Nutidens Virgil van Dijck er et godt emne, ligesom den kloge Mark Lawrenson.
Central midtbane: Ian Callaghan og Steven Gerrard.
Graeme Souness og Terry McDermott er enormt gode alternativer. Klubrekordmanden Callaghan er imidlertid uomgængelig, og Gerrard er lige så selvskreven.
Offensiv midtbane: Mo Salah.
Jeg dropper deciderede wings for at prioritere nogle angrebstyper. Ellers havde John Barnes stået rigtig stærkt. Steve Heighway var også en fantastisk spiller. Jeg fravælger som regel nuværende aktører, men Salah sniger sig ind her, eftersom han netop har spillet sin sidste kamp på Anfield. I Danmark ser mange sikkert gerne Jan Mølby på denne plads, og han er såmænd heller ikke nogen helt skæv kandidat.
Angribere: Kevin Keegan, Ian Rush, Kenny Dalglish.
The Mighty Mouse, The Ghost og King Kenny. De tre er, i min optik, en klasse over andre stærke forwards i Liverpools historie som for eksempel Roger Hunt, Ian St. John, Michael Owen og Billy Liddell.
